Læsetid 4 min.

Herreløst skib i stemmehavet

19. januar 2000

Sejlskibet Social-demokratiet svajende for den mindste vind

Kommentar
En gang i attenhundredetallet var et amerikansk handelsskib på vej til Boston, da det midt i Atlanten mødte en skonnert, der lå og girede for fulde sejl. Snart gik den op i vinden, stod så stille med raslende ræer og blafrende sejl, snart faldt den af, så sejlene fyldtes og bovvandet bruste. Hele tiden frem og tilbage, svajende for den mindste vind. Der var intet mandskab at se på dækket, ingen rorgænger, ikke så meget som en skibshund. Da et hold matroser gik om bord, så de, at besætningen måtte have forladt skuden meget pludseligt, for maden sydede på komfuret i kabyssen og det sås, at halvfærdigt arbejde var efterladt overalt. Hvor besætning og kaptajn var blevet af, forblev en uopklaret gåde.

En perfekt lignelse
Dette billede forekommer mig at være en perfekt lignelse over det socialdemokratiske parti og dets regering. For hvad mener Socialdemokratiet egentlig?
En gang var det økonomisk demokrati og udbyttedeling, fremme af kooperationen, arbejderstyrede virksomheder og først og fremmest almindelig velfærd, der stod på programmet. Nu er det komplet umuligt at få at vide, hvad partiet styrer imod. Tag blot de mange privatiseringsprogrammer. Regeringen sælger ud af offentlige virksomheder, der gennem mange år har lagt guldæg i den danske statskasse, men som nu er blevet solgt til private aktionærer, hvis eneste interesse er at opnå så stor profit som muligt. Det har skabt enorme forringelser i den offentlige service, som disse virksomheder var blevet oprettet for.
Desuden er den danske befolkning systematisk blevet snydt, set ud fra den betragtning, at det gennem adskillige menneskealdre over skatten har investeret i disse institutioner og kun har fået en brøkdel igen ved statens salg til private. Det giver som bekendt kort varme at pisse i egne bukser.

Ingen offentlig indsigt
Men ikke alene har staten bestjålet det danske folk ved at sælge dets institutioner, den har så sandelig også for-stået at lægge låg på enhver offentlig indblanding i de væsener, der endnu måtte være tilbage på offentlige hænder.
Ved ganske simpelt at gøre dem til 'statsaktieselskaber'. Og sådannes handlinger og regnskaber kan man naturligvis ikke få indsigt i.
Trods påstande om at ville forbedre miljøforholdene har staten til stadighed udbygget motorveje og broer og udsultet de offentlige trafikmidler, der humper afsted for halv kraft og dermed tvinger pendlerne over i privatbilerne. Alt under triumferende fanfarer fra Miljøministeriet, der praler af sine økologiske og miljømæssige landvindinger.
Og hvorfor har Miljøministeriet ikke forhindret, at den såkaldte minimetro kommer til at gå over fredede områder på Amager i stedet for at ligge under den stærkt overbelastede Amagerbrogade? Ja, mon ikke det skyldes, at den fredning ikke er det papir værd, den er skrevet på! Om lidt er der kun pletter tilbage af det vigtige område, hvor tusindvis af trækfugle raster og hvor en sjælden flora, indkommet gennem
skibsfarten i Sydhavnen, snart vil være forsvundet. For slet ikke at tale om det åndehul for københavnerne, det er og navnlig kunne blive. Nu bliver det endnu en Urban-plan, der nok skal blive til noget dejlig betonslum, sådan som socialdemokraterne er så dygtige til at lave det.

Nok se men ikke bruge
For at kompensere for partiets indre hulhed har det så til gengæld rigtigt givet den med udvendige pragtbygninger som f.eks. Den Sorte Diamant, tilbygningen til Statens Museum for Kunst, Arken osv. Allesammen bygninger, der skal kunne ses, men ikke bruges.
Og så er der jo de socialdemokratiske politikere, der omsider har nået sådanne arrogancens tinder, at en lodret løgn efterhånden dårligt behøver at pakkes ind. Tag blot vor berømte miljøgaranti, som vi til enhver tid skulle kunne bringe i anvendelse, hvis EU's almindelige tolerance overfor madsminke og gift skulle støde sammen med dansk lovgivning på området. En ren løgn. Eller Lykketofts fiflerier, der er påvist af pensionist H.P. Scharla
Nielsen, men som finansministeren med garanti og plombe vil blive frikendt for. Eller salget af Tele Danmark, et veritabelt røveri, udklækket af ægteparret Hilden og Lykketoft.
For slet ikke at tale om sundhedsminister Carsten Koch, der vil gøre den enkelte ansvarlig for sin egen sygdom, ikke mindst hvis patienten har røget og drukket. Men som til gengæld ikke har været i stand til at få styr på et sundhedsvæsen, der består af evigt krævende forskergrupper og hospitalsafdelinger, der hellere vil lave afsindigt dyre eksperimenter end at give folk en ny hofte. Manden, der tror, at gulerødder og æbler er nok til at skabe folkesundhed, men som aldrig har set på de stressfaktorer, som arbejdsløshed, trafikkaos, luftforurening og for meget arbejde til de få giver. Forældre, der må stresse til børnehave og indkøbscenter, gamle, der bliver forsømt og ligger i deres eget skidt. Nej, en moralsk opsang med jævne mellemrum er efter ministerens mening den bedste kur mod alt.

Og så er der jo Poul
Og så er der jo, ak ja, Poul Nyrup Rasmussen, der ikke kun har uld i munden, men også i hovedet. En mand, som man ikke en gang kan tro på, hvis han siger, at to plus to er fire. En ufolkelighedens næsten usandsynligt dårligt formulerede repræsentant, der har kastet partiet ud i dets hidtil største krise, fordi han ikke kan høre græsset gro og derfor altid kommer til at sige det forkerte og bagefter må trække i land og sige, at det er fordi han ikke har forklaret det godt nok for (den dumme) befolkning.
Men hvad skal det arme parti dog gribe og gøre i? Hvor i det svindende bagland ses politiske skikkelser, der vil kunne vinde befolkningens tillid?
Et herreløst skib, girende for vind og vove, ustandselig skiftende retning efter de for tiden blæsende vinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu