Kronik

Gale, glammende og røde hunde

4. december 1999

Er det fint at kalde en demokratisk valgt statsmand for en hund? Det var helt anderledes udtryk, der blev brugt om lederne i de totalitære socialistiske stater. Hvad skulle vi egentlig have gjort uden Brezjnev, spurgte Lasse Budtz. Ja, hvad skulle vi dog have gjort

!
Lørdagskronikken
Journalist Alex Frank Larsens kronik den 20. nov. med overskriften "Ankers rituelle slagtere" er så primitiv og manipulerende, at den kalder på nogle berigtigelser. Jeg har den ære at blive indrulleret i et kompagni, der kaldes "Nils Jæger, Bent Jensen og kumpaner". Dette kompagni hævdes at være gået i selvsving, ikke at kunne holde styr på myter og realiteter, at have skabt en dolke-stødslegende om Danmarks svigt af NATO og til den ende at have anvendt "systematiske vildledninger, uhørte manipulationer og smagløse løgne". Det er jo ikke så lidt. Faktisk er det alt for meget.
Hvis der findes smagløse løgne, må der jo også findes smagfulde løgne; det er måske dem, den rasende og selvsvingende journalist selv betjener sig af i sit amokløb? Jeg vil gerne gøre det klart for Alex Frank Larsen og kumpaner, at jeg aldrig optræder i flok og følge, men altid og udelukkende taler på egne vegne. Jeg deltager heller ikke i nogen rituel slagtning af Anker Jørgensen eller andre for den sags skyld. Faktisk har jeg altid haft meget til overs for manden og politikeren Anker Jørgensen, som forekommer mig at være ærlig, oprigtig og ligetil - hvad man ikke kan sige om alle politikere eller journalister. Men jeg anså og anser hans udenrigspolitik i 80'erne - efter at han havde mistet regeringsmagten i september 1982 - for at være både forkert og farlig, fordi den byggede på en fundamental misforståelse. Ærlighed og oprigtighed er gode egenskaber (dem synes Frank Larsen selv at have stærkt brug for), men det er også godt at se virkeligheden i øjnene i stedet for at foregøgle sig selv og andre, at man kan få den til at forsvinde med fromme besværgelser eller voldsomme kraftudtryk.
Danmark var før, under og efter Anker Jørgensen med i en for-svarsalliance, hvis strategi i yderste instans byggede på kernevåben - præcis som den anden alliance, Warszawapagten gjorde det. Danmark og Norge havde i 1957 taget det forbehold, at de to lande ikke ønskede kernevåben placeret på deres territorier "under de foreliggende omstændigheder", hvilket ville sige under normale forhold. Den ordning havde efterhånden alle inklusive Danmarks allierede og modstanderen Sovjetunionen accepteret. Måske Anker Jørgensen og hans hagiograf tror, at han "sikrede" Danmark mod atomvåben ved den politik, han slog ind på. Det gjorde den ikke, tværtimod. Den skabte forvirring og usikkerhed om, hvor Danmark stod i forhold til landets allierede.
Det, Anker Jørgensen og hans parti gjorde, efter at Socialdemokratiet var kommet i opposition, var noget ganske andet. Man svigtede den solidariske NATO-beslutning fra december 1979 om et fælles modsvar på Kremls forcerede oprustning i anden halvdel af 1970erne. En oprustning, som satte Vesteuropa under så stærkt pres, at bl.a. den tyske socialdemokratiske regering ønskede et håndgribelig amerikansk tilsagn om, at USA ville modstå det sovjetiske pres. Danmarks bidrag til denne solidariske politik var så beskedent, som det kunne blive: Danmark skulle blot fortsætte sin hidtidige sikkerhedspolitik. Der var jo ikke tale om, at Danmark skulle have atomvåben eller på nogen måde i øvrigt ændre sin sikkerhedspolitik. Men Anker Jørgensen og de ledende kræfter i Socialdemokratiet ville ikke længere være solidariske med Danmarks allierede. At NATO havde taget Danmark som "gidsel" i en fælles atompolitik, og at nogle "atomare hovsaraketter" var smuttet igennem - som Frank Larsen skriver - er det pure nonsens, ja værre: Dumsmart demagogi for at tilsløre forholdene og manipulere nogle opportune skræmmebilleder frem.

Det er heller ikke rigtigt, som Frank Larsen foregøgler læserne, at Socialdemokratiets kursskifte fandt sted, mens partiet endnu havde regeringsmagten. Udenrigsminister Kjeld Olesen understregede i årene op til regeringsskiftet september 1982 gang på gang i og uden for Folketinget, at den sovjetiske oprustning havde skabt et alvorligt sikkerhedsproblem for Vesteuropa og Danmark, at vestlig solidaritet var nøglen til fremskridt vedrørende våbenkontrol, og at Kremls forsøg på at splitte USA og Vesteuropa var dømt til at mislykkes. Han kritiserede i den forbindelse stærkt fredsbevægelsen for at gå Moskvas ærinde. Alt dette kan dokumenteres, og jeg henviser til min bog "Tryk og tilpasning" (Gyldendal 1987), der indeholder omfattende og detaljeret dokumentation herfor.
Kursskiftet i Socialdemokratiet fandt sted efter tabet af regeringsmagten, da partiet frygtede at tabe stemmer på grund af fredsbevægelsens indsats mod NATO's 1979-beslutning. I hvor høj grad slagkraftige dele af denne bevægelse var inspireret, dirigeret og finansieret af Moskva og Øst-Berlin lader vi ligge i denne omgang. Hverken Anker Jørgensen eller andre har nogensinde forklaret, hvordan en dansk tilslutning til den sovjetiske idé om en nordisk atomvåbenfri zone skulle kunne forenes med medlemskab af NATO, hvis solidariske forsvar som sagt i yderste ende hvilede på kernevåben. Man har heller aldrig - og af gode grunde - været i stand til at forklare, hvordan nogle er-klæringer om en sådan "zone" i praksis skulle kunne forhindre, at der blev anvendt sovjetiske kernevåben mod Danmark. Vi ved nu, hvad der jo ikke kunne overraske nogen, at Warszawapagten ville rette massive kernevåbenslag mod Danmark allerede i en krigs begyndelsesfase - dvs. mod et land, som havde afstået fra at udruste sit eget forsvar med kernevåben. Når jeg siger, at det ikke kan undre, er det, fordi Kreml jo byggede sin politik på en krigsfilosofi om, at Sovjetunionen kunne føre og vinde en kernevåbenkrig. Det er også blevet dokumenteret efter socialismens sammenbrud.
Ikke desto mindre ser Frank Larsen sig i stand til at fastslå, at Anker Jørgensen "sikrede, at Danmark forblev atomfrit. Ikke blot i fredstid ...". Så må manden altså have haft hidtil ukendte evner og kræfter af magisk eller kosmisk art. Og i så tilfælde må man naturligvis bøje hovedet i respekt. Men var generalerne i Kreml klar over dette forhold?
Det er muligt, at alt dette ligger uden for Frank Larsens horisont. Det tyder hans primitive artikel i det mindste stærkt på. Han tilhører tilsyneladende den brigade, der intet har lært og intet glemt. Men lad os så se på nogle af hans "oplysninger", der befinder sig nede i gulvhøjde. Frank Larsen fortæller læserne, at den vestlige militære opbygning op igennem 70'erne bl. a. omfattede en dansk-tysk fælleskommando (for Østersøen). Denne kommando var som bekendt blevet oprettet i begyndelsen af 60'erne. Frank Larsen fortæller dernæst, at han som værnepligtig sergent i dette årti havde ansvaret for nogle affyringsramper med "store Nike Hercules raketter", som var indrettet til at kunne udstyres med kernevåben. Det sidste er ingen nyhed og var helt i overensstemmelse med Danmarks sikkerhedspolitik. Men hvor store var de "store" raketter egentlig? Man får jo nærmest det indtryk, at det var kolosser i lighed med dem, Sovjetunionen i sin tid fremviste på Den røde Plads for at gøre indtryk på os. Men Nike Hercules var jo små taktiske raketter, der indgik i nærluftforsvaret af Danmark og som end ikke var i stand til at flyve så langt, at de kunne ramme mål uden for Danmark. De har altså ikke på nogen måde kunnet true noget land i Warszawapagten. Og der var som sagt intet som helst "sært" eller lusket ved, at de i tilfælde af krig kunne udstyres med atomladninger. Ved et angreb på Danmark ville disse kortrækkende raketters forsvarsevne over for fjendtlige flyangreb og landsætningsforsøg derved blive mangedoblet. Og det gjorde vel ikke noget?

Anker Jørgensens karakteristik af præsident Ronald Reagan som "en gal hund" har virkelig ophidset vor fromme ankermand. Anker Jørgensen siger nu, at han aldrig har sagt noget sådant. Skal vi så stole på hans hukommelse så længe efter? Man kan undre sig over, at han eller andre ikke for længst har dementeret denne oplysning, som blev bragt første gang for 13 år siden, og som siden er blevet citeret talrige gange i såvel artikler som bøger. Det var Jørgen Dragsdahl, der i sin tid bragte oplysningen i Information. Han havde den fra flere deltagere i det møde, hvor de famøse ord faldt. Frank Larsen mener, at Aktuelts referat af udtalelsen er mere korrekt, og at Danmarks tidligere statsminister kun kaldte USAs præsident for "en hund".
Hvorfor man skulle fæste mere lid til en journalist på Aktuelt end til én på Information, er ikke umiddelbart indlysende. Men demagogen Frank Larsen får nu dette forhold fremstillet sådan, at Nils Jæger, Bent Jensen og kumpaner "beredvilligt sluger et trediehåndsrygte som en fuldbyrdet kendsgerning". Denne fremstilling er ikke alene uhæderlig, den er først og fremmest latterlig. Hvad er den store forskel på, om Anker Jørgensen har kaldt Ronald Reagan en hund eller en gal hund? Er det ikke stadigvæk et udtryk under lavmålet - oven i købet i betragtning af, at Anker Jørgensen selv siger, at han havde et godt forhold til Reagan? (De var jo begge gamle fagforeningsformænd) Eller synes Alex Frank Larsen, at det er fint at kalde en demokratisk valgt statsmand for en hund? Det var helt anderledes udtryk, der blev brugt om lederne i de totalitære socialistiske stater. Hvad skulle vi egentlig have gjort uden Brezjnev, spurgte Lasse Budtz. Ja, hvad skulle vi dog have gjort!
I øvrigt var det ganske almindeligt, at ledende socialdemokrater på denne tid karakteriserede Reagan som utilregnelig og farlig. Anker Jørgensens hundegalskabsre-torik er helt i tråd med den socialdemokratiske ledelses opfattelse. Under en fortrolig samtale på den sovjetiske ambassade med den sovjetiske ambassadør Nikolaj Jegorytjev den 16. januar 1983 kaldte Kjeld Olesen præsident Reagan for "en kræftsvulst", der burde fjernes.
Nogle uger senere kaldte Lasse Budtz den amerikanske præsidents politik for idiotisk, og han lod ved samme lejlighed forstå, at han betragtede Reagan som utilregnelig. Det skete i et interview til en sovjetisk avis (Sovjetskaja Rossija 16.2.1983).
Det fremgik i øvrigt af andre udtalelser, som Budtz fremsatte i disse år, at han og hans parti anså Danmark for at være truet ikke af Sovjetunionen og Warszawapagten, men af USA's såkaldte konfrontationspolitik.

Det var derfor heller ikke så mærkeligt, at Kremls betroede mand til varetagelse af forbindelser til vestlige socialdemokratiske partier, kandidatmedlem af Politbureau Boris Ponomarjov, i et fortroligt møde i Moskva i oktober 1984 sagde, at Kreml "havde en høj vurdering af det danske Socialdemokratis indsats i kampen mod nye raketter", og at Socialdemokratiets synspunkter, sådan som de kom til udtryk i de mange dagsordener i Folketinget, "var sammenfaldende med Sovjetunionens Kommunistiske Partis". Det var jo nemlig amerikanske, og ikke sovjetiske raketter man kæmpede imod! Allerede i 1982 og 1983 havde den sovjetiske ambassade i Danmark begejstret rapporteret til Moskva om det omsving i anti-NATO og pro-sovjetisk retning, der havde fundet sted i Socialdemokratiet, og som "åbnede yderligere muligheder" for at trække partiet i den ønskede retning.
Ifølge den sovjetiske ambassades analyse var det DKP's indflydelse i fredsbevægelsen, der havde påvirket Socialdemokratiet, så sidstnævntes politik nu "objektivt svarer til vore interesser"(Rapporter af 31.3. og 14.4.1983). Da ambassadør Jegorytjev den 1. feb. 1984 satte punktum i sin årsrapport for året 1983, konkluderede han tilfreds, at der i Socialdemokratiet foregik en proces "henimod vore positioner", og at
Kremls "tillidsfulde henvendelser" til partiet havde båret frugt. I ambassadens tredje kvartalsrapport i 1984 var optimismen også umiskendelig. Socialdemokratiets støtte til det gamle sovjetiske forslag om en kernevåbenfri zone "vidner om, at udviklingen i Socialdemokratiet vedrørende sikkerhedspolitiske spørgsmål generelt fortsætter i en ganske positiv retning" og "er i vor interesse". Fra sovjetisk side skulle man imidlertid af taktiske grunde "udvise endnu større forsigtighed end ellers i vore reaktioner ... på Socialdemokratiets udenrigspolitiske skridt" for ikke at skade venstre-fløjen i partiet: Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Birthe Weiss, Helle Degn, Hardy Hansen m.fl.
Det var altså forståeligt, at Po-nomarjov i Moskva - gammel og erfaren specialist i bekæmpelse af socialdemokratier - og ambassadør Jegorytjev i København var glade og tilfredse. Socialdemokratiet - støttet af Det radikale Venstre, SF, VS og DKP (sidstnævnte uden for folketingssalen) - modarbejdede i disse år direkte USA's og den vestlige alliances forslag og støttede omvendt Kremls krav i nedrustningsforhandlingerne. Præsident Reagans enkle forslag i 1981 om en nulløsning - dvs. hverken sovjetiske eller amerikanske mellemdistanceraketter i Europe - afviste Socialdemokratiet og dets anti-NATO alliance fornærmet som uacceptabelt. Til gengæld støttede man højrøstet flere urimelige sovjetiske krav, som alle blev opgivet af Moskva, da Gorbatjov kom til magten.

Skal vi til slut for A. F. Jørgensens skyld lige erindre om, at A. Jørgensens "gale hund" og Gorbatjov i 1987 blev enige om Reagans nulløsning, der betød et gennembrud i forhandlingerne om nedrustning?
Og at Anker Jørgensen og hans blinde førerhund samt hele det "alternative flertal" spændende fra de radikale til Moskva-agenturet DKP dermed stod flove tilbage med håret nede i postkassen og en hel serie tåbelige dagsordener, der var mere sovjetvenlige end Sovjetunionen selv?
Og skal det også lige for en sikkerheds skyld nævnes, at gassen ganske gik af fredsbevægelsen, der med et blev tavs, da Moskva og Øst-Berlin standsede pengestrømmen og instrukserne til vennerne i Danmark?
Som ordsproget siger: De røde hunde glammede, men karavanen drog videre.
Under ledelse af præsident Reagan.

Bent Jensen er dr. phil. og professor ved Odense Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu