Læsetid: 2 min.

Ensidig gentaget debat

28. januar 2000

CASA-forskerne kan ikke komme udenom, at det hovedsagelig er arbejsgiversiden, de har talt med i de telefoninterviews, de bygger deres materiale på

Forskning
CASA-forskere Peter Hasle og Niels Møller er naturligvis sure over, at deres rapport om handlingsplanen mod ensidig gentaget arbejde bliver kritiseret.
Derfor har forskere i et vredt indlæg her i Information beskyldt Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere for ikke at have læst deres rapport rigtigt.
Sandheden er, at vi i den grad har nærstuderet CASA-rapporten, fordi dens konklusioner har stor betydning for det fortsatte arbejde imod det nedslidende ega-arbejde.
Vores hovedpolitik går på, at der er et kæmpe modsætningsforhold mellem rapportens indhold og rapporten konklusion, hvor der ordret står: "I løbet af perioden siden lancereringen af handlingsplanen har virksomhederne reduceret antallet af ansatte med EGA med omkring en fjerdedel. Dette resultat er meget positivt (...) og man må derfor betragte den indsats, der indtil nu er iværksat, som en klar succes".

Passer konklusionen
Sandsynligvis en konklu-sion, der passer de ansvarlige for handlingsplanen - LO og DA - glimrende.
Men langt fra en konklusion, der passer til realiteternes verden.
Og heller ikke en konklusion, der svarer til, hvad man kan læse af artigheder inde i CASA-rapporten. Her kan man nemlig læse, "Flertallet af virksomhederne ser ud til at have relativ lang vej igen, før de har halveret EGA" og "at man må frygte at EGA-processen er gået i stå".
Hvordan hænger disse modsætningsfyldte beskrivelser sammen.
De passer under ingen omstændigheder til den triste virkelighed, vi kender fra slagterierne og fremstillingsindustrien i dag.

De ubekvemme tal
Og hvorfor har CASA-forskerne ikke nævnt i rapporten, at der i perioden 1993-97 har været en stigning i anmeldte EGA-lidelser på 24 procent. Måske fordi dette ubekvemme tal ikke passer ind i jubelkonklusionen, om at her går det godt fru kammerherreinde.
CASA-forskerne kan heller ikke komme udenom, at det hovedsagelig er arbejsgiversiden, de har talt med i de 161 telefoninterviews, de bygger deres materiale på.
Vi forstår i det hele taget godt, at Peter Hasle trækker i land og begynder at så tvivl om det videnskabelige i rapportens konklusion om, at EGA-arbejdspladserne er reduceret med 26 procent.
Ikke mindst fordi rapportens forfattere på intet tidspunkt har vurderet eller diskuteret om faldet i EGA i hovedsagen skyldes nedlæggelsen af den danske tekstilindustri.
Det er også CASA-forskerne, der skal lave den endelige rapport, om indsatsen mod det nedslidende og monotone EGA-arbejde. Den slags arbejde som hævdes forlængst afskaffet i det moderne "Informationssamfund". Vi håber, at den endelige CASA-rapport vil tegne et mere realistisk billede af virkeligheden - til gavn for de 200.000 hovedsagelig kvinder, der udfører det nedslidende arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu