Læsetid: 2 min.

Telefonitis

Debat
6. november 1999

Hvor mange har formået at få en telefonsælger til at smække røret på?

Dumsmart
"Læser du bøger?"
Mærkeligt nok var det først dér, jeg blev rigtigt sur. Jeg praler gerne med at følge med i Glamour på 11. år, og jeg har kun hån tilovers for akademi-snobber. Jeg har intet behov for at bevise, at jeg læser bøger. Men måske var det bare situationen. Dér sad jeg i sommerhuset, havblik og grantræer, og var taget væk for at studere og meditere. Så ringede telefonen, en sjælden hændelse, der er nemlig ikke så mange, der har nummeret. Det var en ung dame fra Peter Asschenfeldts Nye Bogklub, om jeg havde tid et øjeblik?
Nu hører jeg til en af dem, der ikke mener at man skal lytte venligt til en telefonsælger, bare fordi hun sandsynligvis er en af mine fattige medstuderende, der kun tjener penge, hvis hun får solgt mig sit abonnement eller forsikring eller markedsundersøgelse. Når hun ringer mig op i mit hjem, må jeg godt nægte at bruge min tid på hende. Så nej, jeg havde ikke tid et øjeblik, og nej, hun måtte ikke ringe tilbage, og nej, heller ikke hvis det drejede sig om at få tilsendt kataloger. Færdig.

Nok en flabet sælger
Dag to: Telefonen ringede, det var en ung mand ved navn Martin eller lignende fra Peter Asschenfeldts Nye Bogklub, han spurgte ikke om jeg havde tid. Jeg forklarede ham at der måtte være opstået en fejl, jeg var allerede blevet ringet op.
"Jaa, men det var nogle nye og uerfarne folk vi havde siddende i går, må jeg ikke...?"
"Nej tak."
"Nå du har måske allerede fået hele smøren?" spurgte han.
"Nej, for jeg er ikke interesseret."
"Du skal lige vide, hvad du går glip af," sagde han. Her var jeg næsten målløs, omend ikke helt:
"Sig mig, tager du pis på mig?" Og så kom den:
"Læser du bøger?"
"Hvor er det flabet, jeg sidder her i et sommerhus..."
Bang, røret blev smækket på.

Sindssvagt irriterende
Egentlig var det vel en præstation, tænk at få sælgeren til at smække røret på, alligevel sad jeg helt indebrændt tilbage. Og kunne ikke lade være med at overveje, hvad det var der var så sindssvagt irriterende ved hele optrinet.
Måske var irritationen et forsvar, udløst af at der altså er nogle grænser, der er ved at blive visket ud: Dem mellem det offentlige og det private rum. På den ene side har mobiltelefonerne fået folk til at medbringe deres private rum i busser, på restauranter, i køen i Superbrugsen. I løbet af et par kortere S-togsture har jeg selv været med på en lytter i ægteskabelige opgør, kåde kærlighedserklæringer, en halvkriminel trusselsopringning, en godnathistorie og ualmindelig ondskabsfuld sladder om folk, jeg kendte.
På den anden side trænger det offentlige rum sig ind i min privatsfære, hvad enten det er i junkmail på min computer, reklamesponsorerede telefonsamtaler eller i opkald fra hvem som helst, der er i besiddelse af en telefonbog og har noget, han vil sælge. Grænseoverskridende. På en dårlig måde.
Den anden mulighed er, at irritationen skyldtes, at jeg var blevet udsat for Danmarks mest dumsmarte sælger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her