Redaktionen på Information har i samklang med bladets dårlige anmeldelse af Klinkevals og i takt med filmens store succes, kastet med sten efter Filminstituttet.
I en artikel "Forklædt fjernsyn" af Bjørn Bymann (den 5. nov.), kaster bladet sig ud i en serie telefoninterview af folk fra filminstituttet, filmens producent, TV2 for at varme op til bladets "visionære knock out".
Men da man ikke kunne få fat i instruktøren inden for produktionstiden valgte man en slags 'stand-in', der på behørig vis bøjede hovedet, så de 'rigtige' meninger kunne komme frem.
Slet og ret en tv-serie
De kom nemlig samme dag frem i den anden artikel, som er bladets hovedanklage: Morten Piils dramatisk opsatte artikel under overskriften "Filminstituttet som tv's tjenestepige", hvor han i afsnittet – Ydmyget filminstitut – konkluderer, at biograffilmen Klinkevals slet og ret er en tv-serie, der angiveligt er klippet ned til et biografkoncentrat.
Denne påstand er rivende gal. Den intellektuelle, ældre herre, Morten Piil, kan ikke lide filmen, og han er i sin gode ret til at hade og foragte Klinkevals for dens folkelige, melodramatiske genre. Men det er skidt, når anmelder Piil prøver at forvalte sin subjektive oplevelse af filmen, som objektive oplysninger. Og særligt når han er ude for at politisere, så er et forsøg på at gøre det subjektive objektivt, en farlig cocktail.
Morten Piils nedvurderende, subjektive og insinuerende udtryk om filmen bliver fulgt op af de mest indlysende princip om at film der søger støtte primært skal være tænkt som film – og ikke som tv-serie – så de hænger sammen og føles rimelige inden for biograffilmens længde.
Ja, selvfølgelig. Både ved ansøgningen til Filminstituttet ved Thomas Winding og ansøgningen til Eurimages den europæiske filmfond har jeg i mit oplæg "Instruktørens p.o.v." redegjort i detaljer for, hvordan forskellen på biograffilm og tv-serie kunne og skulle bevares adskilt og har fremlagt en arbejdsmetode for dette.
TV2 kan vælge
Det er netop den arbejdsmetode, der med succes har ført til at TV2 i dag kan vælge mellem den originale biografversion eller vise en nedklippet og tilpasset tv-version, der danner de første to afsnit af en tv-serie på seks afsnit. Klinkevals er en biograffilm bygget over den første af Jane Aamunds romaner i hendes trilogi. Og som i min udgave er fortalt gennem den melodramatiske genre. Juliane Jensen er den efterfølgende bog og er et senere historieforløb fortalt i en komedie/tragedie udformning som tv-serie.
I sit forvrøvlede forsøg på politiseren ved at spille objektiv i sin subjektive oplevelse evner Morten Piil ikke at se, at der for første gang, netop er sket alt det han efterlyser: Nemlig at filmbranchens samarbejde med tv-stationerne ikke skal ske på biograffilmens bekostning – Klinkevals er en selvstændig biograffilm. Klinkevals er ikke forklædt fjernsyn og Filminstituttet er absolut ikke tjenestepige. Disse kendsgerninger, som kan dokumenteres, vælter selvfølgelig Informations påstand om Klinkevals og filmens forhold til tv.
