Ungdommen og barndommen var uhyggeligt kedelig
Baglås
December måned fletter fingre med mørket, mens Fætter BR for 24. gang i mit liv fortæller mig, at det snart er glædelig jul. Jeg er midt i min generations krise. Jeg startede med at kede mig som 10 årig. På fritidshjemmet kunne vi både lave perler, brænde i træ, syre ud i musikkælderen, lave patchwork, og meget andet som nu ligger gemt i poser i mine forældres kælder. Det drejede sig mest af alt om at finde frem til de uopdagede talenter vi alle bar rundt på. Det drejede sig om at lære at vælge, og lære at løse konflikterne selv, mens pædagogerne legede med, og syntes, at det var fedt, at vi var lidt vilde, og bar på potentialerne om et hæmningsløst samfund. Men det gad vi ikke. Vi var børn, der gerne ville være voksne og kedede os med al den kreative selvrealisering. I stedet var baggården og cigaretterne spændende. Vi legede voksne med en Grøn Look i mundvigen, mens fritidshjemmet gyngende ventede på, at vi ankom fra en meget hård og selvdisciplineret dag i skole. Jo, det var lidt synd for os.
Da vi blev 12 år, måtte vi 'overgå' til Ungdomsklubben. Her kunne vi flippe ud på musik-instrumenter, sy vores egne bukser, gå til ridning og være Dj's. Det var godt, men det bedste var intrigerne og sprutten, sladder om udpumpning og pot-rygning. Det sjoveste var at finde et barskab, blande det hele sammen og sluge det på en novembermørk parkeringsplads, og føle en udvidelse mod en uopnåelig voksenhed. En voksenhed, som vores forældre ikke selv mestrede, når de skiltes og græd, og skiltes og græd.
Da studenterhuen endelig sad skævt på hovedet, kom det stærke farvel. Uha, hvilken verden og hvilke muligheder. Indien, Thailand, Guatemala, Afrika. Det hele skulle bestiges og erobres, men det var også hårdt at tjene pengene til turene, og forfærdeligt at se al den nød og lidelse, og uretfærdigt at vi ikke kunne få bistandshjælp når vi kom hjem med oplevelserne foreviget på fotografier, der pyntede og prangede vores værelser i andelslejligheden. Ja, ungdommen og barndommen var benhård, fordi vi var små voksne uden ansvar, og fordi ingen af de valg, vi foretog havde nogen konsekvenser. Og sådan blev det ved... indtil vi var i midten af tyverne. Så kom krisen på grund af et et snigende, men dog insisterende krav på ansvar og konsekvens. "Åhh nej, jeg skal jo også nå at lære at spille trommer, være forfatter, fotograf, hjemløs, kunstner, homoseksuel og bartender". Den er god nok. Vi er ved at blive voksne.
Parforhold? "Ej, jeg ved ikke helt, om han er den rigtige." Der er noget med måden, han bevæger sig på, eller drikker sin kaffe. Alt fungerer lettere uden en kæreste, så hvorfor gå på kompromis? Parforholdet er jo bare en latterlig social konstruktion. Alligevel er søndag morgen lidt hård, når manden, der skal være super lækker, intelligent, fleksibel, moden og umoden, macho og følsom, poetisk og hardcore, ikke ligger ved siden af, men "Jeg er bare ikke klar endnu." Det er klassikeren, og den bliver sagt igen og igen. Vi har det virkeligt godt i min generation. Sindssygt kritiske i kærlighed og overfor hinanden, og sindssygt ukritiske i forhold til det samfund vi lever i.
Der er bare ikke noget at gøre. Kravet på frigørelse skreg vores forældre sig hæse i, og endte kort efter skrigeriet med Villa, Volvo ,Vov-hund og Karl Marx på reolen.
Jeg keder mig stadig.
Jeg så her til morgen en jobannonce, hvor der stod "Fætter BR søger juleassistance." Fantastisk ! Så kan jeg endelig få mulighed for at fedte med de perler, jeg ikke gad fedte med på fritteren. Tror du alligevel, at der er lidt spænding tilbage?
