Læsetid: 3 min.

Folkets stemme

3. januar 2000

Hvis folket blev spurgt, ville det naturligvis takke nej til en multietnisk stat

Hyperpolitik
Jean Marie Le Pen er den eneste politiker i Frankrig, hævdede den franske sociolog Jean Baudrillard engang. Resten lader blot som om, de er politikere. De agerer, som var der en ekstern givet virkelighed, man kunne forholde sig politisk til.
Le Pen derimod har indset, at en sådan virkelighed blot er en nostalgisk illusion. Han ved, at politikerne selv producerer de genstande, de agerer politisk i forhold til. Forestillingen om folket, den rationelle politik, de presserende sager mv. er konstruktioner. Politik er et stort teater, hvor drejebogen er skrevet af spindoctors, pressetjenester og reklamebureauer.
Tidens politiske skuespil har intet publikum. Det forhindrer dog ikke de fleste politikere i at spille videre, som var det folket, de stod overfor.
Le Pens særkende er, at han ikke som resten blot lader som om det politiske eksisterer. Hans bedrift er at hyperrealisere politikken. Han refererer til det, der er mere politisk end det politiske selv. Hvad er da dette 'det hyperpolitiske'?
Krigen, naturligvis! Le Pens retorik rummer blot ét postulat: Frankrig er ved at blive invaderet af de fremmede. Det er et spørgsmål om nationens sikkerhed, og et sådant emne er naturligvis hinsides politisk diskussion.

Pia Kjærsgaard
Kunne man i forlængelse af Baudrillards analyse med samme ret hævde, at Pia Kjærsgaard er den eneste politiker i Danmark? Man må svare 'ja', hvis man som Baudrillard med politik forstår affyringen af emotionelle projektiler mod en tavs og passiv masse.
Tales der ikke bestandigt om folket, og hævdes det ikke netop, at Dansk Folkeparti må tale på vegne af dette folk, fordi det ingen stemme har?
Hvis man med den politiske tale forstår 'det ondes sprog', der skærer igennem de sædvanlige argumenter om hensyn til teknisk mulige løsninger, og i stedet udråber nationen til at være i en tilstand, hvor dets sikkerhed er truet, ja, så kan man ligeledes med god ret anskue Pia Kjærsgaard som Danmarks svar på Le Pen.
Dansk Folkeparti kræver i den seneste kampagne, at danskerne gennem en folkeafstemning tager stilling til, hvorvidt Danmark skal være multietnisk (Berlingske Tidende den. 22. dec. 1999).
Ingen har nogen sinde bekymret sig om at høre folket i denne sag. De seneste tal om indvandring fra Danmarks Statistik er "chokerende".
Indenfor en overskuelig tid vil København og Århus have "fremmed-flertal". Danskerne vil komme i mindretal i deres egen hovedstad. Danmark er i "et tordnende tempo" ved at blive omdannet til en multietnisk stat. Det er "forfærdeligt!", som Kjærsgaard siger.
Heldigvis ønsker den danske befolkning ikke dette. Protesterne er ikke så højlydte, men det skyldes udelukkende, at den politisk korrekte 'godhedsindustri' dominerer mediebilledet.
Hvis man nu i stedet spurgte folket, så ville det naturligvis takke nej til en multietnisk stat. En folkeafstemning ville kunne vække de tavse masser til live og give dem en stemme. 'Godhedsindustrien' har bildt folket ind, at indvandringen ikke kan standses, men selvfølgelig kan den det. "Vi er da endnu et frit land", slår PK fast.

Frø af ugræs
Man får her let associationer til Kaj Munks strofe: Frø af ugræs er føget over hegnet. Da han skrev det, var Danmark invaderet af Nazityskland.
Nu er vi i følge Pia Kjærsgaard invaderet af de fremmede. Truslen er ikke mindre end dengang, og tiden for handling er heller ikke forpasset.
Man kan jo starte med at stemme på Dansk Folkeparti.
Kjærsgaards kommentar er usmagelig populisme. Naturligvis skal man diskutere flygtninge- og indvandrerpolitik, men det skal gøres i en sober og konstruktiv tone.
Det folk, som ustandseligt påkaldes i hendes kommentar og forestillingen om den fremmede trussel, som der lige så ofte refereres til, er basalt set del af en retorik, der har til hensigt at stoppe enhver diskussion.
Hvad ville konsekvenserne af den foreslåede afstemning være, hvis der stemmes ja. De 'fremmede', som allerede bor her, ville blive stemplet som andenrangsborgere. Man kunne videre anføre, at vi allerede har erfaringer med 'folkeafstemninger' af den art, Pia Kjærsgaard foreslår.
På Balkan blev en lang række politikere i sin tid valgt på programmer, der indeholdt et nej til multikulturalisme.
Hvis man skulle anvende en retorik, der er ligeså hyperpolitisk som Pia Kjærsgaard, så er det tilstrækkeligt at nævne, at vi netop har kæmpet mod konsekvenserne af en sådan politik, der i sin yderste konsekvens kan legitimere etnisk rensning.
Lad os påkalde en trussel. Ikke mod nationen, men mod humanismens idealer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu