Læsetid: 4 min.

Dyneløftere

Debat
7. december 1999

Vil vi have et Stasi-præget samfund, hvor alle angiver og kontrollerer alle

Overvågning
Boligen er ukrænkelig - står der indledningsvis på allerklareste dansk i grundlovens Pgf. 72. Det sker i fortsættelse af Pgf. 71 der erklærer, at den personlige frihed er ukrænkelig. Også klart og smukt. Vi er inde ved det civile samfunds kerne.
Paragraf 72 fortsætter med, at boligen kun må krænkes efter, der er afsagt en retskendelse. Altså alligevel ikke den lovede ukrænkelighed, for en dommer kan ophæve den i de tilfælde, hvor hensynet til fællesskabet nødvendiggør det. Dommeren skal være borgerens og retsstatens garant. Det er vigtigt. Men så - midt i sætningen - findes en indskudt bisætning, der giver Folketinget mulighed for at lade myndighederne krænke boligen. Altså slet ingen ukrænkelighed, når et folketingsflertal kan vedtage en lov, der systematisk ophæver den første sætning. Folketinget har vedtaget langt flere end hundrede love, der muliggør myndighedernes krænkelse af boligen uden retskendelse.

Betyder det modsatte
Grundlovens Pgf. 72 er et eksempel på, hvordan en tekst på bare 32 ord kan sige ét og betyde det modsatte. At paragraffen allerede stod i Juni-grundloven af 1849 bliver tit fremhævet som bevis på grundlovens styrke og kraft. Men styrke og kraft til hvad? Paragraffen beviser, at grundloven slet ikke beskytter menneskerettighederne.
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne beskytter boligens ukrænkelighed i artikel 12: "Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb."
Toneangivende statsforfatningsjurister som Poul Andersen, Alf Ross, Max Sørensen og Peter Germer har skrevet, at grundlovens "bolig" også omfatter udhuse, lager, kontor og butikker. Alligevel lader disse udhuse til først at være blevet genstand for myndighedernes kontrol uden dommerkendelse.
I flere år har myndigheder således jagtet sortarbejdende dagpengesvindlere. Uden dommerkendelse har Told&-Skat, A-kasse-tilsynsmyndigheder, samt politi stormet
pizzariaer, hvor de pizzabagende er blevet afkrævet legitimation. Razziaer er gennemført over hele landet og tilsyneladende vilkårligt. De har ikke været rettet mod nogen, der var under særlig mistanke eller som var sigtede.
Tv har flere gange fulgt razziaerne og seerne har fået forklaret, at myndighederne afslører dem, der bedrager det danske samfund. Bagefter har jeg forgæves ledt efter protester over myndighederne. Socialminister Karen Jespersen har opfordret til en skærpet indsats overfor socialt bedrageri. Det har haft til følge, at ikke kun ud-huse, men også borgernes private bolig skal overvåges.
Ifølge Jyllands-Posten (20. juli) har 72 pct. af kommunerne planer om at øge indsatsen mod socialt bedrageri gennem samkøring af registre og 93 pct. af borgmestrene er tilhængere af bedre mulighed for udveksling af borgernes oplysninger mellem kommunerne.
I Kommunalbladet (12. aug.) kommenterede Hanne Reintoft denne tendens med ordene: "Vi er ved at udvikle et ganske voldsomt overvågnings- og kontrolsamfund, og hvor langt vil vi ud i samkøringen af registre, hemmelige notater, hemmelige journaler, hemmelige anmodninger om observation både her og der? Vil vi have et Stasi-præget samfund, hvor alle angiver og kontrollerer alle, eller skal vi sige: Okay, det koster måske en lille smule, men det her vil vi ikke have?"

Skal vi stikke hinanden
Dette fundamentale spørgsmål forblev ikke ubesvaret. Indenrigsminister Thorkild Simonsen fremførte sit forslag om en CPR-lov, hvorefter private og offentlige fik pligt til at fortælle for eksempel, hvor deres naboer reelt bor. Den lov vil fremme et samfund, hvor den enkelte borgers mistanke og misundelse kan udløse den kafkaske proces, hvor man ikke ved hvorfor man står noteret og undersøgt. Man er ikke sigtet, så i modsætning til en voldsforbryder er man ikke beskyttet af retsplejelovens 1019 paragraffer. Lovforslaget krænker retssikkerheden, men hvis udviklingen sker glidende, så vænner borgerne sig måske til indskrænkningen, har embedsmændenes bagtanker måske været.
Indenrigsministerens forslag blev dog besvaret: Tv og aviser lod et kor af "helt almindelige" mennesker udtrykke deres harme: De ville ikke sladre om naboer, de ville ikke have et stikkersamfund. Den entydige reaktion fik ministeren til at trække lidt i land, hvad de privates pligt angik.
Men der er taget skridt i retning af øget overvågning, for i lovforslaget ligger stadig en pligt for offentligt ansatte til at komme med oplysninger om tilfælde, hvor de har mistanke om snyd.

Politiet skulle beskytte
En pædagog er uddannet til pædagogisk arbejde, og hjemmehjælperen er oplært til sit fag. Ingen af dem er uddannet til politiarbejde. Når loven pålægger dem at udføre politiarbejde, så bliver det ufagligt og præget af den ufagliges mistænksomhed og vilkårlighed.
Derudover medfører den slags overvågning, at det egentlige arbejde - det pædagogiske eller hjemmehjælperarbejdet - bliver umuliggjort af kontrolopgaven. Hvilken far vil fortælle pædagogen om familielivets gen-vordigheder, hvis det kan medføre politianmeldelse? Hvilken ældre medborger vil fortælle om familiebesøg, hvis det kan medføre nedskæring i hjælpen?
Tv fulgte forleden kommunalt ansatte i Helsingør. Rutinemæssigt aflagde de besøg hos en enlig mor midt om natten; manden var flyttet fra familien, hvorefter konen fik forhøjet børnetilskud. De kommunale ringede på: Hvis døren åbnes af en mand, så er moderen nok ikke så enlig som oplyst! De kommunale medbringer et par betjente, så den overraskede mand i døren inviterer "frivilligt" de fremmede indenfor. Det er jo lidt pinligt dér i trappeopgangen. Gæsterne kigger sig omkring, tæller tandbørster, vækker børn og løfter dyner - uden ransagningskendelse, uden sigtelse, uden beskyttelse.
Denne overvågningspraksis er ødelæggende for det sociale arbejde, krænker boligens ukrænkelighed og udhuler demokratiet.
Det er fundamentalt for det civile samfund, det åbne samfund, at vi kan lukke vores dør bag os. Når den ret begrænses, så beskæres friheden som salami. Skive for skive.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her