Kronik

De sidste dage

15. november 1999

Vi har behov for at spejle os i middelalderens mørke, fordi vi her mod årtusindeskiftet føler, at vi står på randen af et sammenbrud

Historisk set
Det har næppe forbigået nogens opmærksomhed, at 1999 har været middel-alderår. Det var heller ikke meningen! Meningen var netop at nå så bredt som muligt med budskabet, der lidt forenklet kan koges ned til: Middelalderen var ikke mørk, middelalderen var lys!
Multimennesket Jens Vellev fik ideen, og projektet startedes af en gruppe middelalderforskere, der ville sætte spotlys på deres område. Og se: Der blev lys!
Fra at være et afgrænset projekt, der mest var beregnet på de sædvanlige cirkler, blev det en kæmpe begivenhed: Europas største særudstilling er Middelalder 99 blevet kaldt. Alle mulige og umulige institutioner har deltaget; foreninger, klubber, biblioteker, biografer og så videre.
Og som de stolt siger på sekretariatet i Vejle: Det er vokset af sig selv, uden topstyring, udelukkende drevet af entusiasme. Alle har grebet ideen og kastet sig ud i at skabe deres egne middelalderaktiviteter.

Men hvorfor skulle det just være i 1999, at man besluttede sig for at sætte ekstra fokus på middelalderen? Ikke af nogen grund overhovedet, siger arrangørerne. Per Kristian Madsen fra koordineringsgruppen understreger på middelalderårets hjemmeside, at der ikke fejres noget jubilæum.
Det nærmeste man kommer en sammenknytning mellem begivenheden og det år, man valgte til den er, at "året markerer udgangen på et årtusinde, som startede i middelalderen, og som på godt og ondt levede videre med mange middelalderlige strukturer."
Lidt småfilosoferen, men ikke nogen forklaring på, hvorfor det var i årtusindets sidste år, at middelalderen blev så kraftigt 'eksponeret', som det hedder i vore dage.
Måske er der en bagved liggende forklaring på, hvorfor det blev middelalder i Danmark i 1999, og hvorfor hundreder af tusinder af danske har taget aktivt del i skabelsen af dette år. Ikke en forklaring, som præsidium, koordineringsgruppe eller sekretariat har skabt, men en skjult forklaring.
For hvad er det, der i vore dage kendetegner middelalderen? Hvilke stemninger skaber ordet 'middelalder' i vore hoveder? Er det sommer, pigelatter og florlette gardiner? Næppe! Er det lighed, oplysning og tolerance?
Nej! Vores opfattelse af middelalderen, vores 'følelse' af middelalderen er mørke, barbari og kulde, ligegyldigt hvor mange gange historikere og skolelærere siger noget andet.
I sit essay Middelalderens Genkomst opremser Umberto Eco ti måder at 'drømme' middelalderen på. Jeg skal undlade at opremse dem alle, men blot konstatere, at alle ti i mere eller mindre grad er præget af det mørke eller dystre.
Umberto Eco spørger selv, hvornår man begynder at drømme om middelalderen? Han svarer, at hvis middelalderen havde været en dag, ville man drømme om den om natten, og han fortsætter:
"Men da middelalderen efter onde menneskers fælles beslutning er natten, så skulle man altså begynde at drømme, når den nye dag gryr." I sin opremsning af de ti måder vi har 'drømt' eller 'set' middelalderen på i eftertiden, er det primært ord som: Mytologi, barbari, dysterhed, mord, okkultisme og angst, der er i brug.
Det er den forfaldne borg i en
lynflænget nat, det er den ubeherskede rædsel skabt af pest, krig og dommedag. Med Ecos egne ord ser vi "middelalderen som det mørkeste rum, de mørke århundreder frem for alle andre." I mange år har historikerne talt mod denne opfattelse, men den hænger ved.

Vi befinder os i bogstaveligste forstand i årtusindets sidste dage; den tidsperiode, som har fostret det meste af vores fælles referenceramme lakker kraftigt mod enden. Hvad er det for en følelse, denne kendsgerning bibringer os? Først og fremmest en fin de siecle-stemning i tiende potens.
En følelse af at styre mod det ukendte; en ubestemmelig fornemmelse af at forlade det trygge og gammelkendte. Selve den meget omtalte nytårsaften er på en gang udråbt til at være årtusindets fest og de mulige katastrofers holdeplads.
Skrækscenarier fra atombomber ude af kontrol til mad-, el- og vandforsyningers sammenbrud er oprullede for os. Altsammen takket være vor stigende afhængighed af computere og andet elektronisk isenkram.
Følelsen af hjælpeløshed kryber ind under huden. Usikkerhed og angst i forbindelse med århundredeskifter er ikke ny. Talen om dommedag og katastrofer har altid været knyttet til disse nøgleår.
Nyt er det derimod, at det såkaldte år 2000-problem giver en reel risiko i forbindelse med årsskiftet, et problem der er ofret milliarder af kroner og endeløse mandetimer på.

Vi kender alle begrebet 'tusind-årsriget'. Det knytter sig til Det gamle Testamente, nærmere bestemt til Johannes' Åbenbaring. Bag det ligger forestillingen om, at Messias vil oprette et sådant tusindårigt rige inden Gudsrigets endelige komme.
Troen på Jesu genkomst knytter sig ofte til markante årstal, ikke mindst århundrede- og årtusindeskifter. Senest har talrige sekter meldt tusindårsrigets snarlige komme. Også ved sidste årtusindeskifte var der røster fremme herom. Og selvom man ikke betegner sig selv som kristen eller religiøs i almindelighed, bliver vi alle påvirkede heraf.
Eco omtaler tusindårsrige, dommedag og undergang i den ovennævnte artikel, fordi tanken om Dommedag var meget stærk i middelalderen. Gå ind i mange danske middelalderkirker og se kalkmalerierne:
Kristus som den verdensdommer, der på den yderste dag skal komme og dømme levende som døde.
Det er et af de mest udbredte kalkmalerimotiver. Eco siger, at tanken om ragnarok nok er fjern for os i dag, men selv ikke de, "der tænker med en klar hjerne og stærke nerver vil helt kunne glemme den." Og et andet sted: "Usikkerhed er et nøgleord(...)jordens undergang er nær, en endelig katastrofe vil afslutte årtusindet."

Følelsen af at være i de sidste dage, eller at risikoen herfor foreligger, er fælles for middelalderen og vor egen tid. Nok er atomtruslen i dag minimeret til årsskiftet 1999/2000, og den skyldes udelukkende et uheldigt computerproblem.
Men eksempelvis den megen fokus på nye vira i 1990'erne giver mindelser om den fjerne fortid. Ebola-virus og lignende sygdomme truer derude i mørket; folk dør af ukendte, pestlignende sygdomme i Rusland og Sydøstasien; bakterierne muterer på vestlige sygehuse, og helt uskyldige infektionssygdomme, som man for få år siden smilede af i lægekonsultationerne, kan ende med at dræbe mennesker om få år, når og hvis resistensen mod antibiotika bliver udbredt.
Vi har behov for at søge tilbage i fortiden, og middelalderen kan vi identificere os med. Der er i disse år en optagethed af denne tidsperiode og det, vi mener, der er dens essens, fordi vi kan spejle mange af vore egne bekymringer i den.
Det mørke drager os; dysterheden, det voldsomme. Måske tror vi inderst inde ikke, at Jordens undergang er nær - i hvert fald ikke på den måde, som middelaldermennesket forestillede sig den - men vi har nok aldrig følt den så tæt på som nu.
Har arrangørerne af Middelalder 99 overvejet, hvorfor så mange mennesker har grebet ideen om et middelalderens år?
Ville et stenalderår eller renaissanceår have aktiveret og inspireret lige så mange mennesker? Inspiration er det rigtige ord; middelalderen rammer ukendte følelser i os. Overvejede arrangørerne af Middelalder 99 at vente med middelalderåret til år 2001?
Det ville have virket selvmodsigende. I vore hoveder er middelalderen en gammel, udlevet olding, ikke et nyfødt, renskuret og lyslevende, lille barn.

Thomas Høvsgaard er cand. mag. i historie og middelalderarkæologi og arbejder som museumsassistent på Museet på Sønderborg Slot

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu