Læsetid: 3 min.

Hvad er politisk korrekthed

8. december 1999

Det var fortidens venstrefløj, der oprindeligt søsatte de politisk korrekte krav. Det var dengang venstre-fløjen endnu havde fællesskabet som værdi

Korrekthed
Jonathan Schwarz og Ulla Godtfredsen påpeger, at skældsordet "politisk korrekthed" har konservative rødder. Godtfredtsen (17. nov) hævder, at det var Alan Bloom, der første gang brugte udtrykket. Jeg vil prøve med dette udgangspunkt at indkredse fænomenet. Samtidig vil jeg bekende min egen politiske korrekthed.
Overordnet vil jeg karakterisere udtrykket som et skældsord, der har folkelige og konservative afsendere. Skældsordet er rettet mod progressive intellektuelle. Det er efter min mening kernen i politisk korrekthed. Bag denne aggression mod de politisk korrekte ligger folkelige erfaringer med den kulturelle elite, der altid er klogere og altid ved bedst, selv om den gang på gang tager fejl. Som via dominans i medierne efterhånden får sin vilje, uanset hvad almindelige mennesker mener.
Desuden ligger der i ordet korrekt, at man siger det korrekte og ikke det, man mener. Der ligger en anklage for opportunisme og smarthed bag skældsordet. Hvilket sikkert er uretfærdigt. Der er givetvis bjælker i korrekthedskritikernes øjme.
Lad mig nævne nogle eksempler på politisk korrekthed:
*Sikring af minoriteters kulturelle rettigheder. Hertil hører deres ret til eget pensum, egen kulturel kanon.
*Positiv særbehandling af minoriteter og kvoteordninger.
*Kontante og dagligdags betegnelser, der kan opfattes som nedsættende, skal afløses af neutraliserende eller besmykkende betegnelser.
Det er forbudt at sige neger, indvandrer, handicappet eller gammel. Disse ord er afløst af politisk korrekte ord, der udskiftes, når nye politisk-teoretiske moder opstår. Denne påbudte virkelighedsomskrivning er noget af det, der har vakt mest raseri hos almindelige mennesker. Dels opleves det som censur. Dels opleves det som facadepynt: Hellere kalde problemet noget pænt end at løse det.

Urealistiske sandheder
Dette var de tre mest markante eksempler på politisk korrethed. Alment er politisk korrekthed karakteriseret ved at hævde pæne, men urealistiske sandheder.
Liberalismens og den progressive tænknings optimisme anes bag den politiske korrekthed, mens konservatismens pessimisme anes bag afsendelsen af skældsordet. Men så enkelt er det ikke. Konservatismen og kommunitarismen er de to ideologier, der deles af mange korrekthedskritikere.
Paradoksalt nok er noget af den politiske korrekthed netop kommunitaristisk.
Tag nu Stephen Lukes og hans roman om Professor Caritats forunderlige opdagelser. Stephen Lukes er en prominent politolog, som har skrevet en roman om politiske ideologier i stil med Sofies Verden.
Caritas kommer i kapitel 15 til landet Kommunitaria. Her er der efterhånden mange indvandrere. Og de overordnede værdier er følgende: Multikulturalisme, forskellens politik og positiv særbehandling.
Kommunitaria består af en mængde etniske og religiøse fællesskaber.

Forbudt at kritiserer
Hvert fællesskab anser sin egen livsform for perfekt. Det er strengt forbudt at kritisere andre livsformer. Respekt og ikke kritik er normen. "Ansættelseskvoter sikrede, at de alle blev ligeligt repræsenteret i de akademiske erhverv og den offentlige sektor. Hver minoritet fik sin fastsatte del af statsbudgettet".
Caritat finder kritikforbudet uheldigt, og han mener, at nogle opfattelser er rigtigere end andre.
Rendyrket politisk korrekthed er ifølge Lukes kommunitarisme. Lukes har ikke uret. Ifølge liberalismen eksisterer kultur og kulturelle minoriteter ikke. Liberalismen tildeler alle mennesker lige rettigheder. Men det er ikke sorte eller muslimer, der får disse rettigheder. Det er den enkelte sorte, der får rettighederne som menneske- ikke som sort.
Det at tildele muslimer, kvinder og sorte kulturelle rettigheder er uliberalistisk. Positiv særbehandling er uliberalistisk. Det var fortidens venstrefløj, der oprindeligt søsatte de politisk korrekte krav. Det var dengang venstrefløjen endnu havde fællesskabet som værdi. Men idag er det kommunitarismen.
Kommunitaristen Charles Taylor har skrevet en af de kendteste tekster om sikring af minoriteters kultur: The Politics of Recognition: Anerkendelsens politik. Kymlicka og Raz, der begge har skrevet spændende bøger om minoriteters kulturelle rettigheder, omtales ofte som liberale kommunitarister. Og radikaldemokraterne Laclau og Mouffe, der med deres forskelspolitik er talsmænd for den totale politiske korrekthed, er forholdsvis positive over for kommunitarismen.
Kommunitarismen, som jeg er positiv overfor, indgår således i den politiske korrekthed, som jeg er negativ overfor. Den afgørende kløft, som skiller de politisk korrekte og deres kritikere, be-står i argumenternes lokale gyldighed.
Den ene parts argumenter accepteres ikke af den anden part. Begge parter skælder derfor hinanden ud for ikke at argumentere. Jeg har prøvet at skræve over denne kløft ved at indrømme min egen politiske korrekthed. Og på det økologiske område må jeg indrømme simpelt hen at være 200 procent politisk korrekt. Så jeg burde kende begge parters frustrationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu