Kronik

Hvad er dansk kultur

7. december 1999

Alle samfund er multikulturelle, uanset om der er etniske minoriteter eller ej. Den ideologiske myte om en dansk enhedskultur holder mindre og mindre i en tid, hvor globaliseringen og migrationen for alvor har fået fart på

Retfærd & Velfærd
Flygtninge og indvandrere fra tredje lande tilhører kategorien etniske minoriteter i Danmark - etniske danskere udgør majoriteten. Kultur og problemer i den sammenhæng bliver straks sat på dagsordenen, når flygtninge og indvandrere nævnes i medierne - uden at begrebet kultur bliver forklaret, eller taget op til diskussion.
Det betyder, at der sker mange mistolkninger, og at "fremmede" kulturer gøres til et problem. Denne "problemgørelse" bygger på antagelsen om kultur-forskellighed og kultur-lighed, nemlig opfattelsen af, at alle i en nation har den samme kultur, og at denne kultur er statisk og dermed uforanderlig - og at andre kulturer er uforenelige med den danske.
Alle problemer, som de etniske mindretal måtte have, bliver kulturaliserede. Man undlader at se problemerne som affødt af økonomiske og strukturelle forhold. Og man tænker ikke over, hvad kulturbegrebet egentlig er eller kan defineres som.
Igennem antropologiens historie har der været utallige defini-
tionsforsøg, hvilket understreger det uhåndterlige i begrebet. Derfor er det vigtig at forsøge at foretage en afgrænsning og en subjektiv udvælgelse, så man har et redskab, der kan anvendes som grundlag for analyserne af debatten i det indvandrerpolitiske felt.
Der findes utrolig mange forskellige variationer af livsformer inden for alle kulturer. Forskelle der afhænger af klasse, uddannelse, køn, alder, boområde osv., og det samme gør sig gældende, når man taler om etnisk identitet.
Derudover er det også meget vanskeligt at sætte grænser mellem kulturer - f.eks. kan man spørge:
"Hvad er dansk kultur?" og "Hvad er forskellen på dansk og svensk kultur?", og man vil opleve, at det faktisk er umuligt at komme med nogle anvendelige svar.
For at svare på det skal man kunne dokumentere, hvad det er, alle danskere har fælles, som ingen svenskere har. Jeg tror det er umuligt at finde et eneste punkt. Sproget vil nogle måske sige. Men det holder heller ikke, hvis man ser på dialekter og sociolekter.

Ovenstående problemer med "kulturbegrebet" betyder, at mange forskere (bl.a. antropologer) er forsigtige med at bruge det - eller forsøger at argumentere det væk. Det er imidlertid et problem, fordi begrebet bliver brugt usandsynligt meget af stort set alle og enhver - og i medierne f.eks. af journalister, debattører, ideologer og politikere osv.
Desværre bliver det også brugt og misbrugt i det indvandrer-politiske felt i Danmark, hvor de etniske mindretals problemer begrundes med kulturelle årsager.
Det er derfor nødvendigt at komme med en bred definition på kulturbegrebet, som er anvendelig, når man tager alle tidligere nævnte forbehold i betragtning:
Kultur har både et fysisk og et psykisk/mentalt indhold - eller noget praktisk og synligt og noget abstrakt og usynligt. Begrebet kan samlet udtrykkes meget kort: Fælles praksis (adfærd) og anskuelser hos en gruppe individer.
Denne definition viser, at det er rigtigere at tale om delkulturer/-subkulturer end om en nationalkultur.
Det fører frem til, at alle samfund er "multikulturelle", uanset om der er etniske minoriteter eller ej, og det er jo ikke ligefrem det, der ligger bag udtrykket i debatten i det indvandrerpolitiske felt.
Det er derfor mere korrekt at tale om det multietniske samfund, da det er et samfund bestående af flere etniske grupper, hvor der kan være stor kulturel variation, men ikke nødvendigvis behøver at være det. Omvendt kan der være stor kulturel variation i "et-etnisk" samfund (jvf. kulturbegrebsdefinitionen ovenfor).
De etniske minoriteter i Danmark udgør nye sammensatte sociale og kulturelle undersystemer i det danske samfund - ligesom der er mange forskelligheder/undersystemer hos den etniske majoritet, "danskerne". Disse kulturelle undersystemer og etniske grupper er ikke homogene helheder, men er forskellige pga. klasse, uddannelse, køn, boområde osv. Dette gør sig gældende både for majoriteten og minoriteter. Myten om en dansk enhedskultur med en homogen etnisk gruppe kan hermed punkteres.

Myten forekommer igen og igen i det indvandrerpolitiske felt, specielt i forbindelse med integrationsspørgsmålet i mediedebatten, hvor blandt andre socialdemokratiske borgmestre kræver større integrationsvillighed hos de etniske minoriter og mener, at de skal "indoptage" den "danske" kultur.
Disse borgmestre (og visse andre aktører) forestiller sig, at "problemerne" med/for de etniske mindretal forsvinder, hvis de bliver integrerede (mange mener assimilerede).
Det betyder, at de etniske mindretals kulturer/livsformer gøres til et problem, samt at økonomiske og strukturelle problemer som eksempelvis arbejdsløshed kulturaliseres.
Migration og globalisering er væsentlige faktorer i forandringsprocesserne af kulturer og livsformer.
Globaliseringsbegrebet er ret upræcist og anvendes meget bredt, men bruges i forbindelse med forskellige strømme over grænserne, f.eks. pengestrømme, varestrømme, mediestrømme, kommunikationsstrømme og mennneskestrømme (turisme og migration).
Globaliseringen er ikke en ny proces, den har faktisk fundet sted gennem en stor del af menneskehedens historie, men den har taget fart med kapitalismens udbredelse.
Processen har været gradvist fremadskridende og har accelereret med verdensmarkedets intensivering igennem de seneste 25-30 år, og efter satelit-tv og Internet er kommet ind i manges hverdag, går processen fantastisk hurtigt.
Menneskestrømme - migrations- og flygtningestrømme - er gennem de sidste cirka 30 år også tiltaget, og det betyder for Danmarks vedkommende, at bl.a. flere etniske grupper fra den globale periferi (den tredje verden) er kommet til landet, og de bor nu med deres ikke-danske kulturbaggrund hovedsagelig i de større byer, hvor de er synlige i hverdagen.
Denne del af globaliseringsprocessen kan være for stor en udfordring for nogle, der ikke mener, at Danmark skal være et multietnisk samfund.
Globaliseringen medfører, at verden på en samme tid er blevet større og mindre på grund af de forskellige strømme, der flyder på kryds og tværs af landegrænser. Større fordi indsigten i andre samfund/kulturer viser noget om verdens mangfoldighed, og mindre fordi "verden" er kommet tættere på ens dagligdag via Internet, varer, medier og ikke mindst på grund af migration.
Disse processer kan medføre en kreolisering eller sammenblanding af kulturer og livsformer og kan eksempelvis registreres både på etniske danskere og etniske minoriteter og specielt på anden generationsindvandrere. (Hvilket er et meget dårligt ord for personer, der er født i landet. Et bedre ord er førstegenerationsdanskere).

Kreolisering, som jeg bruger det i denne sammenhæng, betyder en sammenblanding af forskellige kulturer, der så kommer til udtryk i en ny (blandings)form. De etniske mindretals kulturer og livsformer påvirker majoritetens.
Denne indbyrdes påvirkning af kulturer og traditioner i forbindelse med migration kan eksemplificeres på følgende måde: En indvandrer/flygtning kommer til Danmark med sin egen identitet (kultur og traditioner), der påvirkes af danske kulturer og traditioner, og som omvendt også påvirker danske kulturer og traditioner.
Påvirkningerne går også tilbage til hjemlandet (via kontakt med familie og venner), som så påvirker tilbage med de aktuelle kulturer og traditioner i hjemlandet. Det er altså et spindelvæv, der går på kryds og tværs og frem og tilbage i nogle dynamiske processer, hvor "kulturstrømmene" flyder med større eller mindre hastighed. I dette væv påvirker de globale strømme også kulturer og identiteter.
Disse dynamiske processer tages sjældent op, når de etniske minoriteter diskuteres i medierne.
Både "indvandrervenner" og "indvandrerfjender" kan kritiseres for deres kulturalisering af "indvandrerproblemet".
Indvandrernes kultur fremstilles alt for ofte som værende uforenelig eller umulig at "tilpasse" et moderne civiliseret samfund. Kulturen bliver (fejlagtigt) betragtet som noget statisk - næsten organisk/genetisk - der klæber til sin bærer fra fødslen, og ikke som noget, der er tilegnet via miljø og socialisering.
Problemet er, at kulturelle etiketter sættes på forskellige etniske grupper - og der dannes stereotyper.
Altså en forudindtaget og unuanceret generalisering, hvor socialt betingede problemer eller indlæringsvanskeligheder opfattes og fremstilles som værende kulturelt bestemt.

De etniske mindretal "tvinges" derved til at acceptere de fremherskende definitioner af sig selv, og at de har "kulturbetingede" problemer.
Dette kan medføre opgivenhed, passivitet og "klientisering" - og det er en kilde til selvundertrykkelse.
Man må afdække de diskriminerende, skæve magtrelationer og diskutere dem åbent og komme væk fra snakken om de kulturelle forskelle, samt at den afgørende drivkraft for en vellykket integration er en vilje til anerkendelse og respekt over for forskellige livsformer fra majoritetens side og selvfølgelig også fra minoriteternes.
Endvidere må man erkende, at kulturer og livsformer er meget komplekse og underlagt dynamiske processer samt se mangfoldigheden af livsformer som noget positivt og lærerigt.

Søren Christian Sørensen er cand. mag. i dansk og antropologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu