Læsetid: 4 min.

Det sociale bagholdsangreb

Debat
5. november 1999

Klapjagten på førtidspensionisterne forstærkes, mens tavsheden sænker sig over udstødnings-samfundet - endnu engang

EN transportarbejder kom til skade og modtog sygedagpenge et år. Efter at være blevet udrustet med to krykker sendte kommunen ham forleden på kontanthjælp. Revalidering eller førtidspen-sion kommer ikke på tale.
I sig selv er faldet fra sygedagpenge (som er på niveau med arbejdsløshedsdagpenge) til kontanthjælp stort. Endnu større bliver det, når kommunen modregner konens indkomst i mandens kontanthjælp.
Sygedagpengene standsede kommunen, fordi den statslige refusion ophører efter et år.
Revalidering synes bare at være for besværlig.
Førtidspension kom ikke på tale, fordi mennesker i foregangslandet Danmark fra og med første juli 1998 ikke længere selv har ret til at søge førtidspension. Initiativet er alene overladt til kommunerne.
Som også vurderer berettigelsen af en sådan pension.
Og som alene træffer afgørelsen om den skal bevilges eller ej.
Det er vilkårene i retssamfundet Danmark.
Men et par krykker fik transportarbejderen da.
Fra og med første januar i år refunderer staten ikke længere 50 procent men kun 35 procent af førtidspensionerne.
De to reformer har ifølge seneste tal fra Den sociale ankestyrelse medført et samlet fald i tildelte førtidspensioner på 12 procent fra 1997 til 1998.
Fra første halvår sidste år til første halvdel i år er faldet på 35 procent.
Det er vilkårene i vel-færdssamfundet Danmark.

Det er værre endnu.
De 35 procent er et gennemsnit. Virkeligheden er, at den højeste førtidspension ikke er faldet, den mellemste kun faldet noget, mens den laveste er faldet med 50 procent.
Det viser sig, at det især har ramt og rammer de dårligst stillede i Danmark: mennesker som i fem år har været henvist til kontanthjælp uden at have haft almindeligt arbejde. De påstås at have nogen arbejdsevne tilbage, fordi de ikke tilhører den gruppe af handicappede, som læger og lignende myndigheder uden videre er-klærer for arbejdsudygtige.
Men sandheden er, at de ikke med det skæve arbejdsmarked, robotiseringen og globaliseringen har påført den vestlige verden, i dag har nogle som helst muligheder for at få et såkaldt normalt arbejde. Efter at være blevet ødelagt af udstødningen gennem fem år uden for arbejdsmarkedet.
Dem er det, som regeringens reformer nu knalder helt ned i skidtet, fordi ikke engang en førtidspension på laveste sats står dem åben. I mange kommuner.
Der er nemlig forskel på kommunernes praksis efter reformernes gennemførelse. Noget nær lovløse tilstande hersker på området. En vilkårlighed breder sig stridende mod både retsfølelse og medfølelse. Det kan ende for Højesteret, som praksis omkring tildeling af arbejdsskade-erstatninger gjorde det. Mange tidligere afgørelser kommer nu til omprøvelse. Det samme kan ske på hele førtidspensions-området.
Regeringen sidder på en tikkende bombe.

I SNÆVER christianborgsk forstand er bagholdsangrebet på førtidspensions-området - som af nogle socialarbejdere og -forskere betragtes som en af de største enkeltkatastrofer på området i efterkrigstiden - ikke direkte knyttet til den kamp mod udstødningen fra arbejdsmarkedet, som både Jes Lunde fra SF og Mimi Jakobsen fra CD og delvis regeringen selv har erklæret som hovedtema for de igangværende finanslovsforhandlinger.
Førtidspensioner gives, hvis de da gives, til mennesker, som det skæve arbejdsmarked allerede har mishandlet, så det nu er menneskene, der på infam vis kaldes skæve. Kampen mod udstødningen skulle handle om at afværge mishandlingen, så førtidspension og andre overførselsindkomster til mennesker i den ellers arbejdsduelige alder (SU-modtagere holdes helt uden for dette her) slet ikke kom på tale.
Men i bredere forstand er førtidspensions-skandalen naturligvis en del af hele ud-stødningskatastrofen, som uden sammenligning er den største, som generelt set har ramt det danske samfund efter anden verdenskrig. Ved siden af den økologiske katastrofe.
Hvad i den borgerlige offentligheds navn sker der på udstødningsområdet?
Vi skriver den 5. november. Finansloven plejer Folketinget at vedtage i begyndelsen af december. Skal den store efterårsmanøvre omkring finansloven igen ende med, at Mogens Lykketoft træder frem foran alle kameraerne og mikrofonholderne og meddeler, hvad han i en sen nattetime er blevet enig med Jes Lunde og Mimi Jakobsen om? Som sidste år, da han og Anders Fogh Rasmussen på et par timer mellem aftenkaffen og morgenmaden fik omdannet folkepensionen og revolutioneret efterlønnen.
Jamen, har Mogens Lykketoft - og Marianne Jelved ikke at forglemme - ikke krav på fortrolighed under forhandlingerne om finansloven?
Jo, da. Men det forhindrer ikke Jes Lunde og Mimi Jakobsen i at kræve de saglige oplysninger og beregninger offentliggjort og foretaget, som kunne medvirke til den almindelige og hårdt trængte folkeoplysning. Om udstødningens ufatteligt store omfang. Dens sammensætning. Dens årsager. Dens udvikling gennem de seneste tredive-fyrre år. Og dens tendentielle muligheder i den nærmeste nogenlunde overskuelige fremtid.
Hvor kommer de mange, mange hundreder af tusinder af udstødte mennesker fra? Hvad har deres livsforløb været? Hvor ender de efter opholdet i overførselsgraven?
Endnu har folkeoplysningen en måneds chance. Grib den, Jes Lunde og Mimi Jakobsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her