Kronik

Den store indespærring ligger forude

Debat
19. november 1999

Verden bliver mindre, afstandene kortere, og alle nye steder er blevet opdaget. I det 21. århundrede vil mennesket gribes af indestængthed og klaustrofobi, mener den franske arkitekt og filosof Paul Virilio, der lige har udgivet bogen Stratégie de la déception om krigen i Kosovo

Det virtuelle rum
Paul Virilio (f. 1932) gik for nylig af som rektor ved l'Ecole Spéciale d'Architecture i Paris, og da han bliver bedt om at præsentere sig selv for et skandinavisk publikum, kalder han sig kort og godt urbanist (byplanlægger). Så drejer han samtalen ind på det, der engagerer ham: Byen, der griber om sig.
"Man kan ikke tale om urbanisme udelukkende som transportmidler og politisk eller menneskelig geografi. Medierne og forskellige kommunikationsmidler er i dag afgørende elementer for urbaniseringen - en urbanisering, som finder sted mere i tid end i rum. I tidligere tider handlede urbanisering først og fremmest om geografi. Rummet spillede en større rolle end tiden."
"I dag, hvor interaktionen, teleaktionen, efterfølger fjernsynet, kan vi tale om en urbanisering af tiden. Ikke kun en urbanisering via kalenderen eller klokken, men også gennem massemedierne. Mit arbejde som urbanist og mediekritiker falder sammen med en sådan udvikling af byen."
Virilio foreslog La Coupole på Montparnasse i Paris som mødested, fordi det en meget rumlig og luftig restaurant. At han spøgefuldt erklærer sig som klaustrofob, forklarer både valget af sted og hans lidenskabelige interesse for dimensioner.
"Globaliseringen er i færd med at lukke verden. 'Live'-teknologierne, telekommunikationen, de elektroniske betalingssystemer og børserne har gjort verden lille. Det, der rejser sig nu, er verdensbyen - ikke blot storbyer som Sao Paulo, Calcutta, Mexico By eller Paris, men den virtuelle by, som er frugten af internet og telekommunikation."
"Før var byen delt ind i bydele og et bycentrum. I dag er bycentret den virtuelle by. Det, der nu er byer og metropoler, bliver de nye bydele. Bycentret, hypercentret, er ikke længere geografisk, men spatio-temporalt."
Det er denne bysituation, Viri-lio kalder Omnipolis, eller bedre: metabyen.
"En by, som ikke længere er
geofysisk, men meta-geofysisk. Jeg tror ikke kun, vi er nødt til at gå ind i den klassiske metafysiks verden, men også ind i meta-geo-
fysikkens verden. Artitekten, politikeren, strategen, må i dag tage stilling til meta-geofysikken, gennem telekommunikation, elektronisk krigsførelse, nye våbensystemer, der benytter satellitter og dermed også lysets hastighed."

Magten har altid været knyttet til hastigheden. Ikke kun til rigdom, men også til hastigheden. Rigdom og hastighed er tæt forbundet. Nu er det ikke længere kavaleriets eller krigsskibets hastighed, der gælder, men lysets hastighed, brugt ved hjælp af elektromagnetiske net, sådan som vi har set det i Golf-krigen og i Kosovo."
Virilio ser, at når hastigheden øges, går tiden hurtigere. Historien accelererer. Rumtid erstattes af lystid. I en sådan lystid ser han det som et imperativ at opfinde det nye landskab med nye begreber. Den gamle opfattelse af horisonten som horisontal erstattes af den vertikale kyst.
I forordet til La Vitesse de libération (1995) håber Virilio at kunne se op uden frygt i øjnene. Mennesket må lære sig at svømme i luften, svømme i æteren. Luftrummet fyldes af elektromagnetiske bølger, af satellitter og raketter. I modsætning til renæssancemalernes opfattelse af linjerne, der løber sammen i horisonten, ser han for sig et nyt udgangspunkt, en ny affyringsrampe, hvorfra linjerne konvergerer opad i stedet for indad.
Virilios udtryk "den almene ulykke" kan forstås som en spådom om, hvad der kan blive konsekvenserne af samtidsteknologierne. For hver opfindelse der gøres, opfindes der også en ulykke. Idet flyet blev opfundet, blev også flystyrtet undfanget. Når et transportmiddel opfindes, er ulykken lokal.
Titanic sank på et bestemt sted på en bestemt tid, 1.500 mennesker døde. Men når alle handler i real-tid, vil en eventuel ulykke brede sig over hele kloden med øjeblikkelig virkning. Ulykken bliver global; alle rammes samtidig. Børskrakket er det nærmeste, man hidtil er kommet til den almene ulykke. Tusindårsskiftet kan blive det næste eksempel, hvis man skal tro visse fatalister.

Virilio er blevet kaldt "fremtidens arkæolog". Det kommer klart frem i hans bøger; han skaber sit eget vokabular, lancerer hele tiden nye ordsammensætninger. F.eks. indfører han udtrykket dromosfære (af græsk "løb, bevægelse"), som lægger vægt på udstrækningen, i modsætning til atmosfære - det bruges ofte synonymt med "rum". Hvis man ser på Virilios projekt som en sådan fremtidsarkæologi, bliver vanskeligheden ved at beskrive noget, der endnu ikke er indtruffet, tydelig.
I sine seneste bøger, La bombe informatique (1998) og Stratégie de la déception (1999), går Virilio hårdt ud mod det, han anser for at være en militarisering af videnskaben. Han iagttager et opbrud fra filosofien og den hippokratiske ed. Videnskaben er mindre optaget af sandhed end af at offentliggøre sine nye opdagelse.
Virilios kritik af videnskaben skal mere forstås som et forsøg på at afsløre videnskabens mulige ulykke end som et udslag af teknofobi. Samtidens "tekno"-videnskab er for ham en forsvindingens videnskab, i modsætning til Kopernikus' og Galileis opdagelser, der synliggjorde en relativ sandhed.
Han sammenligner denne ekstremvidenskab med ekstremsport. En faldskærmsudspringer afprøver sine egne fysiske grænser. I laboratoriet strækkes de etiske grænser. Forskeren leger ikke kun med sin egen død, men med menneskehedens.

I løbet af den første tredjedel af det 21. århundrede vil vi være i stand til - i tilnærmet real-tid - at finde, følge og definere et hvilket som helst objekt i bevægelse på jordens overflade," udtalte general Fogelman fra US Air Force i 1997.
Virilio har lanceret udtrykket "den store optik" om USA's Global Positioning System (GPS). Det er et satellitsystem, der tillader os at se selv, med egne øjne. At vælge kameravinkel betyder at bortvælge nyhedsoplæsere og journalister. Virilio ser GPS som et overvågningsanlæg og sammenligner det med Guds øje, der fulgte Kain lige til graven. Nu er det menneskehedens øje, der svæver over havene og kontinenterne, på jagt efter lovbrydere.
Morgendagen ser mørk ud gennem Virilios optik. Han parafraserer Einsteins advarsler om atombomben, informationsbomben og den demografiske bombe. Den første blev sprængt i Hiroshima og Nagasaki, den anden i krigene i Den Persiske Golf og det tidligere Jugoslavien. Vi venter endnu på den tredje.
Når oversigten over genetikken er total, når menneskene er koblet sammen i metabyen, vil den altomfattende ulykke været et faktum, selv før den indtræffer. En stat, der kender individets genmasse og kontrollerer individets telekommunikation via satellitter, er en totalitær, globalitær stat.
Den grå økologi er den etiske følge af Virilios virke som forfatter. I modsætning til den grønne økologi, der forholder sig til målbare fænomener, er grå økologi et oprør mod det lynhurtige, det øjeblikkelige, det samtidige. Viri-lio bekymrer sig slet og ret om tiden og rummet.
"Der findes to typer økologi, substansens økologi og afstandens økologi. Substansens økologi er grøn og beskæftiger sig med forureningen af vand, fauna, flora og atmosfære. Det er en økologi, der er kvantitativt let at have med at gøre; den har udviklet metoder til at måle forurening. Men mennesket lever ikke kun af substanser, som det spiser eller indånder; det lever også et afstandens liv."
"Vi er ikke bare kød og blod, mand og kvinde, men også proportioner. Eftersom vi ikke rager tyve meter op over jorden, er menneskets dimensioner et eller andet sted begrænsede. Et rums kvalitet er kvaliteten af afstandene i rummet. Enhver teknik modificerer tidens afstande. Transport- og telekommunikationsmidler reducerer uophørligt afstandene."
Det er f.eks. ikke let at komme i kontakt med denne urbanist, fordi han ikke har moderne teknologi hjemme hos sig selv. Det er hans personlige variant af den grå økologi ikke at have tv, at sælge bilen, ikke nødvendigvis at være tilgængelig hele tiden. For at illustrere telesamfundet bruger han Nietz-sches aforisme "elsk din fjerne, som du elsker dig selv".
"Vores forestilling om verden bliver mindre. Da jeg var lille, var verden enorm. Det tog otte timer at rejse med tog til Marseille. I dag tager jeg flyet til Tokyo på 14 timer. Verden trækker sig sammen. Når jeg holder telefonkonferencer med nogen i Tokyo, taler jeg langsomt, fordi der under overførslen forekommer en uendelig lille forsinkelse; tusindvis af kilometer tilbagelægges som et åndedræt."
"I de kommende generationer vil følelsen af at være indestængt og fængslet i verden være uudholdelig. Før sagde man, at det at rejse var at udvikle sig. I en verden, som allerede er set og kendt, som lader sig krydse på en time med overlydsfly, hvor alle lader sig bese fra alle vinkler gennem web-kameraer, vil følelsen af kvælning og klaustrofobi være uudholdelig."
"Kedsomheden, rådvildheden vil vise sig. Stresset i storbyerne er et tegn på, hvordan det vil blive i verdensbyen. Jeg tror, den store indespærring ligger foran os i det 21. århundrede."

© 1999 Morgenbladet & Informa-tion.
Oversat af Birgit Ibsen.

*"La Bombe Informatique" udkommer på engelsk i næste måned. På dansk forligger interviewbogen "Cyberworld - det værstes politik" på forlaget Introite!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her