Kronik

Politisér ØMU'en

Debat
25. november 1999

Hvorfor undviger de danske socialdemokrater systematisk politiske diskussioner om økonomiske spørgsmål? Er der tale om et taktisk spil, som først og fremmest går ud på at undertrykke alle farlige diskussioner, indtil danskerne har stemt ja til ØMU'en?

Økonomi & Politik
Hvordan skal man forholde sig til den Europæiske Centralbanks (ECB) nylige rentestigning ud fra en socialdemokratisk overbevisning? De fleste socialdemokrater, der har udtalt sig offentligt om spørgsmålet, inkl. Jacob Buksti og Poul Nyrup Rasmussen, har ikke været i tvivl. Den Europæiske Centralbank er uafhængig, og derfor kan (bør?) denne institutions dispositioner ikke diskuteres. Den danske nationalbank er også uafhængig, og den øvrige økonomiske politik må så tage sig af beskæftigelseshensynet, fremførte eksempelvis Buksti i Information, 4. November, 1999. Hermed undlader man imidlertid at forholde sig til et par væsentlige problemer.
Først og fremmest er der mange gode grunde til at sætte spørgsmålstegn ved idéen om Centralbankens såkaldte uafhængighed. Uafhængige institutioner findes ikke. Som en fremtrædende socialdemokratisk politiker har udtrykt det i en lidt anden sammenhæng: "Uafhængig forskning (læs: Centralbanker, vores tilføjelse) findes ikke. Man kan være uafhængig af nogle, men så er man afhængig af andre" (Jan Trøjborg i Information, 21. juni, 1999).
Man skal blot læse 'centralbank' i stedet for forskning, og så er
pointen klar! I ECB-sammenhæng er centralbanken blevet gjort uafhængig af regeringen, og man kan jo så passende spørge om, hvem og hvad banken så er afhængig af? Og svaret er desværre ret ligetil: De frie spekulative kapitalbevægelser på tværs af grænser har betydet, at det er de internationale finansielle markeder, der er blevet gjort til overdommere over de nationale økonomier. Og de høje herrer på de finansielle markeder står ikke til demokratisk-politisk ansvar overfor nogen. De har friheden til total ansvarsløshed.

Skulle man være venlig over for de socialdemokratiske regeringer, kunne man fremhæve, at de i et vist omfang har arvet denne tingenes sørgelige tilstand fra de tidligere borgerlige regeringer, der designede et indre marked uden en politisk overbygning. Men burde det ikke netop derfor være socialdemokratisk økonomisk politiks målsætning, at søge at mindske dette demokratiske underskud i den internationale økonomi fremfor det modsatte? Burde man ikke fremhæve muligheder for aktiv økonomisk politik og det politiske grundlag for denne fremfor at fremhæve afmagt og magtesløshed?
På det formelle plan er ECB's uafhængighed traktatmæssigt fastlagt. I øjeblikket handler
diskussionen netop derfor om, hvor langt denne uafhængighed så skal gå i praksis: Skal man blot lade ECB'en gøre, som den vil og hermed søge at gøre dens afhængighed af de internationale finansielle markeder total? På lige netop dette meget centrale punkt ønsker ledende danske socialdemokrater tilsyneladende ikke at sætte nogen grænser!

Sammenligningen mellem den europæiske og den danske centralbank er heller ikke så enkel, som Buksti anfører det. Den danske nationalbank har på grund af den faste kronekurs og de frie kapitalbevægelser måttet følge først den tyske renteudvikling og nu ØMU-landenes rente. Den har herved været bundet til at følge udlandets rentepolitik.
Men euro'ens kurs er ikke fast, hvorfor ECB'en (ligesom den amerikanske centralbank) frit kan sætte renten udfra interne økonomisk politiske hensyn. En lavere rente vil føre til en faldende euro og hermed en vis importeret inflation. Denne er dog forholdsvis ubetydelig, idet Euro-landene i høj grad handler med sig selv.
Rent økonomisk kan renten derfor frit benyttes politisk til at understøtte en generelt beskæftigelsesfremmende politik. Skal dette værktøj virkelig deponeres i en uafhængig centralbank uden nogen form for politisk styring eller modspiller. Er det virkelig socialdemokratisk politik?
Dernæst undlader de socialdemokratiske talsmænd helt at tage stilling til, om det var en korrekt vurdering at hæve renten. Skal vi her ud fra slutte, at Buksti ikke mener, at kunne tage stilling hertil, fordi ECB'en er uafhængig?
Rentestigningen blev motiveret ud fra to forhold. Dels at pengemængden er steget mere end de 4,5 procent, banken har fastsat som sit mål. Og dels at der er spirende inflationstendenser, som gør, at banken frygter, at inflationen kan risikere at komme over de to pct., der også er fastsat som mål.
Fokuseringen på pengemængden må imidlertid først og fremmest betragtes som et monetaristisk inspireret kuriosum (og måske som en symbolsk gestus overfor Bundesbanken), der ikke deles af den danske nationalbank, og som vel næppe heller aspirerer til at danne grundlaget for en mere moderne socialdemokratisk politik eller...?

Når det gælder truslen om stigende inflation, ser ECB'en spøgelser ved højlys dag. På lige fod med de kristne fundamentalister, der hele tiden skimter Satans ondskab bag enhver form for 'afvigende' adfærd, synes også ECB's ledelse besat af tanken om den allestedsnærværende inflationstrussel. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at den europæiske inflationstakt generelt skulle være på vej op.
Og skal man for en hver pris finde tegn på stigende inflation, kan man kun finde det ved at betragte nationale enkeltafvigelser fra den generelle tendens. Og den generelle tendens er fortsat lavinfla-
tion i EU-området.
Men man kunne jo også være lidt mere socialdemokratisk og mere radikalt stille spørgsmålstegn ved dette inflationsmål i Ivar Nørgaards ånd. Anser Buksti det virkelig for socialdemokratisk politik, at et inflationsmål på to procent i de lande indenfor EU-området, der har den højeste inflations-takt, skal være helligt?
I så tilfælde må man desværre konstatere, at den nuværende lav-vækstpolitik hermed er blevet den officielt accepterede form for 'bæredygtig' vækst. Det lover ikke godt for den fremtidige udvikling i arbejdsløsheden, hvis ethvert tilløb til stigning i den økonomiske vækst straks skal dæmpes af ECB med stiltiende socialdemokratisk opbakning.
Med en sådan anti-inflationær rentepolitik er sammenhængen mellem en lav inflation og en høj og permanent arbejdsløshed desværre uundgåelig. ECB har tilsyneladende kun en mulig løsning på denne situation, nemlig et såkaldt mere fleksibelt arbejdsmarked, dvs. lønningerne og understøttelsen er for høj, og arbejdskraften er ikke mobil nok.
Herved tørres ansvaret for problemerne af på nationalstaterne, og det er lønarbejderne, der skal tilpasse sig virksomhederne og det globaliserede finansielle system. Og aldrig det modsatte.

Hvorfor undviger de danske socialdemokrater systematisk sådanne politiske dis-kussioner af økonomiske spørgsmål? Er der tale om et taktisk spil, som først og fremmest går ud på at undertrykke alle farlige diskussioner, indtil danskerne har stemt ja til ØMU'en? Eller er man bange for at så tvivl om en så ny institution som ECB'en?
Bortset fra skatteminister Ole Stavads (Stiftstidenderne, den 31. oktober, 1999) vigtige og modige fremhævelse af behovet for at nytænke skattesystemet i forbindelse med EU, ser vi ikke mange forsøg på at tænke politisk og offensivt over disse spørgsmål fra socialdemokratisk hold.
Vi kan kun have sympati for politiske kræfter, der forholder sig offensivt til eksempelvis ØMU-projektet: Vi vil med på grund af dét og dét osv. Ærlig og klar snak, som man kan forholde sig til! Men hvorfor skal man dog være med i ØMU'en og ønske politisk indflydelse i denne, når man på forhånd afskærer sig fra de muligheder, den fælles mønt giver for at fremme beskæftigelsen?
Argumentet synes blot at være, at man ønsker at sidde med ved bordet i Euro-II, hvor finanspolitik og lignende diskuteres, men hvor det er uklart, hvordan de danske socialdemokrater ville bruge deltagelsen til at fremme beskæftigelsen andet end gennem den gode vilje.
Man kunne mere konkret eksempelvis forsøge at rejse diskussionen om beskatning af de internationale kapitalbevægelser (en Tobin skat) i et sådant forum, hvorved man i det mindste ville demonstrere en vilje til offensiv nytænkning og et politisk formål med ens deltagelse.
Burde man ikke fra socialdemokratisk hold signalere og demonstrere i praksis, at man vil med i ØMU'en, fordi man på alle leder og kanter vil gøre ØMU'en beskæftigelsesvenlig - også selv om socialdemokraterne herved risikerer at blive skældt ud af den økonomiske ortodoksi for at anfægte ECB'ens formelle uafhængighed.
Det var faktisk denne diskussion, som den udskældte Oscar Lafontaine prøvede på at rejse, og som ledende socialdemokraterne nu har så travlt med at tage afstand fra. Men måske er tiden inde til lidt dybere og mindre taktisk betonet socialdemokratisk sindet eftertanke?

*Poul Thøis Madsen og Henrik Plaschke er økonomer og henholdsvis adjunkt og lektor ved Aalborg Universitet. De udgav sidste år "Den forbudte debat om ØUM'en", Systime.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her