Læsetid: 4 min.

Jord under tåneglene

Debat
11. december 1999

Med fødderne plantet i u-landenes røde jord føler vi os forpligtede til at råbe op

U-landsarbejde
Mens der afholdes valg i Mozambique, føres krig i Angola og trædes på indianernes rettigheder i Latinamerika, passer omkring 100 Ibis-udsendte deres arbejde i de 11 lande, Ibis har aktiviteter i. Jeg tror ikke, at nogen af dem undgår at opholde sig flere år i u-landene uden at få både sand og jord op under neglene, mellem tæerne og sommetider også i ørene!
Så skulle Per Bregengaard og Margit Kjeldgaard (Inf. 8. dec.1999) være beroligede. De advarede i et indlæg danske ngo'er mod at glide på de bonede lobby-gulve og opfordrede os til at få mere jord under neglene.
U-landsorganisationen Ibis har altså fortsat fødderne godt plantet i den afrikanske og latinamerikanske jord, og det fortsætter vi med.
Men det skal ikke afholde os fra at blande os i debatten herhjemme, i forhold til EU, WTO eller Verdensbanken, når beslutninger, truffet i de sammenhænge, har negative konsekvenser for de fattige mennesker i de u-lande, vi arbejder i. Det skal heller ikke forhindre os i at indgå i danske, europæiske eller globale Ngo-netværk om disse emner.

Folkelighed
Tværtimod er det da tyndt, hvis vi, som netop har så godt et kendskab til følgerne af beslutningerne, undlader at gøre opmærksom på dem og afholder os fra at analysere - af frygt for at miste vores folkelighed. Så ville jeg da for alvor mene, at vi svigtede de fattige befolkninger i u-landene - for at tækkes en dansk ditto.
I Ibis har solidariteten altid været i fokus. Derfor var vi herhjemme med til at råbe politikere og befolkningen op, da hvide sydafrikanere indførte apartheid i Sydafrika og Namibia. Samtidig med at vi hjalp kvinder, mænd og børn, som var tvunget til at flygte og støttede folkelige bevægelser i landene, som forsøgte at bekæmpe apartheid indefra.
I dag er der hverken apartheid eller kolonistyre i nogle af de lande, Ibis arbejder i. Til gengæld har globalisering, liberalisering og andre 'ings' overtaget styringen - og ligesom i Danmark oplever befolkningen i u-landene, at beslutninger, der har store konsekvenser for deres hverdag, træffes langt væk.
Det betyder ikke, at vi så holder op med at støtte udviklingen af folkelige organisationer eller af spirende kommunale og decentrale strukturer i fattige landområder - i Syd. Det betyder bare, at vi også forsøger at forholde os til de politiske beslutninger, der træffes i vores del af verden - i Nord.
Realiteten er jo, at bistand i sig selv ikke udrydder fattigdom. Hvis vi skal have så meget som muligt ud af de skattekroner, der gives til u-landsarbejde, så må vi også bruge vores indhøstede erfaringer. Ikke kun til at forbedre udviklingsarbejdet i Syd, men netop ved også at få sat de virkelig tunge emner som u-landenes gæld, handels-forhold og bekæmpelse af aids på dagsordenen i såvel Syd som Nord. Den nye digre undersøgelse af de danske ngo'ers nyttevirkning (impact) anbefaler lige præcis en sådan tilgang, og advarer danske ngo'er mod at lave isolerede 'udviklings-øer' i u-landene.

Gammel gæld
For hvis u-landene fortsat skal bruge alt for stor en del af deres budget på at betale af på gammel gæld til i-landene, tvinges til at liberalisere, så deres markeder oversvømmes af importerede varer, og de så oven i købet ikke kan komme af med deres varer, fordi rige lande sætter told- og andre mure op - så er vi jo lige vidt.
Derfor må de danske og internationale ngo'er altså en gang imellem råbe højt herhjemme og andre steder. Tage det pæne tøj på og måske betræde nogle bonede gulve. Uden at det af den grund er noget, et flertal af Ibis' medarbejdere og mange aktive medlemmer bruger deres tid på.

Lobby-virksomhed
I u-landsorganisationen Ibis bilder vi os da heller ikke ind, at vi alene kan vende f.eks. WTO-skuden. Derfor er det da også i et netværk af danske ngo'er, at vi har bidraget. Dét vores lobby-indsats gik ud på, og som lykkedes meget godt, var at påvirke den danske regerings dagsorden. En anden del af arbejdet handlede om at informere (blandt andet Informations læsere) om skævhederne i WTO-samarbejdet.
Det betyder ikke, at alle danske ngo'er skal arbejde som Ibis. Ngo'erne er jo netop meget forskellige. Nogle fokuserer på børn, fadderskaber eller alternativ import, andre har et fagligt udgangspunkt som f.eks. biavlere, mens andre igen reparerer legetøj, kørestole og andet, som de sender til u-landene. I Ibis har vi vores måde at gøre tingene på.
Vi forsøger at skabe en sammenhæng mellem mikro (projektarbejdet) og makro (de overordnede politiske emner). Når muligheden for at samarbejde og bruge hinanden på tværs opstår, skal vi selvfølgelig gøre det. Så jo, succeskriterierne for Ibis' arbejde måles primært i Syd - men succesen afhænger også af, hvad der sker i Nord.
Derfor blander vi os.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her