Læsetid: 4 min.

PBS gemmer på dæmonisk logik

Debat
7. december 1999

PBS inkarnerer en udefra påført postmodernitet, som uvægerligt trækker tæppet væk under ansigt-til-ansigt relationer

Service
Undertegnedes hårdnakkede modstand mod Pengeinstitutternes Betalings Service, PBS, dens grundlæggende praksis og principper, daterer sig til en grå og kold novemberdag for godt og vel fem år siden.
Står i kø i min bank på hjørnet, folk er sure, jeg er sur, verden er sur.
Da jeg lægger indbetalingskortene på skranken, kigger bankdamen med hårknuden i nakken misbilligende-inkvisitorisk op fra kassen og kniber øjnene sammen:
"Hør, unge mand, er det ikke ved at være på tide, at du begynder at betale dine regninger over PBS'en?"
Næ, det havde jeg ikke tænkt mig, var udmærket tilfreds med at kunne betale girokort, når jeg havde penge, var ikke interesseret i at indgå i automatiserede betalingssystemers autonome og upåvirkelige kredsløb af debit og kredit.
"Er du klar over, hvor mange penge du kommer til at spare i gebyrer? Er du klar over, hvor mange mennesker, der efterhånden er gået over til PBS? Og er du klar over, hvor meget idiotisk indtastningsarbejde du sparer mig for?"
Da jeg ikke umiddelbart så mig i stand til at svare på denne funktionalistiske svada, blev jeg blot stående og kiggede stædigt ned på mine girokort, der lå på skranken som vidnesbyrd om min tåbelige, reaktionære modstand mod overhovedet at ville overveje PBS'ens lyksaligheder. Bankdamen både rystede på hovedet, trak på skuldrene og sukkede, inden hun med overdreven store armbevægelser kørte indbetalingskortene gennem aflæsnings- og registreringssystemet.
Siden den dag har jeg skyet PBS som pesten og i stedet helliget mig en romantisk og fuldstændig urealistisk længsel efter kontantkulturen - dengang penge var penge, altså en håndgribelig størrelse man kunne have, henholdsvis ikke have, mere eller mindre af.

Sure opstød
Kan ske de sure opstød kommer en postgang for sent, kan ske diskussionen er udfaset og irrelevant, men alligevel:
Hvem bestemmer, hvornår man betaler? Det gør banken. Hvem beslutter hvor meget man betaler? Det gør banken. Hvem afgør, hvordan man betaler? Det gør banken. Eller rettere:
Pengeinstitutternes Betalings Service, denne usynlige og ophøjede magtstruktur, som har fat i tøjlerne, som definerer, som sætter dig ud på sidelinjen, hvor du ydmygt og i tillid til storebror i tanken kan betragte virtuelle slips administrere de finansielle forudsætninger for dit liv.
Den perverterede overpris på gebyrer har gennem de senere år udviklet sig til en snedig, men diskret af-presning, hvor det månedlige træk konstant minder en anden en om hans utidssvarende konservatisme, for hvorfor ikke blot overgive sig til fremtiden?
PBS er jo praktisk, rent, rationelt, hurtigt, så hvorfor stritte imod det uundgåelige? Hvorfor tro, at man kan sætte virkeligheden i parentes?
Fordi det både er takt- og respektløst, navnlig i disse tider med indlånsrenter i promilleklassen, at gøre folks hele økonomiske situation til endnu en operationalisérbar sag mellem tastaturer, skærme og servere. Er betaling af dette eller hint da ikke en sag mellem indbetaler og beløbsmodtager? En sag, hvor to parter står i en relation til hinanden? Hvor begge parter har gensidige forpligtelser at leve op til?

Dæmonisk logik
PBS, og ideologien bag, trækker systemverdenen hen over livsverdenen og aflejrer i løbet af denne proces sedimenter af kontrol, formynderi og passivitet. Sedimenter, som kvæler det alternative perspektiv og ensretter mellemmenneskelige praksisformer.
PBS inkarnerer en udefra påført postmodernitet, som uvægerligt trækker tæppet væk under ansigt-til-ansigt relationer og i stedet strømliner udveksling og kommunikation på computerens præmisser.
Samtidig ligger en anden og mere dæmonisk logik gemt under automatiseringens blankpolerede overflade:
Overtrækkets logik, som indbefatter kreditkortets og forbrugsfestens logik. Overtrækkets logik udtrykker ikke alene, at du bruger penge du ikke har. Overtrækkets logik bunder i forførelse, bunder i en kalkuleret ansvarsløshed og ligegyldighed. Automatiseringen af menneskers omgang med penge ligger som en forlængelse af en tankegang, hvor plastickortet skødesløst trækkes gennem magnetaflæseren og derved sender signaler til afregningen i det elektroniske system, mens man skyder mådeholdet lige lidt længere ud i fremtiden.
Nemt og behageligt er det, for regningen kommer altid først senere, og det gør ikke noget, at den først kommer senere, for næste gang man står i stormagasinet, er det stadigvæk den blonde model med de blå øjne, som fortæller dig, at lige netop dette kort gør dig fri.
Og kommer du helt på røven, står banken til sikker disposition. Til sidst lukker man blot øjnene og stikker som strudsen hovedet i jorden, mens ågerrenterne tikker ud fra kontoen.
PBS og plastic presser sig ned over samfundets aktører. Men bankdamen er evigglad og fornøjet, for det hele bliver så meget bedre - "du behøver slet ikke tænke på alle de der væmmelige regninger, dem tager vi os af!"
Ja, dem tager I jer af, mens I taber millioner af kroner på krak i finansverdenen og lader småspareren betale med det store, runde 0,000 procent, som nu står på min indlånsrente for beløb under 5.000 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her