Læsetid: 3 min.

At vælge det bedste

Debat
30. december 1999

Tilværelsen som hver dag forældes med præcis én dag er mærkværdig

MEDIER
Jeg lever! Men hvordan formår jeg overhoved at påstå dette. Som når Søren Ulrik Thomsen skriver: "Jeg er levende', i hans smukke digt Levende fra City Slang - en af den danske poesis bedste digtsamlinger efter min mening. Tilværelsen som hver dag forældes med præcis én dag er mærkværdig. Selvom nye generationer opstår, vil tilværelsen for mit vedkommende altid blive en dag ældre om dagen, og en dag mindre vil der være at leve i.
Selvom dette er et noget egoistisk syn, er det forståeligt, menneskets immanente subjektivitet taget i betragtning.
George Berkeley's filosofiske skole, som jeg ikke er tilhænger af, var af den opfattelse at tingende kun er til, fordi vi sanser dem. Eller endnu mere korrekt formuleret, men sat på spidsen: Genstandende i vores erfaringsverden eksisterer kun i vores opfattende bevidsthed.
Værensbegrebet er her et begreb om perception, at vi oplever det. Men tingene, genstandene, ja hele Verden, vil også være til når jeg er død. Kun Jordens undergang kan resultere i det modsatte.
Måske grunden til det høje antal massemordere og skrupelløse psykopater er, at disse ikke kan leve med tanken om, at der er nogle tilbage efter deres død. Så hvis de ikke har midler til udslettelse af hele Jorden, kan de i hvert fald slå så mange mennesker ihjel, inden deres egen død, som det er dem muligt. Og så vil Verden være lidt tyndere befolket end ellers, og det kan så være deres omvendte skaberværk.

Vi er ikke af det gode
Vi mennesker vil skabe alt muligt mærkeligt, også ulykke og tvister, hvis vi ikke duer til andet. Det er ganske forfærdeligt, men vi mennesker er ikke af det gode. Løgstrup er jeg heller ikke enig med. Men selv om spejlet hver morgen, eller i hvert fald visse morgener, gør sit bedste for at lade mig vide, at jeg bare er en portion ligegyldig biologisk nedbrydeligt materiale, giver jeg ikke op. Der skal kæmpes videre, som det også ses i filmen Fight Club, om to mænd, der starter en 'slåskamp klub'.
Filmen, i bund og grund en beretning om menneskets indre kamp, og det stigende antal af skizofrene og ikke mindst skizoide mennesker, er ganske udmærket i øvrigt. En væsentlig årsag til menneskets næsten moderigtige splittelse skyldes den 'reklamiserede' verden, hvor slogans og idéer om hvordan vi skal være både i tøjet, i sengen, i fritiden og på arbejdet er dagens budskab. Bannerskabte idealbilleder. En ny ikondyrkelse. Bradley Pitt udtaler i filmen, at noget af det der skræmmer ham er undertøj med folks hele navn på. Tænk bare på Calvin Klein, der ikke forklejner idéen om simpelthen at skrive hele sit navn på en generations undertøj.
Det er da egentligt for ulækkert, lidt det samme som hvis Windows-programmerne pludselig hed 'Bill Gates 2000'.

Mere dårligt tv
Vi er altså blevet ofre for virksomhedernes manipulation, men har på den anden side også selv valgt det! Hvad tv angår f.eks..
I sin 'sluttale' hævdede Casper Christensen i Mandrillen, at jo mere ligegyldigt fjernsyn vi vælger at se, jo mere ligegyldigt fjernsyn vil der blive sendt. Alt det bøvede tv med dårlige talkshows, Se det ske, 48 timer, Forbudte mænd osv. - Dét er rædselsfuldt efter min mening. Fight Club med hr. Pitt og Edward Norton, som talentfuldt slynger budskabet om selvstændig tankegang ud til seerne, har jo også et verdensbillede, den vil overbevise os om, og den opstiller også nogle idealer, der kan være svære at leve op til.
Løsningen er ikke at hoppe ud foran Linje B . Vi skal vælge det bedste fra vores omgivelser, fra livet, heriblandt også medierne og filmmediet.
Og så selv skabe os en realistisk virkelighed med en passende mængde sandhed i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her