Kronik

Vildledende rapport om gadebander

2. november 1999

Rigspolitichefens rapport om gadebander er en sjusket og vildledende undersøgelse, der kun bidrager til den oppiskede debat om gadebander

Retfærd & Velfærd
I september udsendte Rigspolitichefen i lighed med sidste år rapporten Gadebander i Danmark 1999. Rapporten er rekvireret af Justitsministeriet og baseret på indberetninger fra landets 54 politikredse efter bestemte anvisninger. Der ønskes en beskrivelse af "gadebande kriminalitetens aktuelle, præcise omfang, herunder særligt voldskriminaliteten....".
Den skal bl.a. "indeholde oplysninger om problemets omfang i politikredsen, eventuelle gadebandemedlemmers antal, alder, sociale og etniske baggrund, medlemmernes bopælsforhold (i eller uden for politikredsen), den begåede kriminalitets karakter...".
Desuden ønskes en skitsering af "hvorledes en forstærket indsats kan iværksættes." Hertil får politikredsene 14 dage!
I Rigspolitiets brev til kredsene defineres ordet 'gadebande' som "En gruppe af børn og/eller unge, der på gadeplan udøver kriminalitet og/eller anden uroskabende og aggressiv adfærd, og som af omgivelserne og sig selv opfattes som en gruppe."
Det fastlås endvidere, baseret på den tidligere undersøgelse, at man opererer med "en typisk gadebandestruktur" med nærmere beskrevne tre niveauer: Kernegruppen, randgruppen og medløbergruppen.
I rapporten inddeles politikredsene i fire kategorier, baseret på indberetningerne:
Politikredse med alvorlige problemer med gadebander, kredse med mindre alvorlige problemer, kredse, der tidligere har haft problemer med gadebander, men hvor problemerne er løst, og endelig kredse, der hverken har eller har haft problemer. Om situationen pr. september 1999 konkluderes det:
nat gadebandekriminaliteten i 1999 er på omtrent samme niveau som i 1997/98,
nat 25 ud af 54 politikredse (p. 21) har mere eller mindre alvorlige problemer med gadebander. Heraf har 11 alvorlige og 14 mindre alvorlige problemer. Syv kredse har tidligere haft problemer, og 22 hverken har eller har haft problemer.
nat der aktuelt er 33 bander i Danmark, med 485 kernemedlemmer og 337 randmedlemmer og medløbere. Endvidere siges det, at der er en overrepræsentation af unge mænd med ikke-dansk etnisk baggrund blandt bandemedlemmerne.

Definitionen af gadebander rummer en række uklarheder, som uvægerligt vanskeliggører kredsenes indberetninger. Hvad er en gruppe? Er det en flerhed af børn/unge, der måske tilfældigt er på samme sted på samme tid? Hvor meget skal de kende hinanden, hvor ofte skal de være sammen, skal de ligne hinanden (f.eks. være af anden etnisk herkomst end dansk), skal de opføre sig ens osv.?
Det siges, at børnene/de unge, af andre og sig selv skal opleves som en gruppe. Hvordan har politikredsene afgjort dette? Har man spurgt børnene/de unge selv? Har man spurgt andre personer? Eller drejer det sig om unge, der af politiet opfattes som en gruppe?
Et andet problem er kriminali-tetskriteriet. Det kriterium kunne være enkelt, forudsat at den kriminelle aktivitet er registreret og pådømt. Men noget sådant nævnes imidlertid ikke i rapporten, og læseren ved ikke, om det alene kan dreje sig om mistanke. Ej heller stilles der krav om, at kriminaliteten skal være begået af gruppen samlet.
Og endelig - måske det mest graverende problem i forbindelse med definitionen - børnene/de unge kan blive kategoriseret som værende en del af en bande alene ved at udøve uroskabende og aggressiv adfærd. Hvad betyder uroskabende? Kvalificerer unge, der som regel er i byen sammen med kammerater fra skolen eller sportsklubben, og ofte er råbende og småfulde, sig til at være en bande?
De kan være voldsomt irriterende, og nogle kan blive ængstelige, men adfærden er ikke i sig selv kriminel og bør vel ikke kvalificere dem til at være en bande. Ihvertfald er det næppe det, de fleste tænker på, når de hører politikere og andre omtale gadebandesituationen i Danmark. Her kommer vi vel oftest til at tænke på voldshærgende, højt organiserede, bevæbnede grupper, der udfører meget alvorlig kriminalitet.
Ordet aggressiv er ligeledes problematisk. Skal børnene/de unge true, hærge eller slå for at blive betegnet som aggressive? Eller er det nok, at nogle oplever deres adfærd som aggressiv? Definitionen er, som operationelt undersøgelsesredskab, helt ubrugelig, hvilket selvsagt må føre til upræcise indberetninger, som afhænger af den enkelte politikreds og den enkeltes fortolkning, interesser og fornemmelser.

Med dette korthus som basis tælles ikke desto mindre bander, gruppemedlemmer med forskellig grad af gruppetilhørsforhold og antal af bandebelastede politikredse. Og ingen djævel ved, hvad det er, man har talt og vurderet.
I brødteksten forekommer forbehold: "analysen (er) behæftet med et vist usikkerhedsmoment"(p. 3) og "Det er i sagens natur svært at afgøre, hvorvidt personer er medlemmer af en gadebande og i givet fald på hvilket niveau (kerne-, randmedlem eller medløber), eftersom ét af de særlige kendetegn ved gadebanderne er, at de er løst strukturerede og uden formaliseret opbygning." ..."Identifikation af gadebander og deres medlemmer er således vanskelig, hvorfor opgørelser vedrørende antallet af gadebander, deres medlemstal m.v. således er behæftet med en vis usikkerhed."(p. 22)
Og over tabel 4 (p. 23) om opgørelse af antallet af gadebander og medlemmer i de syv regioner i 1999, står der: "Tallene er, som det fremgår skønsmæssigt angivet, men indikerer problemets omfang."
Alligevel skønner man tilsyneladende så 'præcist', at man eksempelvis af tabellen kan læse, at der i region et er 27 randmedlemmer og medløbere, i region to er der 151 kernemedlemmer, osv. Har man talt eller skønnet?
Skøn plejer at udtrykkes med en usikkerhedsmargin, som f.eks. et sted mellem 20 og 30. På trods af bemærkninger om forbehold og usikkerhed fremstilles resultaterne af Rigspolitiets undersøgelse altså med præcision og i let tilgængelige oversigter - som var de resultatet af et forskningsprojekt.

Hvorledes den uklare og misvisende definition af gadebander giver misvisende resultater ses bl.a. i opdelingen af politikredsene efter grad af gadebandebelastning. Kigger man lidt nærmere på nogle af de politikredse, der er henregnet til "Politikredse med mindre alvorlige problemer...", og det er i alt 14 af de 25 bandebelastede kredse, så bliver billedet mindre skræmmende eller snarere, så skræmmer opgørelsen på en helt anden måde. Den virker vildledende. F.eks. kan Hobro, Holbæk, Hvidovre, Skive, Esbjerg og Fredrikssund alle meddele, at de ikke i øjeblikket har problemer med gadebander.
Kredsenes konkrete indberetninger synes at vise, at der ikke alene er tale om en situationsrapport. Problemer, der nu er løst, er medtaget, som var de aktuelle. Hændelser og ungdomsgrupper, der knapt falder indenfor definitionen af gadebander, indberettes. Man indberetter ungdomsgrupper, om hvem man kan forestille sig, at de måske engang kan komme til at falde ind under en gadebandedefinition osv.
Alt dette indebærer, at opgørelsen over de bandebelastede politikredse forekommer helt fortegnet. Og de politikredse (f.eks. Odense og København) hvor meget tyder på, at der faktisk er problemer med bandelignende tilstande, drukner i mængden. Store børn og unge færdes i grupper. De larmer, løber og drikker sig af og til fulde. De opholder sig i det offentlige rum, og bevæger sig fra ét sted til et andet i mere eller mindre tilfældige grupper - i sene aften- og nattetimer. Det er helt almindeligt.
En hel del - også blandt helt almindelige, glimrende danske og 'etniske' unge - begår bagatelagtig kriminalitet sammen med andre unge. (Forresten begår tidens børn og unge sjældnere kriminalitet end deres egne forældre, da de var unge!) Nogle går underligt klædt og kan både på grund af det og deres adfærd generelt virke mærkelige og anderledes, måske til og med skræmmende. Nogle vil tolke deres adfærd som aggressiv og urovækkende.
Med de definitioner og foci, som ligger til grund for den omtalte rapport, er der risiko for, at en sådan - måske for nogen - generende, støjende, pågående og almindelige ungdomsadfærd i grupper, kan blive tolket som gadebandeadfærd/kriminalitet og/eller potentiel bandekriminalitet - noget der skal sættes ind overfor. Der ses gadebander overalt. En ny trend er skabt.
Det er bekymrende, at man gennemfører en 'undersøgelse' med så korte tidsrammer, taget i betragtning af den ophidsede og tildels mytebelastede debat om gadebander, 'Chicago-lignende forhold', kriminalitet begået af 'etniske' børn og unge m.v.
I et sådant klima af moralsk panik og etnofobi er der behov for grundighed og saglighed. Rapporten fremstår - selvom den ikke kan påstås at være hverken grundig eller saglig - med sine 'præcise' tal, figurer og tabeller desværre som faktuel. Den slags gribes let af hurtigtgående politikere, beslutningstagere og andre, og de tolkes sjældent med tilbørlig ydmyghed og forbehold. Hvis Justitsministeriets og Rigspolitichef Boyes helt relevante spørgsmål skal kunne besvares, må der naturligvis iværksættes grundige undersøgelser ud fra klare afgrænsninger og definitioner. Og en del spørgsmål vil slet ikke kunne besvares uden at forskerne interviewer de børn og unge, som sagen handler om.

Teksten her er en forkortet udgave af den oprindelige redegørelse. Ida Koch er psykolog og ekstern lektor i kriminologi, KU.

Apropos - Rigspolitichefens rapport er farlig
Hvorfor bruge så mange ord på en kvalitetsmæssig så ringe rapport?
*Fordi der, grundet dens 'undersøgelsesmæssige' tilsnit, er risiko for, at nogen tror, den har en vis sandhedsværdi. Og handler derefter.
*Fordi den gør bange. Står det virkelig så slemt til - og hvordan skal det så ikke blive i fremtiden?
*Fordi den kalder på mere politi, hvor det, der er behov for, dér hvor der virkelig er problemer, er tilførelse af ressourcer og muligheder til de ressourcesvageste og en intensiveret social og socialpædagogisk indsats.
*Fordi den fastslår, at der i det såkaldte gadebandemiljø tilsyneladende er en overrepræsentation af unge med anden etnisk baggrund end dansk, uden at dette forsvarligt er dokumenteret. I tillæg er der risiko for, at man har gået efter de etniske miljøer og de, der er synlige i gadebilledet, hvorved sådanne unges uro og kriminalitet i højere grad vil blive rapporteret.
*Fordi højreekstreme politikere og organisationer dermed kan bygge deres racistiske argumentation på rapportens usikre oplysninger.
*Og endelige fordi politi og andre myndigheder vil lægge en sådan rapport til grund for tiltag af såvel den mest repressive slags som den tilsyndeladende mere bløde: Øget overvågning, registrering og udvidet informationsudveksling af personfølsomme oplysninger.
Derfor er rapporten farlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu