Kronik

Weiss kvæler dialogen

17. december 1999

Forskningsministerens netuniversitet kan ikke erstatte det spillevende ping-pong mellem studerende og lærere

Det virtuelle rum
Hun gav sig lov til at sove længe, for det var blevet sent dagen før. Hendes søn havde installeret et nyt spil på pc'en, og da han havde forladt det ved midnat, måtte hun lige sætte sig og prøve. Det var blevet til halve og hele timer. Forsinket med et tilsvarende tidsrum fulgte hun sin vanlige morgenrutine. Kaffemaskine, brødrister og computer blev tændt før hundens morgenluftning, og da hun kom tilbage, tog hun brød og kaffe med ind til skærmen for at se, hvad der var kommet af e-post. Det var ikke meget: En besked fra underboen om, at den fælles vaskemaskine nu var repareret, samt en reminder fra net-uni om, at den kommende uges artikel med læsevejledning ville være på nettet fra fredag.
Faktisk havde hun endnu ikke fået læst denne uges net-artikel. Det var svært at disciplinere sig, når man sad alene med det. Men hun havde afsat timerne i middagsstunden - før halvdagsjobbet - til i det mindste at få begyndt på ugens læsning.
Der skete ikke meget på jobbet. Mæglerne var ude at køre, og telefonopkald var der ikke mange af, så hun havde ro ved computeren til at lave de sædvanlige opstillinger på en stribe nye emner. Da hun kom hjem, var mørket faldet på, og bag ruderne i blokken kunne hun se lyset fra de mange tændte tv- og pc-skærme. På afstand så det ganske flot ud, og synet gav hende en fornemmelse af en form for fællesskab.
Da hun var startet på net-uni i september, savnede hun et studiemiljø, som hun havde haft det i sin gymnasietid og gennem årene derefter under sin handelsuddannelse. Nu havde hun så småt vænnet sig til måden, net-uni foregik på, og det havde hjulpet, at hun havde fået kontakt med to medstuderende, en på Bornholm og en i Hirtshals. De chattede på nettet, når der var noget i teksterne, de ikke forstod, og de chattede også lidt om løst og fast. Men hun måtte nu indrømme, at hun glædede sig til starten af for-året, hvor alle skulle mødes på universitetet og hilse på lærerne.

Ovenstående er science fiction, men en kortfristet en af slagsen. Fiktionens formål er nemlig at give kød og blod til forslaget om oprettelsen af et dansk net-universitet fra september 2000.
Forslaget er forskningsministerens, og som det blev gengivet i radioaviser vist nok den 1. december, var det tanken, at i princippet alt skulle kunne foregå via nettet, sågar eksamensafholdelse (lad naboen klare skærene). I lokalradioen samme dag lod en nordjysk prorektor sig interviewe om ideen og lod sin tilslutning (vist også medvirken) til ideen ledsage af den moderation, at lærere og studerende også kunne mødes fra tid til anden.
Total netbasering eller næsten total gør en beskeden forskel, men uanset om man hæfter sig ved radio-avisens totale variant eller prorektorens modererede, så kalder forslaget om et net-uni på nogle grundlæggende overvejelser.

Uddannelse består i udrustning dels med indsigt, altså viden, og dels med færdigheder, eksempelvis den færdighed på egen hånd at kunne skaffe sig yderligere viden. På uddannelsesinstitutionerne - videregående som alle andre - pågår denne dobbelte udrustning v.h.a. en varieret vifte af metoder og teknikker.
En enkelt af disse metoder er den rene transport eller overførsel. Bedst egnet er denne metode, hvor målet er viden. Viden kan transporteres til den studerende gennem læsning eller gennem forelæsning.
Kilden er bogen eller læreren, der så at sige 'ved i forvejen', og den studerende behøver blot at lukke øjnene op eller slå ørerne ud, så der kan fyldes på, skriftligt eller mundtligt. I princippet kan også færdigheder stimuleres på denne måde. Der læses eller forelæses så ikke om hvem/hvad/hvor, men om hvordan. Læsningen eller forelæsningen beskriver, hvordan en færdighed udøves.
En anden metode er imidlertid øvelsen og egenerfaringen, og bedst egnet er denne metode, hvor målet er færdigheden. Færdigheden opnås her gennem gentagne egne forsøg - herunder fejlslagne forsøg - og med løbende fødselshjælp fra lærere og fra medstuderende. I princippet kan også viden indhøstes ad denne vej. Den studerende går - under vejledning - selv på opdagelse og kortlægger og beskriver sit stof.
Der findes på universiteterne en tradition for principiel undsigelse af den pædagogiske fødselshjælp. Universiteterne tilbyder jo uddannelse på højeste niveau, og på dette kronede niveau 'meddeler' man undervisning og 'læser' man timer. Men et er principper, noget andet er realiteter.
Alle universitetsundervisere vil nok være enige med mig i, at den daglige praksis rummer en blanding af den vidensmæssige 'tankstation' og den pædagogiske 'fødselshjælp'.
Denne blanding går helt og aldeles på tværs af faglige discipliner og af lokalestørrelser: Selv forelæsningen for hundrede kan punkteres af en kort dialog med en enkelt, hvor en indsigt kan hjælpes på gled. Og selv under en enetime på et musikinstitut kan fødselshjælpen for den studerendes sangkunst med held afbrydes af tre minutters docering om stemmebrug i fuldregistret.
Fødselshjælp for indsigter såvel som for færdigheder er altså en del af universitetsunderviserens hverdag. Ganske vist har besparelser og studietidsnedskæringer haft som effekt, at uddannelserne er blevet mere komprimerede og stadigt mere lagt an på auditoriernes og seminarlokalernes overførselsmetode.
Men fødselshjælpen foregår stadig - dels som kiler i forelæsningerne og dels i form af vejledning og korrektion ved mere øvelsesbaserede aktiviteter. Og hvis universitetsundervisere oplever noget, der ligner lykkestunder, så gætter jeg på, at disse stunder netop er situationer, hvor en hjælpende her-og-nu-indsats fører med sig, at en indsigt eller en færdighed kommer på gled: En fremlæggelse afføder et spørgsmål, som demonstrerer, at noget har været misforstået.
Underviseren forsøger at rette op på misforståelsen gennem et nyt og hurtigt lanceret tavle-eksempel. Dette afføder et nyt spørgsmål, som demonstrerer, at forholdet stadig ikke er korrekt forstået, men som samtidig tydeliggør, hvori misfor-ståelsen består. Dette bringer underviseren i stand til gennem et nyt og skærpet eksempel at udrydde misforståelsen og skabe den klarhed, som netop ikke var til stede forud.

Den nettilsluttede computer kan bruges til meget i uddannelsessektoren. Der kan korresponderes på den med en hurtighed, der udkonkurrerer det manuelle postvæsen. Der kan distribueres f.eks. tekster på den med samme hurtighed. Og så kan der findes information på den og igen med en hurtighed, der overgår f.eks. det fysiske biblioteksbesøg.
Den net-forbundne computer er kort sagt en formidabel kommunikations-, distributions- og informations-teknologi, og derfor er den også et værdifuldt værktøj i en uddannelsessammenhæng. Blandt andet kan den bruges som kanal for den side af uddannelsesaktiviteten, som jeg oven for beskrev som påfyldning. Nettet er en næsten lige så god 'benzinslange' for overførsel af viden, som bogen eller
forelæseren er det.
Men det spillevende ping-pong, det situationsbestemte stofskifte mellem studerende og underviser, hvor indsigt eller færdighed hjælpes på vej, kan nettet ikke klare. De gevinster, der høstes her og nu gennem lydhørhed og hurtige verbale indgreb, gennem det improviserede, men vellykkede eksempel, der skaber aha-oplevelsen, netop disse gevinster kan skærmen og de bagvedliggende elektroniske landskaber ikke levere.
Derfor er den netforbundne computer hverken en helt eller delvis tilstrækkelig uddannelsesteknologi! Og gør man den til det, så gennemfører man en alvorlig reduktion i hele vores begreb om, hvad uddannelse er. Som tendens reducerer man uddannelse til information. Og det er det samme som at forringe uddannelsen.
Denne reduktion og forringelse kan gradbøjes: I net-uni-ideens til-spidsede variant, hvor alt foregår via nettet, er reduktionen og dermed forringelsen maximal. I den prorektorale og modererede variant, hvor man mødes en gang imellem, er forringelsen i sagens natur tilsvarende modereret!
En kronik vælter næppe ideen om net-uni, og jeg har ikke magt, som min prorektor og min forskningsminister har agt. Men hvis net-uni bliver realitet, håber jeg, at de, der indlader sig på spøgen, vil møde net-uni med den holdning, som ideen kalder på: sund skepsis over for net-uddannelsernes hele pædagogiske kvalitet.

Per Drud Nielsen, lektor i musik ved Aalborg Universitet

Apropos - Vi halter ikke bagud
Parallelt med den almindelige forblændelse ved det teknologiske værktøj, midlets ophøjelse til formål, kan man støde på en form for tekno-hegelianisme: Den korrekte opfattelse af, at vi er passagerer på historiens tog, og at togets lokomotiv bl.a. er teknologien, samt den forhåbentlig fejlagtige opfattelse af, at dette lokomotiv drives frem uden lokofører! Ud fra denne opfattelse af historiens menneskeuafhængige gang gælder det om at hænge på og ikke halte bagud. Det blir til en værdimålestok, at vi til stadighed udnytter den accellererende teknologis muligheder til disses ydergrænse. Og i tilfældet net-uni sågar hinsides denne grænse!
I radioaviserne den 1. december var denne tekno-hegelianisme på spil. Det blev refereret, at kun en procent af danske universiteters fjernstuderende blev undervist ved brug af nettet, mens det tilsvarende tal i lande, vi normalt sammenligner os med, var 10 procent. Konklusionen var, at vi haltede bagud. Men hvad er bagud, og hvad er fremad? Og hvordan stiller det hele sig, hvis ikke teknologiudnyttelsen, men derimod den pædagogiske kvalitet og mangfoldighed i uddannelserne er værdimålestokken?
Jo mere man baserer uddannelsesaktivitet på de store informationsmaskiner, desto større er risikoen for, at man reducerer uddannelse til at være betjening hhv. benyttelse af en vidensmæssig tankstation. Og historisk hører en sådan lærdomstransport jo som bekendt især middelalderen til! Siden da er den blevet overhalet i flere historiske etaper af en mere dynamisk opfattelse, og studerende er blevet trænet i selv at udforske deres studieområder. Denne udvikling var bl.a. en del af Humboldts universitetsreform i starten af 1800-årene. Og i det perspektiv må man vel sige, at net-uni - med dets tendens til konservering og distribution af lærdom - halter voldsomt bagud!
pdn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu