Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

1. december 1999

Privat forringelse
Forleden kørte jeg som sædvanlig i S-tog til arbejde - forsinkelser, koks i signalerne. Det viser sig, at reparation af signaler er privatiseret og derfor først bliver ordnet op ad dagen. Københavns Kommune skulle lave en udgravning i vores gård - det er privatiseret. Det skulle tage 4-6 uger - det har taget 10, og der er endnu ikke ryddet op. Hvorfor? Lad os sige, at en ydelse koster 100 kr. I et offentligt selskab går alle 100 kr. til arbejdet med ydelsen. I det private går 50 kr. til ydelsen og 50 kr. til kapitalisten. Selv om arbejdere knokler hårdere i det private selskab bliver arbejdet gjort dårligere.

Mads Laursen
Mimersgade 64, 3. tv.
København N

Asylregistrering
30. NOV. - Deltager Danmark i fingeraftrykssystemet Eurodac efter justits- og indenrigsministerrådsmødet sidst på ugen, eller vil man holde fast i retsforbeholdet uden tøven? Svaret kan forudses: Danmark vil benytte systemet på et mellemstatsligt niveau, og derfor uden formelt at tilsidesætte forbeholdet.
Problemet er, at indholdet overskygges af forbeholdsdiskussionen, hvilket betyder at EU-tiltag gennemføres uden reel debat.
Eurodac består af en database af fingeraftryk, fra alle asylsøgere ned til 14-årsalderen. Fingeraftryksregistret skal bruges til at få fastlagt, hvem der skal behandle en asylansøgning. I henhold til EU's flygtningekonvention er det altid det første land, og nogle lande forudser at de kan få sendt 'problemet' andetsteds.
Men: Fingeraftryk bruges til registrering af forbrydere og det er ikke kriminelt at søge asyl. I følge beslutningsforslaget skal oplysningerne kun slettes, når asylsøgeren har opnået unionsborgerskab - ikke når vedkommende har opnået opholdstilladelse.
Danmarks klare mål burde være en styrkelse af Genève-konventionen, men Eurodac indeholder ikke krav om overholdelse af disse bestemmelser, fordi det ville give asylsøgere bedre retsvilkår end EU-landene ønsker.

Lars V. Pedersen
assistent, Folkebevægelsen mod EU, Bruxelles

Schengen og slænget
28. NOV. - Nu er der ikke så længe til, at den berygtede Schengen-aftale træder i kraft. Og hvor bliver det dog spændende at se konsekvenserne! Men - lad os tage glæderne (eller rettere: Skrækscenarierne) lidt på forskud og se på, hvordan det ser ud nu.
I dag er der et totalt ukontrollerbart problem i Sønderjylland, som består i, at østeuropæiske bander med lethed - i biler, de lejer i Tyskland - kører over den danske grænse, begår storstilede tyverier fra både biler, sommerhuse og andet, og hurtigere end politiet har en chance for at reagere, er de igen ovre grænsen og på vej mod afsætningslandene - oftest Polen.
Polen? - jamen er det ikke et af de land, man taler om, først skal i EU? Jo - det er det !
Enhver kan jo forestille sig, hvordan denne tendens vil udvikle sig, når grænserne mellem Polen og Danmark (samt alle øvrige EU-lande i Schengen-aftalen) står vidt åbne. Politiet vil i endnu højere grad end i dag være magtesløse, for til den tid kan de nemlig ikke længere tage stikprøver. De må kun stoppe trafikken, hvis de har begrundet mistanke.
Det kan ikke være rigtigt, at Danmark skal gå med i et sådan samarbejde, hvor man hæmmer politiet, hjælper den organiserede kriminalitet - og tilmed lader det gå ud over borgerne !

Morten Messerschmidt
Græse Mølle 4
3600 Frederikssund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu