Ertebøllekulturen har sit navn herfra, og kimbrerne, som for et par tusind år siden sejrede over romerne, kom fra Himmerland
Tusindårsønsker
I Informations tillæg, Du glade Verden - tak for det, det er en vederkvægelse at læse - har I et tilbud på tusindårs-abonnement, som vidner om en velgørende positiv tro på fremtiden. Som den åbenbart mest kedelige præmie, I har kunnet finde, har I valgt en kroferie i Himmerland!
Sig mig, har I nogensinde været i Himmerland? Jeg tvivler, for så ville I vide, at her er meget, meget skønt. Gå en tur i Rold skov en tidligt morgen, sæt jer i en lysning, og I vil se grævling, ræv, rådyr og en mangfoldighed af fugle. Trav op og ned i Rebild Bakker. Det er kondikrævende, men vidunderligt - bortset lige fra 4. juli. Sejl en tur på
Limfjorden eller gå ud over de himmerlandske heder, og hvis I sidder stille, vil I opleve at se levende hugorme. Tag til Vegger og se en af de få storkefamilier i Danmark. Eller til Nibe Bredning om vinteren med hundredvis af svaner.
Den hyggeligste festival
Vil I have fest i gaden, er der ikke langt til Gaden, nemlig Jomfru Anes i Aalborg, og Danmarks hyggeligste festival holdes i Skalskoven i Nibe. Himmerland er ikke et søvnigt tilbagestående land - men vi har stadig rigtige fiskerlejer og velfungerende landsbyer - og det er ikke uden grund, at Aalborg Universitets rektor er verdenspræsident for universitetsrektorer, og it-isenkram herfra findes også på verdensplan.
Står der LASAT på jeres modem, er det såmænd lavet i Nibe. Danmarkshistorien kan studeres grundigt heromkring.
Ertebøllekulturen har sit navn herfra, og kimbrerne, som for et par tusind år siden sejrede over romerne, kom fra Himmerland. Det kan man bl. a. studere i Farsø, hvor man har alt om og af forfatteren til årtusindets bog, Johs. V. Jensen. De senere år har Ebbe Reich hvert andet år skrevet et historisk skuespil, som opføres i Rævemosen, hvor Gundestrupkarret blev fundet.
Er I til moderne kunst, så tag til Års, hvor Per Kirkeby er 'huskunstner'. Vil I dyrke det kulinariske, så tag på Sebbersund kro og spis stegte ål; de fås ikke bedre. Sidst, men ikke mindst: Solnedgangen over Limfjorden, set fra bakkerne i Nibe eller Løgstør, overgår i festlighed og farver langt nytårsnats fyrværkeri på Rådhuspladsen. Og som det eneste sikre: Den vil være den samme om tusind år!
Så velkommen til Himmerland, og god vind for Information i de næste tusind år.