Kronik

Royalistisk revival i Frankrig

Debat
6. december 1999

En del af den franske højrefløj er royalister og har rødder tilbage i 1800-tallet. De vil have Louis XX som konge og går til kamp mod den politiske elite, 'europæisering' og indvandring

Historisk set
Kongen af Frankrig hedder Louis XX. Han er 25 år gammel og læser international financiering ved Cuñes-universitetet i Madrid. Og så er han faktisk ikke franskmand, men spanier. Jo, den er god nok. Republikken Frankrig har en ægte konge. I hvert fald hvis man hører til blandt de kongetro franskmænd, hvad enten de kalder sig legitimister, monarkister, royalister eller orleanister. Alle kæmper de for monarkiets genindførelse i Frankrig her på tærsklen til et nyt århundrede. Kongen lever - både i almindelig fysisk forstand og som politisk figur.
Efter Napoleons fald i 1814 genindførtes monarkiet i Frankrig, og den gamle bourbonfamilie kunne igen sætte sig på tronen. Men med Louis-Philippes magtovertagelse efter Julirevolution i 1830 måtte bourbonerne igen drage i landflygtighed. Louis-Philippe (også kaldet 'borgerkongen' eller 'pengesækken' alt efter temperament) tilhørte Orleans-slægten, der var en sidegren til den bourbonske kongeslægt.
I 1848 måtte også Louis-Phillipe vige pladsen, da endnu en revolution banede vej for republikkens genindførelse. Fra da af har ingen konge haft magten i Frankrig.
Royalisterne var nu opdelt i to grupper; legitimisterne, der støttede bourbonfamilien og orleanisterne, der støttede orleansfamilien.
Denne deling fik dog en ende. Hovedlinien i den bourbonske kongefamilie uddøde nemlig med den barnløse greve af Chambords død i 1883. Chambord havde levet det meste af sit liv uden for Frankrig, men vedblev forgæves at stå på sin ret til sit kongedømme.
Efter hans død gjorde de franske royalister fælles sag og sluttede op om orleansfamiliens tronkandidat. Tilslutningen var dog noget lunken fra de gamle bourbontilhængeres side; det var jo Orleans-familien der havde været med til at sætte bourbonerne på porten.
Langsomt begyndte royalismen at tabe fodfæste efterhånden, som udsigten til en genindførelse af kongemagten så mere og mere håbløs ud. Det katolske og traditionalistiske Frankrig, der havde været grundstammen i den royalistiske opposition til republikken, tøede gradvist op og lod sig assimilere i det republikanske Frankrig.
Dog har højrepopulistiske bevægelser gennem tiderne genoptaget royalismen som mærkesag, dog mest som en hypotetisk eller symbolsk faktor i deres politiske forestillinger.

Men selvfølgelig kan man stadig finde sande royalister i Frankrig. De mest moderate af dem er samlet i organisationen NAR (Nouvelle Action Royaliste), der kæmper for genindførelse af kongedømmet på et konstitutionelt og demokratisk grundlag. Deres hovedargument er, at en konge er den eneste, der for alvor kan fungere som et midtpunkt og en samlende faktor for en splittet fransk nation.
NAR forsøger at profilere sig som et seriøst, ansvarsbevidst og intellektuelt baseret foretagende. I deres avis Royaliste findes artikler om sociale forhold, EU og ikke mindst lederskribenten Gérard Leclercs ikke uinteressante politiske analyser.
Men folkene i NAR adskiller sig væsentligst fra de andre kongetro organisationer på ét punkt. De er nemlig orleanister. Orleans-familiens mangeårige overhoved - greven af Paris - døde sidste år, og er nu efterfulgt af sønnen hertugen af Vendôme.
Greven af Paris støttede i sin tid François Mitterand som præsidentkandidat, og advarede på sine gamle dage mod tiltagende racisme og fremmedhad i Frankrig. Greven af Paris var på mange måder en gådefuld figur i nyere fransk politik.

I legitimistbevægelsen anerkendes greven af Paris - og hans søn hertugen af Vendôme - på ingen måde. Orleans-familien betragtes stadig som forrædere. Det er med andre ord ikke den rigtige konge, NAR hylder. Men når nu den sidste bourbonske tronprætendent døde i 1883, hvem er så den rigtige konge?
Legitimisterne har et svar. Vi skal tilbage til 1600-tallet. Den navnkundige bourbonkonge Louis XIV - Solkongen - havde to sønnesønner, hvoraf den enes søn senere efterfulgte Louis XIV som konge af Frankrig. Det var denne hovedgren af familien, der leverede konger til Frankrigs trone frem til 1830 dog afbrudt af revolutionen og Napoleons styre.
Linien uddøde som sagt med greven af Chambord i 1883. Den anden af Louis XIV's to sønnesønner - hertugen af Anjou - blev i 1700 konge af Spanien under navnet Philippe V. Hans efterkommere sad på den spanske trone frem til 1830'rne, hvor kong Ferdinand VII ændrede arvefølgen til fordel for sin datter (den senere dronning Isabella) og på bekostning af sin bror Don Carlos.
Man indførte således kvindelig arvefølge, hvilket betød, at en ny linie af den spanske kongefamilie ville komme til at sidde på tronen. Det passede ikke Don Carlos, der havde ambitioner på sin familiegrens vegne. Det kom snart til borgerkrig (Carlistkrigen), der endte med en stadfæstelse af arvefølgeændringen.
Den vragede del af kongefamilien måtte flygte ud af Spanien. Lige siden har denne forsmåede sidegren af den spanske kongefamilie opretholdt en hypotetisk arvefølge, der kun er en teoretisk konstruktion skabt på grundlag af den traditionelle spanske lov om arvefald.
Familien har med mellemrum forgæves påberåbt sig retten til både den franske og den spanske trone. Men det er altså denne - om man må have lov - noget fjerne sidegren af den oprindelige bourbonske hovedstamme, der i dag er leveringsdygtig i en fransk tronprætendent med aner tilbage til Solkongen. Og det er i denne prætendents navn, at de franske legitimister har skabt deres politiske forestillinger.

Af taktmæssige årsager kalder Louis XX sig ikke for tronprætendant, men lader sig blot titulere som "chef for huset Bourbon". Men legitimisterne omtaler ham uden omsvøb som deres konge. I forskellige tidsskrifter kan man følge de legitimistiske synspunkter, der på mange måder adskiller sig fra NAR-orleanisternes mere moderate linie.
Hovedorganet Légitimiste er ekstremt reaktionært og uforsonligt, men bærer alligevel præg af en vis soberhed. Ligesom orleanisterne i NAR fører legitimisterne sig frem som et reelt politisk alternativ, hvor traditionen går forud for 'kortsigtede' politiske mål.
I den mere kuriøse ende findes bladet Bourbons Magazine, der vel nærmest er en slags legitimistisk billedblad. Her finder man reportager om den bourbonske tronprætendants dagligdag, uddannelse og udlandsrejser. Man kan læse om det efterhånden vidt forgrenede, men også noget udvandede bourbonske familienetværks gøren og laden. Bryllupper, ferie-rejser og sammenkomster.
Det hele er krydret med historiske artikler, der fremhæver den bourbonske kongerækkes sær-egenhed, kongernes mange velgerninger og de for familien betydningsfulde begivenheder op gennem århundrederne.
Man har desuden i en artikelserie lagt megen vægt på, at forklare den sindrigt sammensatte bourbonske stamtavle, der sætter den unge Louis XX i forbindelse med Louis XIV som noget af det naturligste i verden - måske for at komme tvivlere i forkøbet.

Internettet er, som for så mange andre obskure bevægelser, en tumleplads for royalister i alle afskygninger. Mest særprægede er de personlige sites, der ikke fungerer som officielle talerør for de etablerede royalistsammenslutninger. Under overskriften "At være royalist i dag" introducerer Sophie Marie Machelet sig på sin hjemmeside med ordene: "Jeg er 21 år og jeg er royalist. Hvorfor?" Så forklarer Sophie, hvorfor hun mener, at republikken langt fra er den ideelle politiske indretning for Frankrig.
Kun en konge er i stand til at føle et permanent ansvar for landets ve og vel. En konge vil altid legemliggøre nationen, og vil derfor altid arbejde i landets sande interesse. Sophie Marie Machelets hjemmeside hører til de mere uskyldige af slagsen.
Anderledes forholder det sig med de militante royalistiske hjemmesider. Her finder man utilslørede hyldester til den stærkt anti-semitiske nationalistbevægelse Action Française, der ledtes af royalisten og anti-demokraten Charles Maurras (1868-1952).

Også det fascistiske Vichy-styre prises i højstemte vendinger. På hjemmesiden "Catholique et Royaliste" - et forum for både orleanister og legitimister - finder man et opråb til franskmændene, hvori den franske nation opfordres til at tage kampen op mod "europæister" (EU-tilhængere), "fremmedpartiet" (indvandrere) og "den røde pest" (Lionel Jospins socialistiske regering).
Republikken fremstilles som selve inkarnationen af alt det onde, der er overgået Frankrig. Det er republikkens vanstyre og de indflydelsesrige politiske organisationer, der har gjort "at Frankrig er til grin i hele den angel-saksiske verden".
Opråbet afsluttes med følgende opfordring: "Hvis også du ønsker at kæmpe mod den politiske og mediestyrede undertrykkelse, og - på samme måde som den hellige Jeanne d'Arc - deltage i befrielsen af vort land fra denne hidtil alvorligste fare vort land endnu har kendt, så slut dig til os og deltag i modstanden.
Du vil komme til at kæmpe for Gud, for kongen og for Frankrig. Leve kongen, leve Frankrig." Det er måske en kende paradoksalt, at der tales om at samle nationen omkring kongens person, mens der samtidig kaldes til kamp mod størstedelen af den franske befolkning.
Det er svært at spore et egentligt sammenhængende politisk program hos de franske royalister. De forskelllige grupperinger er uenige om mangt og meget. Men bestemte tilkendegivelser går igen hos de fleste af grupperne. Hadet til den politiske elite, modstanden mod "europæisering" og indvandring. Dyrkelsen af familien, troen og friluftslivet. Retorikken og synspunkterne virker bekendte.

Ulrik Lange er ph.d. i historie og undervisningsassistent på Institut for historie og samfundsforhold, RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her