Kronik

Spillet om Det Kaspiske Hav

23. december 1999

USA har store økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser i det kaspiske område, men kan kun i begrænset omfang gøre sin indflydelse gældende

Økonomi & Politik
Der spilles storpolitisk skak i Centralasien i halvfemserne. Det har stormagter gjort i 150 år. En spiller, der har været ude siden den iranske revolution i 1979, er på vej tilbage igen, men det går trægt. Som følge af USA's politik i Centralasien og Den Persiske Golf har Præsident Clintons administration svært ved at komme til brættet.
Dette har medført, at det ikke er muligt at sikre amerikansk indflydelse på beslutningsprocesser, demokratisering eller økonomisk reform i det kaspiske område. Ikke alene skader dette amerikanske sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser. Det kan også drive en kile ind mellem USA og EU og give rum for nye nationale og kommercielle aktører.
USA har som industriel og militær supermagt bestemte interesser i regioner med verdens energiressourcer. I det kaspiske område går disse interesser på, at skabe fred i regionen, beskytte de udenlandske investeringer, støtte nye uafhængige stater og hjælpe til opbygning af demokrati
Men USA har også andre interesser i regionen. Man vil gerne isolere Iran. Man vil gerne inddæmme Rusland og begrænse russisk indflydelse i Kaukasus og Centralasien. Og for at opnå størst mulig forsyningssikkerhed vil man gerne eksportere olie og gas ud af området gennem mere end én rørledning. Denne politik betyder i praksis, at USA ikke vil tillade, at olie føres gennem Iran.
Endvidere tilstræber man, at Rusland, i det omfang det er muligt, ikke bliver transitland for olie eller gas. Hvis ressourcerne skal eksporteres til Europa og middelhavslandene, må de derfor transporteres gennem Kaukasus. Der er foreslået forskellige ruter, der går gennem en kombination af landene Aserbajdsjan, Georgien, Armenien og Tyrkiet. Endelig har USA interesse i, at det er amerikanske firmaer, der udvinder olien. Men før olieselskaberne er villige til at foretage de meget store investeringer, som olieudvinding og transport kræver, må der være relativt fredeligt i regionen. Der må være sikkerhed for, at indgåede traktater overholdes, garanti mod nationalisering, sikkerhed for forrentning af investeringer og et rimeligt forhold mellem risiko og afkast.

Det ville således være ideelt, hvis USA kunne skabe et amerikansk domineret samarbejde i området. Amerikanske olieselskaber ville opnå optimale konkurrencevilkår i forlængelse af, at USA varetog sine strategiske nationale interesser i re-gionen. De interesser, der således bringer parterne sammen, er ønsket om fred i regionen, støtte til nye uafhængige stater, opbygning af demokrati og beskyttelse af udenlandske investeringer.
Men har USA handlefrihed nok i det kaspiske område til effektivt, at kunne støtte opbygningen af et regionalt samarbejde? Og hvis USA ikke har den ønskede handlefrihed i forhold til Rusland, Iran og Aserbajdsjan, hvilke konsekvenser kan det have for regionen?
I lighed med USA har Rusland væsentlige interesser i de tidligere sovjetiske republikker og i at opretholde olie- og gaseksporten gennem Rusland. Beherskelsen af forsyningsvejene giver hård valuta samt magt og indflydelse i det kaspiske område og Centralasien.
Rusland har f.eks. med trusler om at reducere Kasakhstans eksportmulighed gennem Rusland, presset russiske Gazprom ind på markedet i Kasakhstan trods British Gas' og italienske AGIP's aftale om eksklusive udvindingsrettigheder i Kasakhstan.
I modsætning til USA har Rusland ikke væsentlige interesser i at udvikle eksportvejene fra det kaspiske område. En øget eksport fra det kaspiske område vil blot fremme landenes økonomiske uafhængighed af Rusland. Den nuværende kapacitet kombineret med Ruslands havnefaciliteter ved Barentshavet og Stillehavet dækker Ruslands behov.
Så længe USA sikkerhedspolitisk fører inddæmningspolitik overfor Rusland, er det svært at opnå en konstruktiv dialog til fremme for amerikanske olieinteresser i det kaspiske område, og endnu sværere at acceptere en russisk deltagelse i et regionalt samarbejde.
Russisk deltagelse er dog væsentlig, da Rusland sidder med de væsentligste kort på hånden - transportvejen ind og eksportvejen ud. Alt tungt udstyr til området skal sejles ad Volga-floden gennem Rusland. Der er kun denne vej ind.

Trods Irans betydningsfulde placering for forholdet mellem Vesten og Centralasien, har USA siden den iranske revolution i 1979 boykottet landet i international politik. USA ser ikke umiddelbart Iran som en mulig fremtidig samarbejdspartner i Mellemøsten.
Konsekvensen af denne boykot er bl.a., at amerikanske selskaber ikke kan deltage i olie- og gasprojekter, der vil bruge Iran som transitland.
Alene de økonomiske konsekvenser af dette er alvorlige. En rørledning gennem Iran fra Det Kaspiske Hav til Den Persiske Golf ville koste mindre end én milliard dollar. I stedet støtter den amerikanske administration et meget omfangsrigt projekt, der går fra Baku i Aserbajdsjan til Ceyhan i Tyrkiet. Prisen er ifølge The Washington Post 2,9 mia. dollar.
Ifølge visse mellemøsteksperter har Iran kun sekundær interesse i regionen som følge af adgangen til Den Persiske Golf. Andre hævder imidlertid, at indflydelse i det kaspiske område kan hjælpe Iran ud af USA's isolation, hvorfor de har væsentlige interesser.
Dette ses bl.a. ved at både franske Total og hollandske Shell har valgt at udfordre USA ved, i strid med USA's Iran-Libya Sanctions Act (ILSA), og med fare for at blive udelukket fra det amerikanske marked, at investere i olieudvinding og forundersøgelser for rørledninger i Iran.
For USA kunne Iran være en medspiller, der afbalancerer russiske interesser i og omkring Det Kaspiske Hav gennem opbygningen af et regionalt samarbejde og billig adgang til Golfen. Nu er Iran i bedste fald en klods om benet på USA, der tvinger USA til at træffe dyre valg, begrænser USA's handlefrihed i energisektoren og ikke støtter USA i en afbalanceret regional udvikling. I værste fald indleder Iran på baggrund af strategiske og økonomiske overvejelser et samarbejde med Rusland for at fremme fælles interesser i regionen.

Aserbajdsjan udgør sammen med Georgien en vigtig transportvej for olie og gas, hvis olieeksporten hverken må gå gennem Rusland eller Iran. Støtte til revision af et utidssvarende retssystem og den kommercielle infrastruktur ville være af stor betydning for landets videre demokratiske udvikling og økonomiske reform. Det ville give mulighed for et stabilt regionalt samarbejde.
Det skyldes, at Aserbajdsjan, i lighed med mange andre lande i området, lider under kommercialisering, korruption, dårlig administration og etniske konflikter.
Som følge af konflikten i Nagorno-Karabakh enklaven er det imidlertid ikke muligt for USA at bidrage til en sådan udvikling. USA har af hensyn til det armenske mindretal vedtaget The Section 907 of the Freedom Support Act.
En lov, der minimerer amerikansk hjælp til Aserbajdsjan og reelt indskrænker amerikansk støtte til et land med vitale strategiske ressourcer. Den begrænser endvidere den amerikanske effektivitet i samarbejdet med Aserbajdsjan og Armenien i fredsforhandlingerne om Nagorno-Karabakh. Muligheden for at få en rørledning gennem Aserbajdsjan ses som et væsentligt fredsfremmende instrument, og fred mellem Armenien og Aserbajdsjan er en forudsætning for, at rørledninger kan lægges gennem disse områder.
USA ønsker ikke at inddrage Rusland i sin politik i det kaspiske område, og USA ønsker ikke at samarbejde med Iran. Ydermere har USA gennem sin lovgivning forhindret sig selv i at yde substantiel støtte til Aserbajdsjan. Også selvom det er et erklæret politisk mål at støtte den regionale udvikling.
Følgelig kan de mål, USA har stillet for området, blive svære at nå uden en udenrigspolitisk kurs-ændring. USA har endvidere sat sig i en situation, hvor landet kun kan fremme sine strategiske og økonomiske interesser inden for olie- og gasindustrien ved at føre en meget omkostningsfuld politik i spørgsmålet om placering af rørledninger.

Hvis USA var villig til at op-bløde sin politik i forhold til Iran og Aserbajdsjan, kunne man på lang sigt opnå økonomisk og politisk indflydelse i de tidligere sovjetrepublikker og støtte opbygningen af et regionalt samarbejde.
Rusland ville i så fald blive frataget magt over fordelingen af energiressourcerne. Men den magt vil Rusland under alle omstændigheder miste. Rørledningsproblematikken vil blive løst før eller senere, når nabolandenes behov bliver store nok, eller oliepriserne tillader større investeringer i rørledninger igen.
For både Rusland og USA kan spørgsmålet ironisk nok blive, om de ønsker at medvirke aktivt til dannelsen af et regionalt samarbejde, eller om de ønsker at se helt nye aktører i det kaspiske område. Det gælder f.eks. kinesiske eller europæiske firmaer og på sigt EU og Kina, der begge har et mere pragmatisk forhold til de regionale aktører og deres ressourcer.

Paul Wiberg Jørgensen er
stud.scient.pol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu