Læsetid: 2 min.

I Danmark spiser de hotdogs

Debat
4. december 1999

Er vi blevet for indspiste og snævertsynede til at være værdige til to ristede hotdogs, mens vi ryster på hovedet over, at i Kina spiser de hunde?

Dilemma
Er der særlig megen dynamik og ekspanderende action under kaffepletten på det store verdenskort, i et land uden høje bjerge hvor vi 'er røde og hvide og står sammen side om side?'
I en tid hvor debatten om indvandrere og danskhed til stadighed synes at være et uudtømmeligt emne, henledes opmærksomheden imidlertid på en sideløbende problemstilling: Indhenter fortiden Danmark og danskheden i dens mange afskygninger?
Ser man nærmere efter, er der mange sprækker i Danmarksbilledet. Begrebet danskhed ændrer sig hele tiden. Eksempelvis er Danmarkshistoriens - engang flotte - tidsalbum i dag udskiftet med en avis kaldet noget så originalt som Ekstra Bladet.
Her lurer hverdagsoverskrifterne i kølvandet og får enhver gennemsnitsdansker (omend en uddød race) til at bladre videre til næste appetitvækkende historie om vold, mord og modbydeligheder.

Idiotiens grænser
Hvor er de uskrevne regler for idiotiens grænser, der får folk til at hive i nødbremsen og spørge sig selv hvorfor det kan have sin rigtighed at salgstallet for en bloddryppende historie er næsten lige så stor en succes som et tillæg om kongefamilien og deres nyudklækkede Nikolai?
To så modstridende elementer påviser paradoksalt nok danskernes tilbøjelighed til at godtage det tilgængelige underholdningsmateriale. Måske er det dette brede spektrum af valgfrihed, der får kasseapparaterne til at klinge landet over?
Som skåret ud af en amerikansk serie, hvor det gælder liv eller død, og hvor vi helst skal så tæt på med kameraerne, at vi kan se den nøgne angst blænde ofrenes øjne for åben skærm. En så gennemborende effekt kan få os til at lade hånden hvile dirrende endnu et par minutter på fjernbetjeningen, inden et hurtigt tryk på knappen dræber billedet før morderen når at gøre sin entré og visker sindet rent for samvittighed og lyst til involvering, idet vi zapper videre til mere galopperende og appetitvækkende, amerikaniserede, letkøbte, intetsigende soap-serier i glamouriserede miljøer fulde af ufuldendte illusioner og øregas. Eller er det i virkeligheden selvmord for åben skærm?
Hvorfor skulle vi bekymre os, når vi har Volvo i garagen og køleskab til svale bajere? Udstyrede man befolkningen i Kina med et sådant - for os selvfølgeligt - apparat, ville vi kunne vinke farvel til verden og dreje på jordklodens hovedafbryder. Men vi kan stadig ikke undvære køleskabet.

Noget for sig selv
Stof til eftertanke i et lille Danmark, hvor det er vigtigere med problematikken vedrørende anden generations-alien-invasionen fra Mars og om, hvordan i alverden man integrerer disse mærkelige væsener fra det ydre rum i vores land (ejendomsretten længe leve), hvor den aftagende population skal have bekræftet sin eksistens og stolthed gennem at være noget for sig selv.
På falderebet til et nyt årtusind, hvor tallene (og forhåbentlig også billedet) vender, er vi stadig søvnløse ved tanken om, at vores lilleputland med en befolkning, der ikke tåler ydre indblanding, skal miste den status som kongeriget Danmark, det havde tilforn.
Komikken viser tænder i et mentalitetsdilemma, hvor ethvert individ dybest set befinder sig i et opslidt ingenmandsland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her