Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

13. december 1999

Retfærdighed
9. DECEMBER - Hele Informations forside var ryddet den 8. dec. i anledning af krigen i Tjetjenien. Det kunne næppe gøres mere dramatisk, om så 3. verdenskrig stod for døren, og det gør den måske også. Information plejer at have antennerne langt ude.
Ole Nyeng supplerer så dagen efter med en nuanceret vurdering af forholdet mellem orden og retfærdighed. Det er det, man har domstolene til jfr. Grundlovens Pgf.3, der bestemmer, at den dømmende magt er hos domstolene. Nu ville NATO-landene ikke have prøvet deres angrebskrig mod Serbien ved den Internationale Domstol i Haag, så det er tvivlsomt, om Danmarks deltagelse i angrebskrigen overhovedet var i overensstemmelse med vores egen Grundlov.
Problemet med retfærdigheden er jo netop, hvem det er, der skal afgøre, hvad der er retfærdigt. Det kunne være interessant, om Nyeng kan finde blot ét eksempel på en krig, hvor parterne var enige om, hvem der havde retfærdigheden på sin side. Det er derfor, det er så altafgørende at respektere den nationale suverænitet. Derved begrænses uretfærdigheden til den enkelte nations eget territorium, ellers breder uretfærdigheden sig nødvendigvis over hele kloden.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Allé 78 A,
2720 Vanløse

Manko på 100 pct.
8. DEC. - Karsten Lindhardt, billedbureauet Nordfoto, redaktør af det diskutable billedstof i Østfronten, Danskere i krig, skriver i Politiken 21. nov., om: "6.000 danskere i Waffen-SS og de andre danske i værnemagten." Samme passus gentager Lindhardt i Weekendavisen 3. dec.: "På Østfronten kæmpede 6.000 danske frivillige." Udgiveren af bogen, forlagsdirektør Morten Hesseldal, i Politiken 6. dec.: "Historien om de mere end 12.000 danskere på Østfronten." Hesseldals & Lindhardts sjussede tal viser en manko på 100 pct. Man kan så spørge: Hvorfor nu det? Især når journalist Leif Davidsen er med på galajen til østfronten. Faktum: 15.000 frivillige. 8.000 faldet/savnede/ forsvundet. 7.000 overlevende fængslet og dømt i 1945-46.

Mogens Kasler
Odensevej 54
4700 Næstved

Det 20. århundrede
10. DEC. - En stor, sort uvejrssky, der langsomt tårner sig op, men som driver bort uden at udlade mere end et par lyn - det er det 20. århundrede.

Carsten Ploug Olsen
Ny Vestergade 6, 1.
5000 Odense C

Fremskridt for forbrugerne
8. DEC. - Hamburgerryg, der ikke er pumpet, smager tørt og er hård. I årtier har man pumpet med phosphat. Der er smags- og ernærings-forbedring ved, at man nu bruger flæskesværspulver, altså har erstattet kemikalie med kød. Medie-harmen er uforståelig - hvorfor ikke glæde sig ved, at erhvervslivet gavner forbrugerne?

Bo Warming
Bjelkes Alle 46
2200 N

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu