Mens civile og uskyldige dør, fortsætter USA sine fejlbombninger over Irak i stedet for at sætte ind mod Saddam Hussein. Det er ham alene, der skal væltes
Historisk set
Fredag vedtog FN's Sikkerhedsråd et britisk resolutionsforslag, der går ud på, at sanktionerne ophæves i takt med, at Irak tillader en ny våbenkontrolgruppe at arbejde uhindret i landet.
Den amerikanske støtte til forslaget er udtryk for, at Washington har ændret sin Irakpolitik: Hidtil har amerikanerne krævet, at Irak skulle opfylde alle betingelserne fra våbenhvilen i 1991, før der kunne blive tale om at lempe på sanktionerne.
Nu har USA erkendt, at det vigtigste er våbenkontrol, og at sanktionerne blot giver Saddam Hussein et godt kort, som han dygtigt har forstået at spille: Senest da UNESCO udsendte en rapport, der dokumenterede, at børnedødeligheden er i katastrofal stigning.
Straks fik Saddam Hussein bred international opbakning til kritikken af sanktionerne, for, som man sagde, de rammer kun den uskyldige irakiske befolkning og ikke Saddam Husseins sataniske regime.
En nærlæsning af rapporten viser dog, at stigningen i børnedødeligheden er lokaliseret til det sydlige Irak, hvor Irak selv står for distribution af mad og medicin, mens den faktisk har været støt faldende siden igangsættelsen af "Olie for Mad"-programmet i december 1996 i de områder, hvor FN står for distributionen.
Endvidere viser statistikken fra programmet, at der henstår millioner af dollars, som Irak kunne bruge til at købe mad og medicin for, samt sørge for bedre drikkevand, udbedre vejene, købe lastbiler og renovere olieindustrien. Men irakerne bruger ikke pengene.
Den kyniske konklusion er, at Irak udnytter den humanitære katastrofe i propaganda-øjemed og har succes hermed. Den eneste rationelle konklusion på dette dilemma ville være at hæve sanktionerne fuldstændig ud fra den betragtning, at de ikke virker efter hensigten, og at de giver Saddam et desværre stærkt politisk kort på hånden. Dette ville totalt udhule Saddam Husseins retorik og efterlade ham ganske isoleret.
Denne konklusion er Sikkerhedsrådet også nået frem til, hvilket vedtagelsen af resolutionen i FN's er et klart udtryk for. Stemmetallene blev 11-10:
Udover Malaysia undlod de tre faste medlemmer Frankrig, Rusland og Kina at stemme, og undlod dermed at bruge deres vetoret. De ville på den anden side heller ikke bakke op om resolutionen, hvilket betyder, at uenigheden i Sikkerhedsrådet om Irak fortsat er intakt.
Gennemføres forslaget betyder det, at en ny våbenkontrolgruppe, UMOVIC, sammen med Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) kan påbegynde arbejdet inden for en periode af 60 dage. Er Irak samarbejdsvillig betyder det endvidere, at sanktionerne fra 1991 bliver ophævet i 120 dages perioder, hvorefter situationen igen tages op til forhandling. Har Irak forhindret UNMOVIC i sit arbejde genoptages sanktionspolitikken.
Alt tyder imidlertid på, at UNMOVIC ikke kommer igang med sit arbejde, eftersom Irak allerede som forventet har afvist resolutionen: Således udtalte Iraks viceministerpræsident Tariq Aziz allerede i lørdags, at resolutionen blot "er et amerikansk-britisk forsøg på at snyde den internationale offentlige mening".
Dermed tyder alt på, at den fastlåste situation, der har kendetegnet konflikten med Irak det seneste år vil fortsætte. I denne situation kunne en alternativ strategi være at arbejde sammen med oppositionen i et kup mod regimet i Bagdad.
Strategien forudsætter, at der faktisk findes en reel og organiseret irakisk opposition at arbejde sammen med. Men findes en sådan?
Lige siden Clinton blev præsident i 1993, har USA faktisk forsøgt at arbejde sammen med oppositionsgrupper i og uden for Irak. Det drejer sig navnlig om Den Irakiske Nationale Kongres (Iraqi National Congress, INC), der har sit udspring i de kurdiske områder i det nordlige Irak, og Den Irakiske Nationale Enhed (Iraqi National Accord, INA), der med britisk og amerikansk hjælp blev etableret med hovedkvarter i Amman, Jordan. Erfaringerne er mildest talt dårlige: Samarbejdet med INC, der blev optrappet i 1995, skulle i følge den tidligere våbenkontrollør Scott Ritter føre til et kup mod Saddam i juni 1996.
Planen var, at INC ville samle en modstandshær i det nordlige Irak, som skulle bevæge sig mod Bagdad støttet af amerikanske luftbombardementer.
Ifølge Ritter infiltrerede CIA FN's våbenkontrollører (UNSCOM) alene med henblik på at fremprovokere en konflikt mellem FN's Sikkerhedsråd og Irak, der ville legitimere en amerikansk militær aktion i Irak.
Den irakiske efterretningstjeneste havde imidlertid infiltreret INC og afslørede planerne, inden de kom til udførelse, og da det kom til interne kampe mellem de to kurdiske hovedorganisationer, intervenerede Saddam Hussein i konflikten med det primære formål at nedkæmpe INC. Resultatet var, at 200 INC-folk blev myrdet og 2.000 fængslet, mens amerikanerne fik evakueret omkring 7.000. Med andre ord et ydmygende nederlag for CIA og navnlig for den irakiske oppositionsgruppe INC, der siden har eksisteret i eksil med hovedkvarter i London.
Prisen for Saddam Husseins sejr var amerikanske bombninger samt en udvidelse af de zoner, hvor Irak ikke må flyve.
Det siger sig selv, at USA efter denne oplevelse har været særdeles tøvende i sin støtte til den irakiske opposition. Dertil kommer, at det er vanskeligt overhovedet at identificere oppositionsgrupper i Irak.
Såvel INC som INA har adskillige sympatisører og informanter i landet, men de synes ikke at være godt organiseret. Heller ikke shiiterne i det sydlige Irak har efter alt at dømme været i stand til danne en egentlig organisation.
INA, der primært består af tidligere militær- og sikkerhedsfolk, har gang på gang vist sig at være infiltreret af Saddam Husseins folk, og i det hele taget synes irakisk efterretnings- og sikkerhedspoliti at være særdeles effektivt. Lederne er nøje håndplukket på baggrund af deres familie- og klanrelationer med henblik på at sikre loyalitet mod Saddam Hussein.
Tilbage er kurderne i nord, som amerikanerne siden 1991 med vekslende held har forsøgt at gøre til allieret. Problemet her er, at kurderne er så indbyrdes splittede i fraktioner, at enhver alliance med dem, er særdeles ustabil - det viste begivenhederne i 1996 også.
Saddam Husseins effektive sikkerhedssystem og splittelserne indbyrdes i de forskellige etniske grupper i Irak gør det uhyre vanskeligt at organisere en opposition i landet, som kan gøre det ud for en troværdig alliancepartner.
Derfor er der ikke mange, der tror på, at en strategi, som skulle sigte mod at vælte Saddam Hussein i alliance med en irakisk oppositionsgruppe, har megen udsigt. Ikke desto mindre har man i takt med, at Irak-krisen blev optrappet i 1998, set, at den amerikanske kongres har bevilget penge til "befrielsen af Irak": Det skete i november 1998, hvor Clinton underskrev en lov, der afsætter små 100 mio. USdollar til projektet. INC, der har haft travlt med at holde møder lige siden, og som ved flere lejligheder har haft foretræde for den amerikanske kongres, vejrer naturligvis morgenluft.
Deres plan ligner til forveksling planen fra 1996: Under beskyttelse af det amerikanske luftvåben skal en styrke på 3.000 mand etablere en overgangsregering i de zoner, irakerne ikke må beflyve i det sydligere Irak, hvor de skal mobilisere det irakiske folk til kamp mod Saddam Husseins regime.
Militæranalytikere anser planen for helt urealistisk. Ikke desto mindre er det i dag INC, der nyder størst bevågenhed, når der gøres forsøg på at identificere en organiseret irakisk opposition.
Efter alt at dømme er støtten mest halvhjertet og resultat af en indenrigspolitisk kamp i USA, hvor republikanske kongresmedlemmer vil profilere sig over for demokraten Clinton. Med erfaringerne fra 1996 og kendskabet til det irakiske sikkerhedsapparat vil det være rent don quixoteri at forlade sig på INC's velmente, men illusoriske ideer.
Tilbage står den nuværende strategi, der i virkeligheden er en ikke-strategi: Lavbluskrigen mod militære mål i Irak, der ikke forhindrer Saddam Hussein i at producere masseødelæggelsesvåben, men alene i at bruge dem.
Prisen er, at civile og uskyldige omkommer som følge af amerikanske og britiske fejlbombninger og Saddam Husseins manipulation med "Olie for mad"-programmet. Denne situation ændrer sig ikke, før han er sat fra magten. Derfor må alt presset rettes mod ham - og ham alene!
Vedtagelsen af resolutionen i fredags er et skridt på vejen, fordi den alt andet lige vil gøre det særdeles meget vanskeligere for Saddam at køre sit manipulatoriske rænkespil. Men den er næppe løsningen.
Lars Erslev Andersen, lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet
