Men det burde have været alles, skriver en af de forældre, der var aktive i blokaden mod nedskæringer på daginstitutionerne i Københavns Kommune. Det burde jo være i alles interesse, at den opvoksende generation bliver velfungerende samfundsborgere
Retfærd & Velfærd
Jeg træder ind ad døren på tredje sal. Min datter på to år spiser frugt sammen med syv andre børn. Et par børn løber rundt og leger. Klokken er tre om eftermiddagen, og der er én pædagogmedhjælper tilbage på stuen. Vuggestuen lukker halv seks. Medhjælperen siger, at de har haft lidt travlt i dag, der har kun været ham og en anden hele dagen, så de har desværre ikke været ude.
Min datters vuggestue er en velfungerende daginstitution. Den har en rimelig normering, som hænger sammen med beliggenheden, og at de fleste blandt personalet er deltidsansatte. Men selv her er der dage, hvor ressourcerne ikke slår til. Jeg tænker på, hvordan det er andre steder, hvor ressourcerne er færre og normeringen dårligere.
Omsorg, opmærksomhed, tryghed og ro er fundamentale behov hos børn i alderen fra nul til seks år. Disse behov vil fremover blive erstattet af manglende omsorg, manglende opmærksomhed, utryghed og stress. Det vil de, fordi Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune torsdag den 14. oktober stemte for et budgetforlig indgået af Socialdemokratiet, Venstre, Konservativt Folkeparti, Centrumdemokraterne og de Radikale.
Budgetforliget indeholdt bl.a. en besparelse for daginstitutionsområdet på fire procent, hvilket svarer til ca. 50 millioner kroner. Kommunen har lagt besparelsen ud til de enkelte institutioner, og kalder det selvforvaltning. Det betyder, at institutionerne selv skal beslutte, hvor besparelserne skal foretages, og lægger op til, at de har noget at vælge imellem. Men en besparelse betyder, at man skal spare mindst en stilling. Man kan altså vælge at fyre en madmor, en pædagog eller pædagogmedhjælper.
Man kan altså vælge at afskedige den, der laver mad og i stedet bede forældrene smøre madpakker til deres børn. Hvis maden bliver lavet i
daginstitutionen, betyder det, at der er tale om en velovervejet kost. Desuden er den fælles mad med til at lære børnene at indgå i en social sammenhæng. Ved at overgå til madpakker risikerer man, at børnene får kvalitetsmæssigt meget forskellig mad med, og at der vil være forældre, som glemmer at smøre madpakke.
I institutioner hvor den fælles mad allerede er skåret væk, og de er mange, har man intet andet valg end at fyre en pædagog eller medhjælper. Det er bekymrende, hvor lidt børnene i sidstnævnte daginstitutioner vil få af omsorg, opmærksomhed, tryghed og ro.
Når politikerne forsvarer besparelsen med, at København er den kommune i landet, der bruger flest penge på daginstitutionsområdet, er det en fortegnelse af virkeligheden. Det, København betaler flere penge til, er tillæg.
Tillæg til daginstitutioner, der ligger på tredje eller fjerde sal, som gives i form af en bedre normering, så der er personale nok til, at det er forsvarligt at gå tur. Tillæg til transport af udflytterbørnehaver, som hver dag skal køres i bus til og fra København. Tillæg til støttepædagoger til socialt belastede børn, hvilket København har flere af end nogen anden kommune i landet.
Hvad prisen på daginstitutioner angår, hævder politikerne, at Københavns er nogle af de billigste i landet: En vuggestueplads koster: 2.085 kr. og en børnehaveplads: 1.595 kr. i år. Men i fem forskellige omegnskommuner, som vi passende kan sammenligne os med, er priserne alle steder lavere.
I Albertslund koster en vuggestueplads 1.610 kr. og børnehaveplads 1.345 kr. I Ballerup koster det 1.708 kr. for en vuggestue og 1.300 kr. for en , børnehave. I Herlev er prisen den samme, 1.442 kr. for vuggestue eller børnehave. I Hvidovre koster det henholdsvis 1.822 kr. og 1.252 kr. og i Rødovre er det 1.900 kr. for en vuggestueplads og 1.200 kr. for børnehaven.
I alle de nævnte kommuner, inklusiv København, stiger priserne fra januar 2000, men København vil fortsat være den dyreste af de seks kommuner. Hvis det endelig skulle forholde sig sådan, at børn i andre kommuners daginstitutioner har det værre end i København, er denne laveste fællesnævner et meget dårligt udgangspunkt. Og jeg kun opfordre til, at forældre og pædagoger også der protesterer over forholdene. For så må det virkelig være slemt.
Det er klart, at børns velbefindende ikke alene afhænger af ressourcer i daginstitutionerne, men også vilkårene på hjemmefronten. Men det er en kendsgerning at langt de fleste børn ikke blot i København, men det meste af landet, tilbringer en stor del af deres tid i daginstitutioner.
Hvorvidt det er godt eller dårligt, er i sig selv en diskussion værd, men den bliver for omfattende at gå til bunds i her. Faktum er, at når børn befinder sig i en
daginstitution fra fem til ti timer om dagen, bliver de i høj grad præget af de forhold, der er i institutionerne.
Hvis vi vil have velfungerende børn, som en gang skal blive velfungerende samfundsborgere, så skal deres daginstitutioner også være ressourcestærke nok. Der skal være tilstrækkeligt med energiske, kærlige og visionære pædagoger til at opfylde børnenes basale behov for omsorg, opmærksomhed, tryghed og ro, og helst også til f.eks. at lege vilde lege, rollelege og lære børnene at indgå i sociale sammenhænge.
Det er tankevækkende, at politikere, kommunale såvel som de, der sidder i regeringen, taler så meget om, at der må gøres noget ved den stigende vold og problemet med de mange psykisk syge. Hvis de greb ind tidligt i et menneskes liv og tilvejebragte de midler, der er nødvendige for, at daginstitutionerne kan skabe trygge rammer for vores børn, så ville det formentlig nedbringe antallet af psykisk syge og voldelige mennesker.
Men i stedet for at tænke langsigtet og logisk, så har politikerne i Københavns borgerrepræsenta-
tion nu vedtaget en besparelse, der er kortsigtet og kynisk.
Politikerne har appelleret til seernes og læsernes sympati i pressen ved at erklære, at besparelsen skal bruges til, at forbedre vilkårene for handicappede børn. Det er en billig taktik at spille disse grupper ud imod hinanden; forældrene til børn i daginstitutioner og for-ældrene til de handicappede børn. For forældrene til børn i daginstitutioner støtter naturligvis op om, at også de handicappede børn skal vokse op under trygge og velfungerende forhold.
Ydermere vækker den billige taktik undren, når man i budgetforslaget for år 2000 kan læse, at Københavns Kommune har et overskud på 296 millioner kr. efter, at alle udgifter er betalt, inklusiv renter og afdrag på lån.
Det går faktisk rigtig godt for Københavns Kommune økonomisk. Det er en skam, at det så samtidig skal gå skidt for Københavns børn. Med de nævnte økonomiske midler burde det være muligt at tilgodese både de handicappede børn og børnene i Københavns daginstitutioner.
I uge 39 mødte en gruppe forældre op til borgerrepræsentationens møde økonomiudvalget. I uge 40 blokerede forældrene en række daginstitutioner, lavede underskriftsindsamlinger og demonstrerede på Rådhuspladsen. Alt sammen i protest mod nedskæringerne.
I løbet af uge 40 nåede blokeringen op på at tælle 360 daginstitu-tioner, dvs. over halvdelen af de børnehaver og vuggestuer, der i alt er i København. I et interview med Tove Fergo, i '19Direkte' på DR1 torsdag den 14. oktober, lagde venstrepolitikeren ud med, at protesterne var udtryk for forkælede forældre. Fergo endte med at sige, at forældrene efter hendes mening var blevet brugt i denne sag.
Nej, Tove Fergo, vi blev ikke brugt. Vi er ikke en flok får, der lader os dirigere rundt med. Man får ikke forældrene til børn i 360 institutioner til at blokere imod deres vilje. Det var vores indsats for vores børn. Det burde være alles indsats.
For det er vel i alles interesse at den opvoksende generation en gang kan blive velfungerende samfundsborgere? Frem for at kalde os forkælede, kunne man an-stændigvis give os forældre noget anerkendelse for, at vi ikke blot forholder os passivt. At vi protesterer på vegne af vores børn, fordi de ikke selv er i stand til det. Godt holdt ud forældre!
Tak til de pædagoger, der bakkede os op og tak til de tre, der stemte nej til budgetforslaget, vel vidende at de formentlig ville blive ekskluderet af Socialdemokratiet.
Det mest forstemmende i hele sagen er den arrogance, hvormed politikerne har reageret på forældrenes bekymrede protester. Som om det vigtigste var at vise, hvor magten ligger, ikke at forvalte den forsvarligt. Vi forældre har kun den magt, der ligger i en god hukommelse og med den at sætte vores velovervejede kryds ved næste kommunalvalg.
Ivalo Uhrskov Jensen stud. mag. og forælder
