Læsetid: 2 min.

Så knækkede filmen

9. november 1999

Hvornår er Information begyndt at læne sig op af Fak2eren

Vollsmose
Tak til Inf. for artikelserien fra Vollsmose i Odense - en spændende form for journalistik, der glimtvis fortæller både om de mange ressourcer og de store problemer.
Både beboerne og socialforvaltningen har gennem årene været meget åbne om forholdene derude, og fortalt om de mange tiltag, hvor man bevidst har forsøgt at integrere de unge. Mange af de aktiviteter har haft projektleder Christian Frederiksen og hans medarbejdere som medarrangører.

To behandlingslinier
Den 3. nov. knækker filmen imidlertid for Inf. Ud fra Fak2erens tendentiøse udsendelse fra Vollsmose konkluderer Kim Larsen og Niels Rohleder: At vi altså står med to linier i behandlingen af de unge Vollsmose-rødders problemer nemlig Christian Frederiksens konsekvens og restriktionspædagogik og så dem der står for netværksopbygning og kontaktpersonsordningen.
Inf. bruger en meget enøjet udsendelse i Fak2eren til skråsikre konklusioner. Jeg har gennem 15-20 år fulgt de unge derude, først som sociallæge i Odense og siden som praktiserende læge og klinisk socialmediciner med mange vagtbesøg i området. Der findes mange forskellige grupper unge derude med forskellige kulturelle og etniske baggrunde, og selvfølgelig er det at være ung anden generationsinvandrer tit svært pga. de kulturelle brudflader, og fordi forældrene ikke kan spille den traditionelle rolle, der kendes fra deres hjemlande.
På den måde får kammeraterne og brødrene stor indflydelse på de unge. Den problemstilling var man allerede tidligt opmærksom på i Vollsmose i de aktiviteter der blev sat i gang i klubberne og i skolerne - meget af det af forebyggende karakter.

Der er forskellige unge
Jeg oplever ikke, at der er forskellig behandlingsstrategi derude, men forskellige unge. De fleste klarer omstillingen godt og er glade for at bo i området - nogle har problemer der kan løses bl.a. ved kontaktpersoner og personlige rådgivere og så er der vel en 10-20 stykker der ikke kan nås i dag ved pædagogik, og til dem må der være lukkede institutioner om man vil det eller ej. Alternativet er fængselsanbringelse.
Jeg skal hilse at sige, at Christian Frederiksen er rigtig god til at tale med anden generationsindvandrerne - selvom det ikke så sådan ud i Fak2erens underlige klip. Hvornår er Inf. i øvrigt begyndt at læne sig op af Fak2eren i den grad?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu