Læsetid: 4 min.

90'erne er kroppens årti

16. december 1999

Piercing, fysiske udfordringer og bank er handlinger, der erstatter halv-femser men-neskets tomhed med smerte

Kropsbevidsthed
90'erne synes at være kroppens årti. Et årti hvor krop og eksistens er blevet koblet stadig stærkere sammen. Om føje år vil vi huske dette årti for bl.a. piercinger, tatoveringer og strabadserende bjergbestigninger. Alle disse fænomener er kendetegnet ved, at kroppen gennembores, dekoreres eller udsættes for stor fysisk overlast. Kroppen er blevet vores indgang til verden. Det er gennem kroppen, vi føler, at vi er til.
Kroppen havde også ikonisk status i 80'erne. 80'ernes trænede krop blev tænkt som et stålhårdt panser, der udstrålede perfektion og kontrol. Projektet var at disciplinere kroppen. Det skulle være min krop. 90'ernes krop er anderledes. Her er det smerten, som er central. Det er gennem den, jeg føler, at det er min krop. Man søger ikke længere kroppens perfektion; snarere grænserne for dens ydeevne og eksistens.

At rejse er at leve
Det er ikke nyt, at man tager til Østen for at 'finde sig selv'. Det nye er, at tegnet på den fundne identitet er amputerede lemmer, frostskader og andre beviser på, at man har befundet sig på grænsen af det mulige. Nogle nøjes med mindre. Fascina-tionen af disse klatreres væskende sår er dog et faktum. Se blot på salgstallene for skildringerne af deres livsfarlige rejser.
Eller tag den sidste reklamekampagne fra STA TRAVEL som et eksempel. På talrige plakater skildres rejsende med forskellige destinationer. Eller rettere, vi ser forskellige lemmer - en fod, en hals, en ryg, et ansigt mv.
Under den ironiske titel "Pedicure i Sydamerika" vises en fod. Neglen på storetåen er ødelagt og nedgroet. Også en anden tånegl er ødelagt. Der er talrige sår og hævelser på foden.
Kommentaren til storetåen er "Hiking i Sao Paulo", den anden negl "Dancing i Rio" og endelig den største hævelse og det største sår "Climbing, Buenos Aires". "Himalayian Triology" hedder en anden plakat, som viser en mand med næseblod og flere mere eller mindre størknede plamager af blod.
Tre af disse får kommentarerne 8.848 m: Everest, 8.611 m: K2 og 8.501 m: Lhotse. At rejse er at leve. At leve er at føle kroppen. At føle kroppen er at føle smerte.

Tegnet på kroppen
Kroppen er min krop. Jeg er i besiddelse af den. Samtidig er kroppen dog også en ting - et hylster. Noget jeg kan være fremmed i forhold til. Kroppen kan blive syg, smertes eller dø.
Kroppen undslipper således bestandigt min kontrol. Måske er problemet, at vi har glemt denne dødelige krop - eller i mere abstrakt forstand mangel som et grundlæggende vilkår for vores eksistens.
Forestillingen om, at selvet kan skabe sig ud af sit eget kød, er en illusion. Måske var problemet i 80'ernes forestilling om kroppen som ejendom, at der ikke eksisterede en sondring mellem selvet og dets krop.
Selvet forblev tomt, fordi det kun henviste til sig selv. Den stadige søgning efter et autentisk selv endte med endeløse kolonner af individer i jubbi-uniformer.
Klassisk har tegnet på kroppen dog haft en anden funktion end den, vi kan registrere i dag. Tag f.eks.den rituelle omskæring, der findes i flere kulturer eller den kristne dåb, hvor grænsen for vores omnipotens markeres på mere symbolsk vis.
Markerede disse initiationsritualer ikke en indgang til et fællesskab? Og dermed en afstandstagen til et liv, som blot folder sig om sig selv?

Omskæring - vestlig stil
Problemet er måske, at disse initiationsritualer har mistet deres symbolske funktion. Tegnet på kroppen markerer ikke længere en grænse mellem socialitet og individualitet.
Uden denne socialitet er der intet at individuere sig i forhold til. Måske er tidens besættelse af piercing, transplantater, tatoveringer og andre kropslige moduleringer febrilske forsøg på at indskrive manglen på kroppen. Forsøgene er imidlertid alt andet end genuine.
Disse tidstypiske tegn udgår nemlig fra et allerede eksisterende selv, og markerer konturerne af selvet som et projekt, man kan forme og være herre over.
I denne forstand er der ikke afgørende forskel på 80'erne og 90'ernes kropsdyrkelse. Ikonerne er dog forskellige. Hvor 80'ernes ikoner var muskelmænd som f.eks. Sylvester Stallone, er 90'ernes ikon måske Edward Norton i rollen som Jack i David Finchers film The
Fighting Club.
Jack mister alle sine tænder i de slåskampe, han udkæmper i klubben. En klub, som samler en række identitetsfrustrerende mænd, der alle gennem smerten søger lindring for det moderne livs hulhed.
Hans ven giver ham en ætsning på hånden. Han lider og smertes. Samtidig har han dog aldrig været mere lykkelig. Kunne vi ikke 'læse' filmen i et kritisk lys og i stedet formulere det som et spørgsmål. Er han? Og er vi?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu