Læsetid: 3 min.

Åh, hvor dejligt banalt

Debat
9. december 1999

Reklame kan være poesi - men kan den så flytte varer?

Produktpoesi
"I reklamebranchen gælder det ikke om at komme ind, men om at komme ud." Let overraskende kommer opfordringen fra den kreative direktør på reklamebureauet Propaganda, Frederik Preisler, bagmand bag reklamer som den omdiskuterede billboardblondine og den sagsanlæggende nynazist, der for nyligt solgte abonnementer for herværende dagblad. I aftenens anledning står han sammen med en anden bagmand: Kenn Stilling fra det kunstneriske tidsskrift Viktor B. Andersens Maskinfabrik, kendt for at narre folk i almindelighed og pressen i særdeleshed med litterære løgnehistorier, klædt ud som reklamer og artikler.

Unge tekstforfattere
Kenn Stilling propaganderer for poesien i det banale. Der skal ikke så meget til: "Det gælder om at gå en tur hver aften. Når man ser lys i et vindue, kan man stille sig op nede i mørket og tænke, at dér sidder en strygekvartet og øver oppe i en lejlighed. Næste aften kan man glæde sig over, at de sidder deroppe i lyset og bliver bedre og bedre. Når man så kommer forbi en aften, hvor der er mørkt i vinduet, så ved man, at det er fordi de er færdige med at øve og har fået et engagement. Så nu sidder de i en koncertsal og spiller for publikum. Mere skal der ikke til. Det er gratis."
Os der hører på er Easy Writers, foreningen for unge tekstforfattere, altså os der hellere vil ind i reklamebranchen end ud. Efter en udbredt forestilling i vores generation er vi også nogle af de allerværste wannabes, for vi har jo snydt os igennem de 2-3 ansøgninger, en kreativ direktør på et større reklamebureau dagligt modtager. Vi er kapitalismens hofdigtere. Og alligevel ser vi nu ikke så smarte ud - som en deltager opgivende konstaterer, ligner vi mest af alt en ungdomsklub på fredagsfri.
Men hvorfor har direktøren og poeten slået sig sammen til aftenens tekstforfattermøde? Lidt af harme over de forsvindende få kroner, der kan vrides ud af den mest fremragende lyrik - sammenlignet med de milliarder af kroner, der hældes i markedsføring. Og, trods alt, fordi de begge er del af et ofte overset fællesskab: Mellem de kreative hoveder ude i kunstlivet og de kreative hoveder, der faktisk sidder på Danmarks mange reklamebureauer.

Banalitetens kvaliteter
Reklametekstforfatterne, de middelmådige poeter, får budgetterne, mens en rigtigt succesombrust digtsamling måske indtjener 5.000 kr. til sin forfatter. De største oplagstal får annoncerne - hvorfor ikke smugle lidt kvalitetsformidling ind i dem? Et stænk af banalitetens kvaliteter?
Preisler erindrer, at venstrefløjen prøvede at infiltrere reklameverdenen for ti år siden, men agenterne blev lynhurtigt korrumperet. Skal poesien smugles ind, må kunstverdenen og reklameverdenen holde op med forfærdet at vende ryggen til hinanden. Den slags gensidige berøringsangst er for længst passé.
En tilhører bliver rastløs og indvender: "Det er fint nok at være digter, men er tekstforfatterens job ikke når alt kommer til alt at flytte varer, ikke mere og ikke mindre?". Preisler replicerer: "Reklame skal flytte varer, ja. Men er det ikke efterhånden så indlysende, at det næsten er underordnet?
Og er det ikke lige så evident, at stort set alle reklamer overhovedet ikke har nogen effekt? For hver million, en virksomhed lægger i reklamer, regner man med at omkring halvdelen er spildt. Men alle ved, at tallet er langt højere."
Danmark er fyldt op. Reklamerne er overalt. Vi er ligeglade. Men vi kan godt lide at være poeter, også middelmådige. En del timer senere går vi ud i natten og kigger op på de sorte vinduer over gadelygterne.
Strygekvartetten er gået i seng.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her