Danmark yder støtte til lande som Uganda og Kenya, hvor homo-seksuelle risikerer adskillige år i fængsel. I stedet burde man vægte lande, der er mere venlige overfor deres bøsser og på den måde være med til at opretholde menneske-rettighederne
Retfærd & Velfærd
Smid de homoseksuelle i fængsel", lød ordren til politiet, da Ugandas præsident Yoveri Museveni startede sin jagt på landets bøsser den 27. september. En krank skæbne for bøsser i det afrikanske land, hvor mindst en blev kylet i Luzeira fængslet ved Kampala under en lov, der giver op til livstid for homoseksualitet.
Dagen efter Musevenis ordrer satte Kenyas præsident Daniel
Arap Moi også verbalt gang i bøssejagten. Med Kenyas lov i hånden kan Moi fængsle mænd i op til 14 år for homoseksualitet. Begge præsidenter er nu på linie med Afrika-homofibiens grand old man, Zimbabwes præsident Mugabe, der ligeledes kan bure ho-moerne inde i årevis og kalder bøsserne "værre end svin og hunde".
Museveni trak i november lidt i land: Hvis bøsser skjuler deres homoseksualitet, bliver de ikke jagtet. Alligevel bør bøssejagten ryste dansk u-landsbistand. Netop hans land er udvalgt af Danida til at få mere hjælp end alle andre, og fik næsten en halv milliard kroner i fjor til blandt andet nye veje og et bedre landbrug.
Kenya og Zimbabwe ligger også højt på listen, med et trecifret millionbeløb til hvert land om året. De er blandt de 21 lande, der er forfremmet til at være programsamarbejdslande for dansk bistand.
Forværringen for homoseksuelle er ikke bare en krænkelse af menneskerettigheder, men også uforskammet over for et par hundrede tusinde danske bøsser. De har i solidaritet og tillid til humanismen stemt på folketingspolitikere, der bibeholder dansk skattebetalt ulandshjælp som verdens højeste, og som har udvalgt Uganda til det største modtagerland.
Samlet set har Danmark problemer med homofobiske modtagerlande af dansk bistand. I Afrika har 'kun' knap halvdelen af landene forbud mod bøsser. Men blandt de lande i Afrika, som Danmark har udvalgt, er forbudet oppe på 70 procent, ifølge mine beregninger fra Den Internationale Bøsse-Lesbiske Organisation ILGA's oplysninger.
I Asien er trenden den samme: Vi er gået uden om de lande, hvor homoseksualitet er tilladt, og holder os alene til forbudslandene eller til de lande, hvor loven er uklar.
Ofte er rigere lande mere venlige mod homoseksuelle end fattige, og blandt de lidt bedre stillede u-lande finder man typisk flere bøssevenlige præsidenter. Men den forskel kan slet ikke forklare det kraftige danske valg af homofjendske bistandsmodtagere.
Der er masser af bøsse-venlige ulande i Afrika som for eksempel Gambia, Mali og Den Centralafrikanske Republik, som stort set ikke får dansk bistand, og som er lige så fattige som vores bøsse-fjendtlige modtagerlande.
Årsagen til den danske forskel skyldes blandt andet tre forhold: Dels er det rester fra vores egne gamle traditioner fra missionærtiden. Dels fra den tidligere britiske Dronning Victoria, der under kolonitiden både havde magten over store dele af Afrika og Asien, og samtidig afskyede bøsser. Dels er det sproglig dovenskab i Danmark.
Både i Afrika og Asien sværmer Danmark i høj grad om tidligere britiske kolonier. Vi foretrækker lande, hvor homofjendske rester fra Dronning Victorias tid spøger endnu mere i lovene, end de gør i dag i Storbritannien.
Kigger man på tidligere franske kolonier i Afrika, der arealmæssigt dækker mere end de engelske kolonier på det kontinent, har de fransktalende samlet set et friere forhold for bøsser. I kolonitiden holdt danske missionærer sig mere til de angelsaksiske kolonilande end til de frankofone - for i de sidste var det jo katolikkerne, der rendte rundt. Det passede ikke helt i vores protestantiske kultur.
Så kom selvstændigheden i 60'erne, og den danske ulandsbistand kom for alvor i gang. Folk fra Mellemfolkeligt Samvirke og andre hjælpeorganisationer tog ud i hundredevis, men igen var der en overvægt af Storbritanniens tidligere kolonilande. Det var nemmere for de fleste at tage til et engelsktalende uland end til for eksempel et fransktalende, og man kendte jo også lidt til landene fra missionær-tiden.
Når man undersøger, hvorfor de homofobiske præsidenter er så vilde med at fængsle bøsser, er svaret, at det strider mod både kristendommen og afrikanske traditioner.
"Det er ikke rigtigt for en mand at være sammen med en mand, og for en kvinde at være sammen med en kvinde. Det er imod afrikansk kultur og Biblens lære," siger Kenyas præsident Daniel Arap Moi.
Men en af homo-organisationerne i Afrika, Gays and Lesbians of Zimbabwe, er uenig. "Seksuelle forhold mellem personer af samme køn eksisterer i forskellige former i mindst 55 traditionelle afrikanske kulturer", siger organisationen, der mener at blandt andet Arap Moi's udtalelser er u-afrikanske og hører kolonitiden til.
"Efter århundreder med slaveri og kolonialisme er det svært at forstå, hvorfor afrikanske ledere fortsætter med at svælge i undertrykkernes sprog," siger organisationen.
African Medical Research Foundation (AMREF) og Kenya AIDS NGO Consortium kan bekræfte at homoseksualitet er udbredt i Afrika. Ifølge dem er homoseksualitet udbredt ikke bare blandt lastbilchauffører, i hæren og på kostskoler, hvor kvinder hhv. mænd er en sjældenhed, men også blandt mænd, der vælger at bo sammen af kærlighed.
Sveriges udenrigsminister Anna Lindh har reageret mod jagten på homoseksuelle i Afrika, og siger, at "den svenske regering ser med stor alvor på udtalelsen fra Museveni". USA's regering har også protesteret, og kalder Musevenis skridt for "dybt bekymrende". Fra Danmark har der til gengæld hidtil været tavshed fra Udenrigsministeriet.
Danmark har dog ikke hele tiden være ligeglad med bøssers rettigheder. For nogle år siden kom en del iranske homoseksuelle og bad om asyl i Danmark. Dengang var det ikke Moi, Museveni og Mugabe, der var bannerførere i bøssejagten, men Irans Ayatollah, der ville pløkke hovedet af bøsserne.
De iranske homoseksuelle fik asyl, men samme held vil afrikanere næppe have, hvis de en dag står i Kastrup Lufthavn. Dels er asylloven strammet i Danmark, så en asyl-ekspert fra Danmarks homoseksuelle landsforening LBL ser muligheden som 'meget ringe'. Dels er der i Danmark en tradition for, at det er sværere at få asyl, hvis man kommer fra et hovedmodtagerland af dansk bistand, end hvis man kommer fra et andet land.
Lidt paradoksalt, for dansk u-landsbistand bliver mere og mere koncentreret om menneskerettigheder.
Ifølge Danida støtter Danmark den demokratiske udvikling i Uganda i stort omfang. "Der ydes bistand til menneskerettighedsorganisationer, retsvæsenet, ombudsmandsinstitutionen og offentlige reformer," fortæller Danidas Årsberetning 1998.
Ligesom dansk u-landsbistand med held har satset på ligestilling af kvinder og mod undertrykkelse af etniske minoriteter, bør bøsser også beskyttes mod de voldsomme krænkelser. Et særligt ansvar har Danmark, fordi vi har valgt de mest homofjendske u-lande som modtager af vores bistand.
Blot at fjerne u-landshjælpen, fordi lederne opfører sig urimeligt, vil næppe glæde u-landenes homoseksuelle. Så kan alle atter drikke forurenet vand og savne skoler og klinikker.
Men man kan vægte lande, der er mere venlige mod deres egne bøsser som Eritrea og Burkina Faso højere, og snuppe lidt af pengene til dem fra Uganda, hvis forholdene ikke bliver bedre.
Samtidig skal Museveni kritiseres for, at han øgede straffen mod homoseksuelle i 1990 fra maksimalt 14 år til livstid, i stedet for at få den kraftige øgning af bistanden, som Danida reelt har ydet. Alene de sidste tre år har vi i alt givet ca. 50 procent mere i bistand til Uganda.
Det er kritikker og protester, der er brug for fra os - ikke at vende Afrika ryggen. Og det er respekt og overholdelse af menneskerettigheder, der er brug for fra vores samarbejdslande.
Bjarne Ussing er journalist med speciale i u-landsstof
