Årets nobelpristager i økonomi Robert Mundell er med sine snart 40-årige teorier om valutapolitik mere aktuel end nogensinde. De går lige ind i debatten om den monitære union
Økonomi & Politik
Årets nobelpris i økonomi er mere aktuel end nogensinde før. Canadieren Robert Mundell fik tildelt prisen for sine to artikler helt tilbage fra 1960'erne om henholdsvis:
*kravene til en optimal valutaunion og
*mulighederne for at føre selv-stændig økonomisk politik med faste eller flydende valutakurser.
I disse to artikler analyserede Mundell fordele og ulemper ved dannelsen af en monetær union. med udgangspunkt i den rådende monetaristiske makroteori.
Netop på grund af emnets aktualitet i den europæiske (og danske) debat skal nobelpriskommittéen have tak for at have mindet os om, at en del af det teoretiske grundlag faktisk blev etableret for snart 40 år siden.
Mundells interesse for dette emne udsprang blandt andet af det forhold, at han som canadier har deltaget i diskussionen af fordele og ulemper ved at have en selvstændig canadisk valuta set i lyset af den store samhandel med naboen mod syd.
I 1960'erne blev valutakurspolitik stort set ikke diskuteret i Europa. Det var de faste valutakursers periode, hvor valutakursændringer hørte til sjældenhederne, og som var reguleret af Bretton
Woods-aftalen indgået i 1944 med USA for bordenden. Netop fordi Canada også i denne periode havde en langt mere fleksibel valutakurs end de europæiske lande, kunne Mundell stille spørgsmålet: Hvilke økonomiske kriterier skal være opfyldt for, at et geografisk område udgør et optimalt valutaområde?
Svaret var såre enkelt: "Arbejdskraften skal inden for det betragtede område være så mobil, at eventuelle arbejdsløshedsøer forsvinder af sig selv gennem til- og fraflytning, for at det egner sig til at have én fælles mønt." Til syvende og sidst bliver det således et praktisk spørgsmål, hvorvidt arbejdsmarkedet i det betragtede potentielle valutaområde er så stærkt integreret, at konkurrencen sikrer en parallel lønudvikling.
Høj arbejdskraftmobilitet skal sikre, at arbejdsløshedsøer ikke får lov til at udvikle sig. Uden tilstrækkelig mobilitet vil arbejdsløsheden bide sig fast - og lønniveauet i arbejdsløshedsøerne vil begynde at sakke bagud i forhold til de øvrige regioner, hvilket vil skabe ulighed og indre spændinger.
I dette teoretiske perspektiv er det åbenbart, at et optimalt valutaområde sjældent vil have en større geografisk udbredelse; for arbejdskraftens bevægelighed er - specielt i Europa - begrænset af en lang række faktorer, hvoraf de kulturelle, sproglige og uddannelsesmæssige er så åbenbare.
Man kan i lyset af Mundells konklusion gå det skridt videre og stille det spørgsmål, om f.eks. Danmark egentlig udgør et optimalt valutaområde? For ganske vist er de kulturelle forskelle ikke så stærkt dominerende inden for én mindre nationalstats grænser; men som mange familier ved af egen bitter erfaring fra begyndelsen af 1990'erne, så kan det være svært nok at finde ikke ét, men to nye job plus institutionspladser samtidig med, at parcelhuset skal sælges, uanset at der ikke også skal overvindes en sprogbarriere.
I min studietid var det en stående vittighed, når teorien vedrørende et optimalt valutaområde blev gennemgået, at rent geografisk måtte der være tale om et område på størrelse med Bornholm - i dag, med de forbedrede forhold for pendler-trafikken, ville man vel sige, at valutaområdet kunne have en størrelse som Fyn.
Hvorfor har man så alligevel kun én valuta i f.eks. Danmark? Det er der en række historiske, politiske og økonomiske årsager til. Den økonomisk set vigtigste er, at der som erstatning for den åbenbart manglende mobilitet på arbejdsmarkedet foretages fra centralt hold en ganske omfattende overførsel af indkomst fra de vel-stående egne af landet med høj beskæftigelse til de mindre velstående regioner.
Når et område som f.eks. Bornholm bliver ramt af en nedgang i fiskeriet, så udløses der automatisk en omfattende overførsel af købekraft i form af arbejdsløshedsdagpenge, reduceret skattebetaling og kommunaludligning.
Herved holdes levestandarden på Bornholm så nogenlunde oppe på det hidtidige niveau - i håbet om, at fiskerikrisen kun vil være midlertidig. Hvis der ikke havde været en sådan interregional overførsel, så havde bornholmerne enten været tvunget til at acceptere en betydelig lønnedgang eller til at fraflytte øen hurtigst muligt med risiko for, at ejendomsmarkedet efterfølgende ville bryde sammen.
Mundell diskuterede ikke i sin oprindelige artikel, i hvilket omfang en reduceret integration af arbejdsmarkedet kan kompenseres gennem en sådan centraliseret omfordeling af indkomst og købekraft; for derigennem at udvide det geografiske område, som kan fungere med én fælles valuta.
Derimod analyserede han effektiviteten af henholdsvis finans- og pengepolitik under forskellige valutakursregimer. Den såkaldte Mundell-Fleming model er stadig standard i enhver lærebog i international økonomi. Heri vises det, at når der føres en 'fast-kurs' politik, således som det f.eks. har været praktiseret i Danmark siden 1982, så er pengepolitikken bundet af hensynet til valutakurs-målsætning.
Dette umuliggør, at penge- og rentepolitikken kan bidrage til en stabilisering af produktion og beskæftigelse endsige af inflationen. Ønsker regeringen at anvende de pengepolitiske instrumenter som konjunkturregulatorer, så må valutakurspolitikken lægges om, så kursen får lov til at 'finde sit naturlige leje'.
En såkaldt 'flydende valutakurs' vil gøre pengepolitikken yderst slagkraftig, idet en lavere rente ikke alene vil stimulere investeringerne, men også forbedre konkurrenceevnen.
Ses der på finanspolitikken (effekten af de offentlige udgifter og indtægter) giver Mundell-Fleming modellen en ligeså entydig omend modsatrettet konklusion. Her giver en 'fast valutakurs' finanspolitikken ekstra slagkraft - noget skiftende danske regeringer har kunnet nikke genkendende til.
Da Schlüter-regeringen trådte på den finanspolitiske bremse i 1986, gik dansk økonomi mærkbart ned i tempo. Omvendt var det socialdemokratiske tryk på speederen i 1993/94 med til atter at sætte økonomien op i omdrejninger.
Uanset emnets aktualitet kan det dog næppe skjules, at årets valg til nobelprisen var overraskende; for Mundells mere originale bidrag til den økonomiske teori er faktisk begrænset til de to ovennævnte artikler, hver på mindre end ti siders omfang.
Hans øvrige bidrag inden for international økonomi ligger ret tæt op ad andre monetaristisk inspirerede bidrag, hvor han har været under betydelig indflydelse af Milton Friedman. Mundell er således fortaler for flydende valutakurser, når kravene til det optimale valutaområde ikke er opfyldt. Det gør pengepolitikken, som nævnt, mest effektiv som konjunkturregulator på kort sigt og inflationsvogter på længere sigt.
Mundel har som god monetarist heller ikke afskrevet muligheden for, at guld - som det ultimative internationale betalingsmiddel - kan få en genopblomstring i det 21. århundrede. Han nærer nemlig en betydelig bekymring for den manglende stabilitet i det penge- og kreditsystem, som har udviklet sig igennem de seneste 25 år. I dag kan ethvert af de større pengeinstitutter blot ved et tryk på en computerknap forøge den globale pengemængde med milliarder af dollar.
Ud fra en monetaristisk tankegang anser han et finansielt system, hvor pengeskabelsen er ude af de pengepolitiske myndigheders kontrol for en potentiel inflationsrisiko. Kontrollen kunne gen-etableres, hvis pengemængden atter blev bundet til mængden af guld. Ikke som i gamle dage hvor hver valuta havde én bestemt guldværdi og kunne veksles frit til guld. Det hører fortiden til, siger Mundell.
I dag er prisen på guld en god indikator for, om der er en fornyet global inflationsbølge under opbygning. Derfor skal centralbankerne som led i en ny international valutaorden, ifølge Mundell, forpligtes til at hæve renten, hvis guldprisen begynder at stige, således som det f.eks. var tilfældet i begyndelsen af 1980'erne.
Hvorvidt årets nobelpristager med dette forslag atter er forud for sin tid - eller måske blot er en monetaristisk røst fra en svunden tid, kan det være svært at afgøre; men det vil næppe indbringe ham endnu en nobelpris.
Jesper Jespersen er Ph.D. i international økonomi, professor i sam-fundsøkonomi ved Roskilde Universitets center
