Læsetid: 4 min.

Sådan blev det altså i 90'erne

29. december 1999

Hedensk nytårspræk om det 20. århundredes årtier og globaliseringens Janus-ansigt

Tilbageblik
Mange af os er talfikserede. Ikke kun Lykketoft og regnedrengene i Finansministeret, der ikke har blik for andet. Sågar de talblinde - sidst på måneden. Vi skal helst ha' tingene gjort op i noget, vi kan tælle og regne på. I hundreder og tusinder, i kroner og ører, i årtier, århundreder og nu i årtusinder.
Vi har yderligere en tilbøjelighed til at sætte tillægsord på kronologien, især på årtierne - de knager, vi hænger begivenheder op på. Årtierne er mere overskuelige end århundrederne, men knap så lette som enkeltår.
Det 20. århundrede startede med fremskridtets årti. Ikke konfliktfrit, men med næsten 100 år uden storkrige. Tilsyneladende krisefri vækst og jublende optimisme. Så kom ragnarokkets og krigsvanviddets årti med en generation i skyttegravene, hvis overlevende medlemmer snublede i starten. Herhjemme i puslingelandet hyggede man sig i smug, og oplevede det blot som torden i syd.
De brølende 20'ere fulgte som en hektisk reaktion med opbrud og fornemmelsen af kaos i kunst og normer. Opløsning, der ville glemme den alt for nære fortid, der ikke kunne glemmes.
Panikken på New Yorks børs med krakket i 1929 kvalte brølene. Til gengæld blev de i Europas krisetredivere erstattet af andre, nok så dyriske brøl sydfra, hvor økonomisk smalhans blev kompenseret med massehengivelse til politisk forførelse og fascination af såkaldt stærke mænd. 'Far', var det egentlige, skjulte råb i krisens kaos.
Larmen blev endnu større med kanonernes og bombernes torden fra 1940, da The phoney War var forbi, og hele verden for alvor kom i krig. Kulminationen kom fem år senere med lysbragene over Hiroshima og Nagasaki. Derefter blev den varme krig kold - nu mellem tidligere allierede.
Kold, kedelig og grå var også 50'ernes nøjsomme tiår. Med en ungdom, der havde glemt idealerne og kun tænkte på at få en pige i kassen, en kasse at bo i og en kasse at køre i. For ungdommen - det var drengene.
Så kom de glade 60'ere. Fremad-opad til venstre i velstand, hvor næsten alt kunne lade sig gøre - undtagen for amerikanerne i Vietnam. Til gengæld vækkede de den nye, hidtil ideallløse ungdom af begge køn politisk og nåede at komme først til månen. Kun få spurgte, hvad vi dog skulle dér, når vi ikke kunne ordne verden her.
70'ernes oliekrise ændrede det økonomiske bytteforhold mellem OPEC-lande og os i de rige. Den afslørede, at den vestlige kapitalistiske økonomi aldeles ikke var krisefri, som vi gik og troede. Den var tværtimod sårbar.
De traditionelle centralt dirigerede, keynesianske reguleringsmetoder viste sig utiltrækkelige: Stagnation og inflation - stagflation - havde den gamle, økonomiske guru ikke forudset tilbage i 30'rne, da han med sin General Theory of Employment, Interest and Money - skrev Biblen for de næste generationers økonomer med opskriften på styring. Alt andet lige. Men det var det bare ikke hele tiden.

Den nye pest
I stedet fik nye økonomiske guruer fra 70'erne deres chance i det teoretiske tomrum, den almindelige økonomiske forvirring og politiske højredrejning. Det ideologiske pendul svingede tilbage. Milton Friedman fra det konservative økonom-miljø i Chicago blev den nye chefguru. Ronald Reagan og Margaret Thatcher blev hans to ivrigste disciple blandt rådvilde politikere. Deregulering, privatisering og frigørelse af markedskræfterne. Slip den menneskelige grådighed løs, lød det nye evangelium, der er ældgammelt. Og det skete - i forskellig grad - både dér og her.
Vi kom ind i det, der blev kaldt fattigfirserne, fordi væksten ikke fortsatte som tidligere i 60'erne. Men vækst var der sgu. Vi var bare blevet vænnet til, at den skulle være høj - forkælede.
Firserne blev fra starten udråbt til moralens årti. Det udviklede sig til det modsatte, umoralens årti, hvor troen på det uregulerede markeds økonomiske hensigtsmæssighed sejrede. Resultatet blev moralsk forfald, volumensyge og en række økonomiske sammenbrud senere. Her og i udlandet.

De enøjede
Liberalisme blev det kaldt med en blød eufemisme. Især af de eneøjede ideologer, der som f. eks. vor hjemlige Anders Fogh Rasmussen havde glemt, at salig Adam Smith - deres chefideolog - som udgangspunkt havde moral-filosofien.
Smith ville nok have sagt tak for kaffe, hvis han havde oplevet dyrkelsen af de utøjlede markedskræfter og deres hærgen her i de grådige 90'ere.
Fra internationale valutaspekulanter til hjemlige selskabstømmere, Den meget Danske Bank og endda til dele af det kgl. danske Socialdemokrati. Den nye pest går ikke kun over Europa. Den er over hele den voksende verden, hvor uligheden er beskyttet af grådigheden og os i de magtfulde, rige nationer. Begge vokser endnu mere end befolkningstallet. Fremskridtstroen fra det andet årtusindskiftet og optimisme holdt ikke helt.
Sådan blev det i 90'erne - årtiet der sluttede lidt positivt med kæmpe demonstrationer i Seattle mod WTO og globaliseringens Janus-ansigt. Vi rige vil kun se den pæne del af det dobbeltansigt. Den hæslige del med fattigdom, rovdrift og udbytning vender vi ryggen til. Vi vil jo sove roligt om natten. Om få dage skal vi se og høre først landsmoder M byde et tredie årtusind velkommen i nytårstalen fra Amalienborg, derefter Poul Nyrup Rasmussens version fra Marienborg.
Det skal nok blive opbyggeligt.
Godt nytår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu