Kronik

Åbent brev til socialministeren

18. december 1999

En læge med 35 års erfaring går her i rette med socialminister Karen Jespersen, og skriver om, hvordan aktiveringsloven af 1998 måske pynter i de offentlige statistikker, men reelt overser det menneskelige aspekt. Folk skal ikke tvinges i arbejde, hvis det er arbejdet, der gør dem syge.

Lørdagskronikken
Kære Karen Jespersen. Jeg har skrevet et alvorligt brev til dig, men først vil jeg genopfriske en historie fra gamle dage på landet: Præsten kommer forbi en lun sommeraften, mens en gårdmand er ude at se til rugen, der tegner godt. Præsten står af cyklen og komplimenterer. Kornet står tæt i år og aksene skrider jævnt. Og så føjer han til: "Måtte vi nu huske på Vorherre, som i sin nåde og visdom har set til din mark og givet den grøde, for uden Ham er vi mennesker kun for ubetydelige myrer at regne." Og gårdmanden svarer:
"Så sku' præsti nu ha' set hvodden marken den så ud, da Vorherre han var ene om den."
I vore dage er vi holdt op at bruge vore statsansatte teologer som vejledere i gøremål, de ikke ved så meget om. Nu er det politikerne, der fortæller om hvordan og hvorledes med alting.
I de senere år har jeg mere og mere følt mig som gårdmanden, der ikke rigtig kan få sin vejleders ord til at passe på situationen. Jeg tror dybest set, at vi bør skønne på dig som socialminister, for vi kunne meget let få én, der var værre.
Men sandheden må frem, virker dine velmenende ord undertiden fejlplacerede og som økseskaft efter goddag.
Undertiden.

Jeg har læst dit opgør med den nye fattigdom i din bog, Opgør med den ny fattigdom, som i hvert fald ikke er ny for psykiatere. Men måske for politikere. Skam få os fagfolk, at vi ikke har evnet at formidle vor viden bedre til de udvalgte med ansvaret. Der mangler forskning. Lærebøger, fagtidsskrifter og klare erfaringer imponerer ikke andre end en snæver fagkreds, der nikker genkendende. Det er bare ikke så let endda med den forskning. Derom senere.
Det er fint at du bekræfter, hvad seriøse terapeuter véd eller tror på. Du skriver f.eks. at mennesker (børn) har behov for "..at blive elsket, værdsat og være en del af et socialt fællesskab." Ellers "udvikler mennesker ikke evnen til at omgås andre, vise hensyn, og (..) får et lavt selvværd."
Du har også ret, når du skriver, at vi i dag "... slås med følgerne af mange års passiv politik..." Dette gælder de mange, der ikke fik en tryg barndom.
De tabte i lodtrækningen om en ordentlig opvækst, men som ansvarligt medmenneske har du blik for dem: "Efter min mening mangler der endnu en del, før det sociale system fuldt ud er gennemsyret af et menneskesyn, hvor også fysisk handicappede, psykisk syge og svage ældre bliver betragtet som ligeværdige medborgere (..) med egne ønsker, behov og krav på, at der bliver lyttet til dem, selv om de også har brug for særlig hjælp og omsorg."

Jeg har været læge i 35 år, dels på hospitaler og i privat praksis, mest som psykiater. Jeg har læst din bog, fordi jeg i mit arbejde har truffet mennesker, der var dybt fortvivlede på grund af deres kontakt til det sociale hjælpesystem i deres kommune.
Der har altid været en lille gruppe, der brugte socialvæsenet som skydeskive. Frustrationer, som tit har haft andre årsager end den socialarbejder, som tilfældigvis var på tråden på en dårlig dag. Måske er en del af disse mennesker efter sommeren 1998 forsvundet ind i de nye aktiveringsprogrammer, og står glade op hver morgen. Det kan meget vel tænkes.
Dette brev handler altså ikke om de oversete, der har været glade for den opmærksomhed, en aktiv socialpolitik har givet dem. Selv om kommunale projekter står som en skræk for mange af de klienter, jeg kommer i kontakt med.
Mange projekter beskrives som varianter af grav-et-hul-og-dæk-det-til-modellen. Og det kan være ydmygende at blive tvunget til den slags, hvis man har mistet sit kvalificerede job efter en årrække, og ikke har papir på nogen uddannelse.

Mit brev handler heller ikke om dem, som socialt bevidste arbejdsgivere har fundet en plads til, hjulpet af flexordninger. Det er ofte folk, der har fået mange afslag, selv om de gerne ville være med. Dem har man virkelig hjulpet. Men flexordningen må gøres tydelig for alle parter, og permanent, så der ikke sker fyringer, når og hvis den offentlige støtte svigter.
I dag er det helt andre, der dominerer billedet blandt de utilfredse. Det er en gruppe, jeg vil prøve at beskrive fra min synsvinkel. Jeg taler på flere kollegers vegne, ved jeg.
Denne nye gruppe mennesker kræver en helt anderledes intensiv og langvarig kontakt end det, de som regel får mulighed for at opnå i dagens tvangsaktivering. Et grimt ord? Nej, ikke som denne gruppe oplever situationen.
Det gælder ikke de hørehæmmede, som man har held med på Castbjerggård. Her kan de træffe mennesker, der har været i samme situation, og det er en god støtte. Man gør et værdifuldt arbejde, som jeg også har været vidne til. Vi må bare huske på, at de hørehæmmede ofte har haft den samme gode barndom som de fleste af os andre, og at de derfor er nemme at få kontakt til og hjælpe, blot man ikke venter, til de selv helt har tabt modet. Ofte gør det underværker, at man taler tydeligt, og ikke kigger andre steder hen, når man snakker med dem. Mundaflæsning kan gøre underværker.
Jeg vil heller ikke skrive om dem, der ikke kan få lov at blive revalideret gennem en ordentlig handleplan, fordi man ikke synes, der er råd til det. Det er ganske vist aldrig den officielle grund, men jeg har tit svært ved at se andre dagsordener bag en del uberibelige sagsafgørelser. Vi er enige på dette punkt, efter hvad jeg kan læse i din bog.
Desværre fik en del mennesker pension, dengang dét var det billigste for kommunerne. Det virkede, som om man lukkede munden på dem ved at stoppe den fuld af penge, for en stor del fra statskassen.
Nu får man kontanthjælp på ubestemt tid, fordi kommunerne har fundet ud af, at dét er billigere efter de nye procentsatser for den kommunale andel. De kommunale økonomer er anbragt højt i systemerne, og de er lige så kloge som mennesker og nok slet ikke så onde, som det somme tider ser ud.
Men uvidende om behandling er de. Og det er noget, vi fagfolk burde hjælpe dem med. Her mangler forskningen igen. Den ville kunne vise, at nogle års ekstra indsats med revalidering kombineret med støttende samtaleterapi kunne gøre flere til gode skatteydere igen.
Dennis, som du skriver om, er måske en af dem. Bleg, tyng og usikker. 22 år gammel og nybagt familiefader. Hashryger. Alt, hvad han har, er en "optimistisk vejleder", skriver du, men du skriver intet om, hvad denne optimisme bygger på. Efter din beskrivelse er det bestemt ikke nok at sætte ham til at male vægge i en kommende ungdomsrådgivning.
Du ved for resten lige så godt som jeg, at alle kommuner har et-årige budgetter, og at det er plat umuligt for den optimistiske vejleder at vise noget som helst resultat efter ét år med Dennis, så han ryger med garanti ud af projektet ved næste revision.
Ved du for resten om denne ungdomsrådgivning overhovedet kom op at stå? De kommunale valg vender op og ned på meget.
En trediedel af førtidspensionisterne ville gerne arbejde, skriver du. Ja, det vil de såmænd alle sammen, hvis man spørger på den rigtige måde. Det er som at spørge en blind, om han gerne vil have sit syn tilbage.

Personligt ansvar og selvforsørgelse er naturligvis et glimrende endemål, men de fleste danske politikere røber ukendskab til, hvor langt der er fra start til slut på et sådant program for visse medmennesker. Mange er så belastede af uheldige faktorer inden for arv og barndomsmiljø, at det ville tage flere år at indhente det forsømte. Eller mere...
Hvorfor ved man så lidt? Forskning i socialpsykiatrien ville kunne tydeliggøre problemerne og derved gøre løsningsmodellerne mere realitetsbetonede.
Jeg bliver skuffet, når du skriver, at formålet med samfundets hjælp til dårligt stillede familier er, at de bliver selvhjulpne og i stand til at tage sig af deres børn. Jeg ville ønske, at du havde skrevet, at barnets tarv er det vigtigste, og at børnene ikke må vente på, at deres forældre bliver normalt fungerende. Det tager ti gange så lang tid at hjælpe forældrene som at hjælpe børnene. Mens græsset gror, dør horsemoders føl.
Det er ikke nok at trøste sig med, at mønsterbryderne blandt de socialt ramte børn klarer sig alligevel. Det er jo en gruppe, der har heldige arveanlæg og/eller søde naboer - eller en næsten utopisk god socialrådgiver. De findes også.

Har du læst Huset med den blinde Glasveranda, hvor Herbjörg Wassmo fortæller om en pige, der klarer sig på trods af alle odds - men så alligevel... Handlingen strækker sig over mange år, og er næsten utroligt genkendelig for behandlere, der har arbejdet med langtidsforløb.
Læs den hvis du tør.
Nå, godt ord igen. Jeg er meget begejstret for den sidste del af din bog, hvor det frivillige arbejde beskrives. Jeg har selv arbejdet med vejledning af ikke professionelle Sind-medarbejdere og amtskommunale medarbejdere i støtte- og kontaktperson-ordningen, hvor personer uden for den traditionelle psykiatri viste, hvad de duede til. Her fik jeg bekræftet, at der findes talenter allevegne, og at støtte og kontakt er en kunstart.
Mange har fået hjælp af den aktive politik indtil nu. Men det er ikke nok for den restgruppe, jeg har gemt til sidst. Tvangsaktivering kan her gøre mere skade end gavn.
Jeg vil fortælle historien om Irene. Hun kom til mig for et par år siden for at få psykoterapi. Hun ville allerhelst i hypnose, men det ville have aktiveret for meget fortrængt materiale på én gang. Irene går stadig hos mig, og efterhånden har hun skaffet oplysninger og mobiliseret sin hukommelse om begivenheder helt tilbage fra den tidlige barndom, hvor hun var ude for meget traumatiske oplevelser, der førte til et langvarigt sygehusophold. Hendes moder fik ikke set meget til hende. Sådan var det tit dengang, og det har mange overlevet uden mén, men hos Irene var det anderledes.
Hun skreg f.eks. ikke ved selve traumet. Hun hørte til de nemme børn. Hun sagde heller noget, da hendes bror senere blev sendt væk, fordi stedmoderen syntes det var bedst. Hun gik blot og ventede i angst på, at det måske blev hendes tur. Hun lærte aldrig at gøre krav på noget som helst og ikke at vise følelser. Når der var ufred i hjemmet, gemte hun sig under sengen. Hendes fader var sjældent hjemme, for han sejlede på varmen i et stort rederi.
I dag er hun 37 år, moder til et syvårigt barn, og lever i et stabilt parforhold. Hun er langsomt og sikkert ved at forstå, at den fibromyalgi, hun mente at lide af, i dette tilfælde er udtryk for, at hendes ægte og inderste følelser er på vej ud i lyset. I stigende grad bliver hun i stand til at reagere rimeligt, når noget går hende imod, og hendes evne til at græde og føle glæde bliver stærkere.
Hendes chance for at undgå fibromyalgi og pensionering er netop, at hun får lov at møde mennesker, der vil lytte og vente. Ved mindste antydning af tvang (medicin, aktivering) får hun tilbagefald. Men heldigvis bliver hendes vrede stærkere og stærkere.
Hun har en sød socialrådgiver, der er i klemme i systemet, fordi hun ikke må frede denne klient de måneder, der endnu er tilbage inden aktiveringsprojekter bliver overflødige. Irene er nemlig dybest set sprængfyldt af energi. Ellers havde hun ikke fået sine fibromyalgi-lignende smerter. Og heller ikke gennemført 60 psykoterapitimer.
Her er det ikke tvangsaktivering, men en fornuftig revalidering, der er aktuel. Og det bliver aktuelt, når hun selv siger til. Men loven er entydig og destruktiv i Irenes tilfælde, og jeg er alvorligt bange for, at års arbejde er tabt på gulvet, for nu er socialrådgiveren gået på barselsorlov, og afløseren holder sig strengt til lovens bogstav.
Hvorfor skriver jeg det? Fordi systemet tvinger mig til det. Jeg ville hellere nøjes med at kalde det en ulykkelig barndom hos en pige med medfødt tendens til en lav profil. Når målet er fuldt, bryder de inddæmmede følelser frem i form af lammelser eller kroniske smerter, hvis ingen griber ind. Tvangsaktivering vil ødelægge behandlingen, fordi det kommer til at ligne det, hun blev syg af.
Du skriver også, at "frivillighed og medansvar mellem arbejdsmarkedets parter er den bedste metode...". Det er arbejdsgivere og den sociale sektor, du taler om. Hvorfor gælder dette så ikke også arbejdstagerne?
Er det fordi du forveksler gamle forestillinger med psykologiske kendsgerninger? "I dit ansigts sved skal du tjene dit brød", siger Herren til Adam og Eva. I konfirmationstalen, hvor paradiset er slut, kunne man sige. "Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden", siger Paulus et sted. Og der var Calvins jerngreb om
schweizerne i 1500-tallet, hvor myreflid og økonomisk fremgang var tegn på Guds nådige udvælgelse.
Nej, sådan tror jeg ikke om dig. Men du bliver let taget til indtægt for den indstilling, hvis ikke du differentierer dit synspunktet mere præcist. Prøv engang at nærlæse, hvad du er kommet til at skrive på side 64: "Derfor er der brug for en mere offensiv holdningspræget debat om aktivering. (..) Hvordan sikrer vi ,at den fører til arbejde?"

Jeg har læst mellem linjerne, at du tror, at alle de ledige inderst inde bare går og venter på, at nogen skal komme og sige til dem, at der er brug for dem. Man skal vise dem, at man værdsætter dem så højt, at man vil holde fast i dem, selv om de skulle finde på at prøve os af ved at blive væk fra en aftale.
Jeg har naturligvis truffet masser af mennesker, der havde det sådan, og ved også, at du i sådanne tilfælde har ret i, at en velment fastholdelse kan redde et menneske, der føler sig uden værdi.
For nogle uger siden havde jeg Bente til samtale i anledning af en pensionsansøgning. Hun fejlede akkurat det samme som Irene, men var mere medtaget. Hun kunne f.eks. ikke huske sin barndom. Nådige fortrængninger havde lagt sit uigennemtrængelige tågeslør ud. Jeg var derfor ude af stand til at gøre hendes tilstand gennemskuelig for den gruppe mennesker der sidder i pensionsnævnet.
Som du ved, lægges der langt mindre vægt på lægeerklæringer efterhånden. Gæt engang, hvordan det går med hendes pensionssag. Og gæt hvordan det går mange andre i dag, hvis sygdom ikke kan ses på en CT-scanning. Det er ikke godt for Bente, for psykoterapi duer ikke, når man ikke kan bringes til at huske, hvordan det hele startede.
Aktivering er godt for de mange, der følte sig lukket ude før den nye lov, og mange har fået det bedre. Det kan vi alle glæde os over. Men tvangsaktivering er direkte farlig for nogle, specielt de egentligt sindssyge, og dem der ligner Irene. De bliver dårligere af det, og det er bestemt ikke din hensigt, ved jeg. Som reglerne fungerer nu, tvinges ansatte i socialvæsenet til at behandle alle over én kam.
Også Irene.

Knud Goll er tidligere overlæge i psykiatri og arbejder nu på Psykolog Centret i Herning

*Citaterne er fra Karen Jespersens bog, Opgør med den ny fattigdom, udkommet på L&R FAKTA i 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu