Kronik

Fremtiden tilhører de unge

Debat
3. januar 2000

"Ungdom! Ungdom! Der er absolut intet andet i verden, det er værd at have!", proklamerede Oscar Wilde som et ekko fra den nye frihedstanke, der gjorde ungdommen til fremtiden

Historisk set

Visioner om fremtiden har været et selvfølgeligt indslag i den fortælling om os selv, som vi kalder Vesterlandets historie, selv om disse visioner har varieret radikalt fra tid til tid.
Det, man i første omgang tænker på i denne sammenhæng, er naturligvis alle de ideologiske, politiske og religiøse fremtidsskildringer, der er lagt frem op gennem historien: Fra ekstatiske millenaristiske beskrivelser af himmerige på jorden til forskellige utopiske skildringer af en ny og bedre verden. Man tænker på Augustinus, Thomas More, St. Simon, Robert Owen, William Morris, Frank Bellamy - bare for at nævne nogle navne.
Til den politiske idéhistories sværvægtere kan man så føje skønlitterære skribenter, der har spekuleret i fremtiden - fra Jules Verne og George Orwell til vore dages science fiction-forfattere med deres cyberdrømme.
Men ved siden af fremstillingen af alle disse mere eller mindre håndfaste visioner vil jeg sætte et andet perspektiv. Mod den kontinuitet i synet på fremtiden, som jeg her har skitseret vil jeg stille tanken om et radikalt brud, når det drejer sig om vor måde at forholde sig til fremtiden på.
Når jeg siger brud, lyder det naturligvis abrupt, men jeg taler i virkeligheden om en tidsperiode på måske 100 år, fra 1750 til 1850 meget groft regnet. For enkelhedens skyld kan vi kalde det modernitetens gennembrud.
Det vigtigste, der er sket i denne periode - lige så vigtigt som opfindelsen af dampmaskinen, den franske revolution eller aktieselskabernes gennembrud - er, at et nyt syn på mennesket begynder at brede sig. Det er et dynamisk syn, som fremhæver individets mulighed for at udvikle sig og forandre sit eget liv.
Menneskets plads i samfundet var ikke længere givet ved fødslen og bestemt for resten af livet. De traditionelle hierarkiske strukturer blev sat under pres. Social mobilitet blev mulig; med ambitioner, flid og kundskaber kunne man forandre sin sociale position.
Det her er naturligvis ikke noget nyt; det er sagt mange gange før. Jeg hentyder til det, Marx taler om i Det Kommunistiske Manifest, om "de gamle feudale bånds bortdøen" og om, at "alt helt forflygtiges" - med et andet Marx-citat, som Marshall Berman så træffende brugte til at sammenfatte modernitetens idé i begyndelsen af 1980'erne.

Min pointe er en anden - nemlig, at denne modernitet, denne accept af forandring som et grundlæggende faktum for menneskelig eksistens, også forandrede fremskridtstroen, visionerne af fremtiden. Ikke umiddelbart, ikke på en bestemt dato, men langsomt i løbet af 1800-tallet og ind i 1900-tallet.
Ved siden af de profetiske og apokalyptiske visioner, fra detaljerede tegninger over, hvordan mennesker skulle leve, spise og elske i fremtiden, og en slags forsøg på at fremstille kommende helveder, opstod en anden type fremskridts-tro, en modernitetens fremtidstro.
Men denne nye type fremtidstro fremhævede ikke først og fremmest et eksakt billede af fremtiden, den lovede ikke, at det skulle blive præcis sådan eller sådan. Den sagde noget andet: Fremtiden er åben, vi er frie til at skabe vor egen fremtid.
Ligesom individet kunne frigøre sig fra traditionernes bånd, fra historiens tvang, og tiltage sig kontrollen over sin egen skæbne, sådan kunne nationen, menneskeheden, arbejderklassen, kvinderne eller hvilke grupper man nu dyrkede, også frigøre sig, emancipere sig og skabe et nyt og radikalt anderledes samfund. Den amerikanske idéhistoriker Robert Darnton har beskrevet den franske revolutions bærende ideologi som possibilisme - troen på, at alt er muligt.
Og fremtiden var så ny og radikal, at den ikke kunne beskrives med de begreber og forestillinger, der var ved hånden. Hvert forsøg på at definere fremtiden ud fra nuets begrænsede horisont måtte nødvendigvis komme til kort.
Jeg tænker her i høj grad på den metafysiske, historiefilosofiske idé, at mennesket skulle kunne træde ud af historien, træde ud af nødvendighedens rige og ind i frihedens rige. Og friheden kan man ikke lænkebinde med eksakte beskrivelser; den må være noget helt andet end de omstændigheder, man tidligere levede under.
Det var jo Marx' kritik af utopister som St. Simon, Fourier og Owen. Deres velorganiserede utopier var bare skrivebordsprodukter; de var uvidenskabelige, for de tog ikke hentyn til den forandringskraft, som mennesket kunne udvikle, hvis det blev bevidst om de samfundsmæssige strukturer, der begrænsede dets frihed.

Det, jeg taler om, er altså friheden som fremtidsprojekt, som vision. Det er et svært og abstrakt fremtidsprojekt, netop fordi det ikke er muligt at beskrive det konkret i ord og billeder. Det er lettere at lave byplaner, skrive love, skildre gode middage og seksuel tilfredsstillelse for alle - eller fantastiske opfindelser, tekniske innovationer.
Det kan virke som en fremtidstro for filosoffer og andre med anlæg for abstrakt tænkning. Almindelige mennesker spørger snarere efter de materielle levevilkår. Alligevel mener jeg, at denne nye idé - friheden som fremtidsvision - spillede og stadig spiller en stor rolle med hensyn til at skabe fremtidstro. Og den fik en konkret form i menneskers tankegang i 1800-tallet; den tog form i et særligt sprog, en særlig måde at tænke på, som endte med at trænge helt ned til samfundets bund.
Den klareste form for denne nye type fremtidstro - men ikke den eneste - var den forståelse af børn og unge og forholdet mellem generationerne, der opstod i 1800-tallet. Den nye fremtidstro blev repræsenteret af en særlig slags ungdomsretorik, der kom til at gennemsyre Europa og USA i 1800-tallet med et gennembrud omkring århundredskiftet.
Moderniteten indebar i sidste instans, at foranderlighed begyndte at blive betragtet som en naturlig menneskelig tilstand. Det mest umiddelbare udtryk for dette nye syn var, at barndommen og ungdommen fik en helt ny stilling i samfundet.
Hvis individet kan forandre sig selv, hvis det er herre over sin egen skæbne, så bliver det jo af afgørende betydning, hvad det foretager sig i ungdomsårene. Ungdommen bliver en afgørende livsfase:
Hvordan man håndterer den, hvilke kundskaber og færdigheder man erhverver sig, hvilke laster og dyder man gør til sine - alt dette afgør ens fremtid.
Man går ikke længere i forældrenes og den tidligere generations fodspor, men træffer selv en række afgørende beslutninger om, hvilke kundskaber man skal skaffe sig, hvilke risici man vil udsætte sig for, hvilke ambitioner man skal have - kort sagt, man skaber sig selv som individ.
Ungdommens frigørelse fra det traditionelle samfund var naturligvis en kompliceret historisk proces, som blev drevet frem af såvel sociale som mentale forandringer. Men effekten var entydig: Fra at have været en temmelig upåagtet og forholdsvis integreret del af det agrare samfund blev de unge en særskilt kategori uden for voksensamfundet. Og denne udenforståenhed fik både negative og positive fortegn.
For dem, der havde et positivt syn på samfundsudviklingen, blev de unge et løfte om en ny og bedre verden. I kraft af deres idealisme var de unge renere og stod moralsk højere end den kyniske, trætte og korrumperede voksenverden.

Ungdommen blev en måde at skabe fremtiden på. Ikke i form af nogen bestemt utopi - ungdommen blev anvendt af alle de forskellige lejre; der var socialistiske, religiøse og nationalistiske ungdomsbevægelser og ungdomsforeninger inden for afholdsbevægelsen. Men som et middel til at iklæde ideen om et helt nyt og anderledes samfund en sprogdragt, som mennesker kunne forstå.
De unge repræsenterede håb, mod, vitalitet og handlekraft. De var befriere, som gennem deres energi og begejstring skulle gennemføre mægtige projekter. De ældre havde kun lidt at lære fra sig, men meget at lære af den yngre generation.
Den bedste måde at opdrage børn og unge på var at gribe så lidt ind som muligt, mente radikale pædagoger. Ondskab og umoral fandtes ikke hos børnene, men hos deres forældre og lærere.
Konservative mennesker så ungdommen som en trussel, som en forudanelse om en kommende ond fremtid. Ungdomstiden var en farlig brydningstid, hvor man blev udsat for tillokkelser og fristelser, som måtte overvindes, hvis man skulle indtage sin plads i samfundet.
Individernes karakter skulle dannes, og dertil krævedes voksenverdenens ledelse og beskyttelse. Den kropslige disciplinering var vigtig; det gjaldt om at forhindre de unge i at give sig hen til alkohol, tobak, onani og andre laster.
Men i begge tilfælde blev de unge stillet uden for samfundet, som en repræsentant for fremtiden. "Idet jeg her tænker på ungdommen, råber jeg 'Land! Land!'," skrev Nietzsche.
"Ungdom! Ungdom! Der er absolut intet andet i verden, det er værd at have!," proklamerede Oscar Wilde.

*Henrik Berggren er historiker og medarbejder ved det svenske dagblad Dagens Nyheter

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her