Læsetid: 5 min.

Nu er det tid at handle

13. december 1999

Klart behov for en reform af den offentliges behandling af forældremyndigheds- og samværssager

Skilsmissebørn
Der er et klart behov for en grundig reform af den offentliges behandling af forældremyndigheds- og samværssager ved oprettelse af familieretslige institutioner i hvert amt, hvor voksenpsykologiske og børnesagkyndige uddannede personer får hovedansvaret for skilsmissefamilier med problemer. Der ville være tale om en omlægning af statsamternes nuværende opgaver med hensyn til samværssager. De famlende forsøgsordninger de sidste par år med konfliktmægling i Københavns Statsamt og med rådgivende samtaler med børn helt ned til fire-fem års alderen i Københavns og Vejle Statsamter har haft en positiv hensigt, men har på ingen måde givet overbevisende resultater.
I 1982 holdt Børns Vilkår et to-dages tribunal "Børn og skilsmisse" med deltagelse af en stor tværfaglig gruppe af landets førende eksperter indenfor familieret og skilsmissebørns vilkår. De forslag til konstruktive ændringer af retssystemets behandling af den psykiske traume, som en skilsmisse oftest er for alle de invilverede parter, især børnene, var velovervejede efter disse fagpersoners mange års erfaringer med skilsmissefamilier.

Barnet bestemmer
Hvad var det for ændringer der blev forslået dengang for 17 år siden i 1982?
Det mest interessante indslag kom fra overlæge Hedvig Jakoby, som foreslog:
1) mere smidige og individuelle retningslinjer for samkvemsordninger.
I stedet for at tage mere individuel hensyn til den enkelte skilsmissefamilies behov, er man her sidst i 1990'erne begyndt at indkalde børn helt ned til småbørnsalderen til korte engangssamtaler, hvor man retter sig stort set fuldstændigt efter barnets udtalelser mht. samværsønsker med med lidt hensyntagen til barnets modenhed, og det vel at mærke med en børnesagkyndiges medvirken. Altså, barnet får hovedansvaret for at vælge mellem mor og far mens de voksne, inklusiv både den juridiske og den børnesagkyndige sagsbehandler, forholder sig passive.
2) lettere adgang til at flytte forældremyndigheden, hvis den ene part, der har myndigheden, ikke udviser tilstrækkelig smidighed mht. at imødekomme barnets behov for kontakt med den anden forælder. Denne mulighed er faktisk blevet indført i den seneste lov om forældremyndighed og samvær af 1995 i både º 12 og º 13, men det er så godt som aldrig blevet afprøvet med positivt resultat i retssystemet.
3) oprettelse af en familieretslig institution i hvert amt med direkte adgang til social og psykologisk vejledning for at kunne afhjælpe eller måske hindre nogle af de psykologiske og sociale følgevirkninger af familiens opløsning. Sådan en institution vil gøre det muligt at få kontakt med familien på et tidligt tidspunkt, ligesom parterne allerede ved første henvendelse kan møde kvalificerede personer, der forstår deres situation og har den fornødne tid til rådighed til at vejlede dem.

17 år senere
I Information den 1. marts 1999 (altså 17 år senere!) kunne man læse nøjagtigt det samme forslag fra fire kliniske psykologer og børnesagkyndige rådgivere ved Frederiksborg Statsamt: "Vi vil tilråde, at det blev muligt for forældre at få tilbudt børnesagkyndig rådgivning endnu tidligere i forløbet, faktisk allerede, når de overvejer at flytte fra hinanden. Ud fra vor erfaring kunne sådant et tilbud hindre eller mindske omfanget af illoyale udtalelser og uhensigtsmæssige og krænkende handlinger, som siden kan gøre det vanskeligt at forsone og som derfor får en ukonstruktiv indflydelse på samarbejdet om børnene."
4) skilsmissebørn har behov for en humanisering af den retslige sagsbehandling. Denne ville foregå bedst ved psykologisk vejledning i form af konfliktmægling i forældres uenigheder, hvor man kun bruge juristen til sidst til at udfærdige samarbejdsaftaler (i modsætning til de nuværende samværsresolutioner), som begge forældre er nået til enighed om.

Grund til bekymring
I 1998 havde Københavns Statsamt et konfliktmæglingsprojekt, hvor ifølge kontorchef Lone Hørup Knudsen, ca. 80 deltagende par havde positive erfaringer mens ca. 220 andre adspurgte par afviste tilbuddet. Er disse tal overbevisende eller er der grund til at være bekymret for de involverede børn hos de 220 afvisende par?
En statsamtskontorchef mente, at man skulle ombygge hele det familieretslige behandlersystem. Det var indlysende for ham, at den retslige arbejdsform har vist sig at være aldeles uegnet til at belyse, hvad der vil være det mest hensigtsmæssige for et barn, når der i de fleste tilfælde er tale om valget mellem to tilsyneladende fuldt forsvarlige muligheder. Det bekræftes af, at selv dommere har erkendt, at de føler sig på glatis, når de på grundlag af retlige forhandlinger skal træffe afgørelser af denne art.
Han understregede, at forældre, der slås - uanset hvordan - udøver en yderst betænkelig form for børnemishandling. Man skal kaste alle de behandlingsmæssige ressourcer, som systemet råder over, ind på at sætte forældrene i stand til at samarbejde om tilrettelæggelsen af familiens fremtidige forhold efter samlivets ophævelse, som er lige præcis det modsatte af, hvad man bruger de offentlige midler til i dag, hvor man ofrer mange penge og kræfter på at lade parterne slide sig selv op og umuliggøre deres indbyrdes forhold.
I sager hvor forældre er uenige om, hvor et barn skal være, eller hvordan kontakten til begge forældre skal opretholdes, er der slet ikke tale om juridiske problemer, og de menneskelige relationer kan kun blive yderligere maltrakteret, hvis problemerne angribes, som om de var juridiske!
Statsamtskontorchefen foreslog helt konkret, at man opbygger en ny behandlingsinstans med en stab af medarbejdere med helt andre grunduddannelser end juristers.
Mange personers årelange erfaringer indenfor offentlige institutioner har lært dem, at det er praktisk talt umuligt at få ændringer igennem, især lovændringer, hvis ikke de personer, der lider under gældende love og paragraffer, tager initiativ til at kritisere praksis, kræve ændringer og helst også fremsætte konstruktive forslag. I Danmark har man en tradition for først at lave lovændringer, når der er vokset en ny holdning frem i befolkningen. Denne ny holdning er nu kommet i løbet af 1990'erne, hvor flere og flere personer, inklusive og måske især skilsmissefamilier, indser nødvendigheden af, at man indfører grundig og psykologisk baseret vejledning og mægling på automatisk basis indenfor familieretslige institutioner i hvert amt.
I løbet af 1990'erne er der blevet rejst et bredt krav overfor politikerne mht. endnu en gang at forbedre lovgivningen vedrørende behandlingen af skilsmissesager, især da man formentlig må se i øjnene, at antallet af skilsmisser stadig vil stige, samt at der herved bliver et stadig større antal børn (1999: ca. 390.000 børn), der ikke kan leve sammen med begge deres biologiske forældre under opvæksten, men som må tilpasse sig nye familier og familiemønstre. Børnene fortjener, at man fra det offentliges side kan give en velkvalificeret og professionel sagsbehandling, som er i børnenes tarv, for at skilsmissesituationen kan blive så lidt traumatiserende som muligt for alle parter. (fork. af red.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu