Kronik

Globaliseringens tveæggede sværd

Debat
6. januar 2000

Det voksende marked rummer enorme muligheder - men også farer

Økonomi & Politik
Her på tærskelen til et nyt århundrede er globaliseringen et tveægget sværd: Den er et effektivt redskab til at skabe økonomisk vækst, udbrede ny teknologi og hæve levestandarden i såvel rige som fattige lande, men samtidig er den en uhyre kontroversiel proces, som angriber den nationale suverænitet, undergraver lokale kulturer og traditioner og truer økonomisk og social stabilitet.
Et af det 21. århundredes skræmmende spørgsmål er, om nationerne vil være i stand til at beherske denne store omvæltning, eller om den vil komme til at beherske dem.
I nogle henseender er globalisering blot et moderigtigt ord for en gammel proces. Det, vi kalder markedet, er simpelthen det forum, der forener købere og sælgere, producenter og forbrugere, sparere og investorer. Den økonomiske historie er hovedsageligt historien om markedets ekspansion: fra det enkelte landbrug til byen, fra region til nation og fra det ene land til det andet.

I det 20. århundrede blev markedets vækst hæmmet af den store depression og to verdenskrige. Men efter afslutningen på Anden Verdenskrig accelererede den med politisk pres og forbedret teknologi som drivkraft.
Den Kolde Krig fra slutningen af 1940'erne til slutningen af 1980'erne fik USA til at gå i spidsen for handelsliberalisering og økonomisk vækst som et middel til at bekæmpe kommunismen. Flere runder vigtige handelsforhandlinger sænkede tolden i de industrialiserede lande til omkring fem procent i 1990 fra omkring 40 procent i 1946.
Efter to verdenskrige så europæerne økonomisk samling som en modgift mod den dødsensfarlige nationalisme. Teknologien supplerede politikken. Endnu før Internettet blev opfundet, var faldende omkostninger til kommunikation og transport - jetfly, bedre undersøiske telefonkabler og satellitter - med til at fremme den globale handel. I begyndelsen af 1990'erne var verdens eksport (justeret for inflation) næsten 10 gange større end fire årtier tidligere.
Globaliseringen er en fortsættelse af denne proces, men den afviger også fra den på i hvert fald ét afgørende punkt.Indtil for nylig blev landene betragtet som klart afgrænsede økonomiske enheder, som hovedsageligt blev knyttet sammen af handel. Sådan er det ikke mere. Firmaer og finansmarkeder tager mindre og mindre hensyn til nationale grænser, når de producerer, markedsfører og investerer.

Så sent som i 1990 tegnede staterne - enten hver for sig eller gennem multinationale institutioner som Verdensbanken - sig for halvdelen af alle lån og kreditter til 29 større udviklingslande (bl.a. Brasilien, Kina, Indien, Sydkorea og Mexico), fremgår det af tal fra forskningsinstitutionen Institute for International Finance i Washington.
Ti år senere er situationen - selv efter finanskrisen i Asien 1997-98 - den, at private kapital-overførsler overgår de statslige. I 1999 var de private overførsler (banklån, køb af obligationer, investeringer på lokale aktiemarkeder og multinationale selskabers direkte investeringer) til disse 29 lande ifølge instituttet på 136 milliarder dollar, mens de statslige overførsler kun beløb sig til 22 milliarder dollar.
I den mellemliggende periode har de multinationale selskaber nemlig været ude i et internationalt indkøbssorgie. Baggrunden for dette boom i firmasammenlægninger og -overtagelser tværs over landegrænserne er erhvervslivets voksende overbevisning om, at mange markeder for alvor er blevet globale. Ved at maksimere deres tilstedeværelse i så mange lande som muligt forsøger selskaberne at opnå stordriftsfordele - dvs. sænke omkostningerne ved hjælp af et øget salgs- og produk-tionsvolumen - og holde sig ajour med de teknologiske forandringer, som nu kan finde sted næsten alle vegne.
Dertil kommer, at selskaberne mere og mere organiserer deres produktion globalt, dvs. deler produktdesign, komponentfremstilling og samlevirksomhed op på mange forskellige lande.

Men det er ikke kun multinationale selskaber på jagt efter øget salg og fortjeneste, der driver globaliseringen frem. Det gør regeringerne også. I Europa er den ubønhørlige stræben efter 'det indre marked' et af tegnene på denne udvikling. Den er udtryk for en udbredt erkendelse af, at europæiske firmaer vil få svært ved at konkurrere på verdensmarkedet, hvis deres lokale virksomhed hæmmes af fragmenterede nationale markeder.

At også de fattigere lande støtter globaliseringen, fremgår klart af de højlydte krav om at komme med i verdenshandelsorganisationen WTO. Siden 1995 er syv lande - Bulgarien, Ecuador, Estland, Krigisien, Letland, Mongoliet og Panama - blevet optaget. Og 32 (hvoraf det største er Kina) søger medlemskab. Der hersker en tro på, at global handel og investering kan fremme økonomisk udvikling ved at tilvejebringe nye produkter, teknologier og ledelsesformer.
Det er ingen myte. Om lande klarer sig godt eller dårligt, afhænger først og fremmest af deres egne forhold med hensyn til arbejdskraft, investeringer og regeringens politik. Men tilslutning til verdensøkonomien kan være en hjælp.
Tag f.eks. Asien. Trods finans-krisen har hastig handelsekspansion og økonomisk vækst reduceret antallet af virkelig fattige lande stærkt. Fra 1987 til 1998 faldt antallet af borgere - heriblandt i Kina - med indkomster på en dollar eller mindre om dagen til 15 procent af befolkningen mod før 27 procent.
Latinamerika og Afrika syd for Sahara - som sent og kun i be-grænset omfang åbnede for verdensøkonomien - klarede sig langt dårligere. F.eks. regner Verdensbanken med, at 46 procent af befolkningen i Afrika levede for mindre end en dollar om dagen i 1998 - præcis det samme antal som i 1987.
Men hvis globalisering er så glimrende, hvorfor er der så også risici ved den? Svaret er, at to problemer kan opveje de potentielle fordele.
Den første er manglende økonomisk stabilitet. Den globale økonomi er måske mere udsat for rutsjeture end de nationale økonomier. Teorien om, at international handel og investering hæver levestandarden, duer kun, hvis investeringerne bruges godt, og hvis samhandelen ikke bliver for skæv.
Finanskrisen i Asien er et godt eksempel. I begyndelsen af 1990'erne trivedes de fleste asiatiske lande, fordi de modtog enorme overførsler af udenlandsk kapital i form af banklån, direkte investeringer i fabrikker eller køb af aktier i lokale firmaer.
Det deraf følgende forbrugsboom gavnede Europa, Japan og USA ved at øge importen fra disse lande. Men boomet standsede brat midt i 1997, da det stod klart, at en stor del af investeringerne var blevet spildt på unødvendige fabrikker, kontorbygninger og boliger som følge af 'crony capitalism', uduelige regeringer og overdreven optimisme.

Det, der forhindrede den asiatiske krise i at udvikle sig til et globalt fænomen, var den forbløffende stærke amerikanske økonomi.
Dens ubønhørlige vækst hjalp resten af verden ved at få amerikanerne til at importere mere. Siden 1996 er USA's underskud på betalingsbalancens løbende poster - det overordnede mål for et lands internationale handel - blevet mere end fordoblet: fra 129 milliarder dollar til anslået 330 milliarder dollar i 1999.
Verdensøkonomien har, som handelsminister Lawrence Summers flere gange har sagt, fløjet på én motor. Problemet er, at det ikke kan fortsætte på den måde i det uendelige.
Den store fare er, at verden er blevet for afhængig af den amerikanske velstand, og at en opbremsning eller krise - som følge af faldende aktiekurser, manglende tillid hos forbrugerne eller rentestigninger - kan få en sneboldeffekt og føre til lavkonjunkturer.
Ifølge de økonomiske prognoser kan Europa og Japan se frem til økonomisk vækst. Hvis disse forudsigelserne holder stik - og OECD's vækstprognose for Japan overstiger de fleste private skøn - vil der igen komme en vis balance i verdensøkonomien, som kan dæmpe frygten for en global recession.
Så kan Asien og Latinamerika fortsætte deres kurs mod genopretning uden at være helt afhængig af eksport til USA. Men indtil det sker, kan ingen være sikker på, at Asiens finanskrise virkelig er forbi.
Globaliseringens andet problem er politisk, kulturelt og socialt. Folk føler sig truet af enhver form for økonomisk forandring - og forandringer, der kommer udefra, opleves naturligvis som særlig uforståelige og truende.
Demonstranterne ved WTO's topmøde i Seattle i begyndelsen af december havde måske ingen fælles dagsorden, ja, ikke engang en sammenhængende anklage mod verdenshandelen. Men de var et præcist udtryk for den ængstelse og vrede, som globaliseringen ofte indbyder til. Det samme gælder europæernes frygt for gensplejsede fødevarer og den nationalistiske modstand mod firmasammenlægninger tværs over landegrænser.
Det lokale og velkendte er pludselig blevet afløst eller angrebet af noget, der er fremmedartet og ukendt. Og selv om handel er til gavn for de fleste mennesker, vil den normalt også skabe tabere. I USA lider arbejdere i visse omkostningstunge industrier - mest iøjnefaldende stål og biler - under den øgede konkurrence fra importerede varer.
Men at globaliseringen hovedsageligt er spontan - drevet frem af forbedrede kommunikations- og transportformer - betyder ikke, at den er uundgåelig eller fuld-stændig uigenkaldelig. Regeringerne kan, med subtile eller mindre subtile metoder, beskytte den lokale industri og arbejdskraft mod import eller diskriminere mod udenlandske investorer.
Hvis kun nogle få lande gør det, vil det ikke få den store betydning. De globale investeringer vil bevæge sig derhen, hvor de er mest velkomne og produktive. Det er da også præcis denne logik, der har fået så mange lande til at acceptere globaliseringen: Hvis de ikke gør det, er der andre, der gør. At dømme efter deres adfærd tror de fleste regeringer at de har mere at vinde end at tabe.
Men det betyder ikke, at en stærk folkelig reaktion med uforudsigelige konsekvenser er umulig. I en situation med globale lavkonjunkturer vil for mange sælgere jagte for få købere, og så vil pragmatiske politikere sandsynligvis forsøge at beskytte deres egne vælgere. Hvis for mange lande gør det, kan globaliseringen implodere.
Det er et skræmmende perspektiv. Økonomisk uafhængighed har både fordele og ulemper. Under gunstige betingelser er den til gavn for alle; under ugunstige betingelser skader den alle. Globaliseringens løfter vil måske overstige dens risici - men faren er stadig reel. Det vil det nye århundrede vise.

Robert J. Samuelson er økonomisk journalist og Newsweek-columnist.

© 2000 New York Times Syndication & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her