Jeg vil hjem

Når børn er stærkt bundet til deres forældre, kan det gøre ubodelig skade på deres trivsel, hvis de bliver revet væk hjemmefra, skriver bisidder hos en familie om tvangsfjernelser

Retfærd & Velfærd
Den spinkle niårige pigekrop lukker sig om sig selv i den lave lænestol. Hun virker bleg og fjern. Blikket vender vrangen ud, som forsøger hun forgæves at flygte ind i sig selv, væk fra virkeligheden bag de voksne fremmedord, som hun åbenlyst frygter, men ikke forstår. Pludselig retter hun sig op i stolen og udbryder: "Jeg har tænkt indeni mig selv, at jeg slet ikke har noget med dét her at gøre". I et sekund fylder tavsheden lokalet. Så fortsætter de voksnes snak, som om intet var hændt.
Det er mandag formiddag i et mødelokale i børn- og ungeforvaltningen i Fyns Amt. Som ven af John og Susanne Iversen har jeg sagt ja til at være bisidder for
forældrene og deres to børn, der gennem et år har levet i frygt for, at børnene skal tvangfjernes. En sagsbehandler fra kommunens områdekontor har allerede fældet sin dom: John og Susanne magter ikke deres børn. Derfor bør de anbringes et andet sted.
Nu skal amtets to 'eksperter', psykologen og socialrådgiveren, bruge måneder på at 'gå i dybden med tingene'. Gennem samtaler med forældrene, børnene og besøg i familiens hjem, skal de to ukendte fagmænd vurdere, om
forældrene 'kan tage vare på børnene under hensyn til deres særlige behov'. Hvis familien afviser undersøgelsen, kører anbringelsessagen automatisk. Derfor er de modvilligt gået med til mødet.
Omkring bordet sidder, foruden 'børneeksperterne', en kommunal områdeleder og familiens nye sagsbehandler, som aldrig før har mødt sine 'klienter'.
Stemningen er knuget, atmosfæren pinagtig. Psykologen virker næsten fjendtlig, med et strejf af paranoia. Han ser uforstående på mig, da jeg spørger nærmere til den forestående 'forældreevneundersøgelse'.
Områdelederen bryder ind og taler direkte ned til John og Susanne:
"Vi skal finde ud af, hvad I er gode til og hvad I ikke er så gode til... Men I mener måske, at I er gode til det hele", tilføjer hun med et syrligt smil.

Jeg krummer tæer, forundret over, hvad behandlerne byder børn. De små er forlængst hægtet af. Drengen 'cykler' uroligt rundt i lænestolen. Hans mor tager ham på skødet og stryger ham forsigtigt over ryggen.
Psykologen kvitterer med et borende blik før han forklarer forældrene:
"Vi skal finde ud af, hvordan I har det sammen - hvad der er svært. Vi skal se på jeres fortid, jeres bolig, jeres netværk og jeres sampil. Samtidig bliver børnene testet af skolepsykologer for at undersøge, om de har 'særlige behov'".
Susanne påpeger, at det også vil være relevant at se på børnenes problemer i skolen. Som en raket farer sønnen op og udbryder: "Ja, mon ikke!". Igen breder en larmende tavshed sig blandt de professionelle.
Jeg spørger, om familien kan få en frist for, hvornår undersøgelsen er afsluttet, men får nej.
Derefter opfordrer jeg 'eksperterne' til at tage højde for, at familien gennem et år har været i dyb krise og levet i frygt for at blive splittet ad.
John beder om fagfolkenes for-ståelse for, at presset efterhånden påvirker familiens handlemåder. Psykologen svarer "måske", men giver ingen garanti. John påpeger desperat, at børnene har svært ved at være i uvisheden.
Socialrådgiveren svarer, at han "har fuld forståelse" for den belastende situation. Bag ordene aner jeg en professionel løgn, en afgrund af manglende forståelse. Den mand har garanteret aldrig været truet på sine børn - hvis han da har børn!
Bag familien Iversen ligger et år i helvede. Foran dem ligger flere måneder med ny uvished, borende blikke og kritiske spørgsmål fra ukendte 'fejlfindere', som de ikke kan nægte adgang til deres privatliv uden at risikere, at børnene fjernes med et snuptag.
Forårsmåneder, som socialminister Karen Jespersen (S) samtidig, flankeret af sine folketingsfæller og fagfolk, vil bruge på at lempe loven for tvangsfjernelser, så det bliver lovligt at fjerne børn alene på grundlag af naboens 'mistanke' om forældrenes svigt eller vanrøgt. Uden i øvrigt at undersøge naboens motiv for at mistænke forældrene.

En af fodfolkene bag socialministerens plan er John Aasted Halse, formand for Børns Vilkår. Han luftede før jul, i forbindelse med debatten om 'nomadefamilierne', (familier, der flygter fra truende tvangsfjernelser) tanker om, at truede børn igen skal gøres til et 'statsligt anliggende' for at forhindre selvforvaltningens mange 'kokke' i at fordærve maden.
Tanker som hos mig vækker minder om min tid som anbragt barn på en 'statsautoriseret' institution, ledet af den navnkundige børneoverlæge, salig Svend Heinild, farmand til 'den sociale arv', i dag nærmest helgen i unge børneeksperters øjne.
Stedet var Kysthospitalet ved Kalundborg, året 1963. Behandlingen var brutal. Her bundtede autoriteterne de 'omsorgssvigtede' børn og gjorde kynisk forældrenes omsorg til skamme. Vi blev opbevaret i tremmesenge, fedet op med uspiselig institutionsmad fra tallerkener af jernporcelæn og tilset af stramtandede sygeplejersker iført behørig stivelse. De 'stærkeste' børn mobbede de 'svageste' groft, hver gang de kappekronede kvinder vendte ryggen til.
Når store mester Heinild kom på månedligt tilsyn, blev vi klædt af til trusserne og sendt ned ad en iskold hospitalsgang på vores bare platfødder for at stille til 'undersøgelse' foran et panel af hvidkitlede 'eksperter'. De befølte diverse kirtler og diskuterede barnets 'tilstand' i et sprog, som jeg kun forstod, fordi jeg var belastet af min opvækst i en lægefamilie og sovset ind i lægelatin.
Jeg følte mig ikke som et barn, men som genstand for overlægens 'objektive' blik og særlige behandlerbehov. Ramt af ulidelig hjemve efter min mors, i myndighedernes øjne helt utilstrækkelige, men i min bevidsthed trygge og varme favn, førte jeg i dølgsmål dagbog (jeg var syv år og lige begyndt i 1.a).
Et helt kladdehæfte fyldte jeg med følgende strofe: "Jeg vil hjem", udført i stilfuld skråskrift med retning og karakter.
Præsenteret for mit 'værk' besluttede vores læge egenrådigt, at mit liv stod på spil, hvis jeg ikke kom hjem. Den gamle huslæge havde mod, visdom og hjertevarme nok til at trodse den statsautoriserede børneoverlæge og sende mig retur til min usikre og 'uduelige' mor, som jeg følte mig stærkt bundet til, på godt og ondt.

Når børn er stærkt bundet til deres forældre, kan det gøre ubodelig skade på deres sundhed og trivsel, hvis de bliver revet væk hjemmefra. Holdningen er ikke min private, den er udtrykt af psykolog Else Christensen, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, som gennem en menneskealder har beskæftiget sig med anbragte børns forhold.
Else Christensen taler varmt for børns og forældres ret til at blive hørt, før myndighederne skrider til anbringelse eller andre foranstaltninger. En holdning, som jeg tilslutter mig med det forbehold, at det er altafgørende, hvem der bliver sat til at udspørge børn og forældre.
Hvis børnelandets mørkemænd med deres negative menneskesyn og forhåndsindstilling til forældrene om 'manglende evne' bliver pudset på familien, føjer de spot til skade. Faglighed blottet for menneskelighed er en farlig redelighed.
Familier i krise har, ligesom Iversens, brug for fagfolk, med format, varme og indsigt til at sætte sig i børnenes sted og ud over egne fordomme og aggressive 'behandlerbehov'.
Voksne, som tør tro på forældrenes stærke sider og erstatte usikkerhed med sikkerhed, uvished med vished, svigt med omsorg og kynisme med kærlighed. Alt andet er en forbrydelse mod børnene.
Udsatte børn er børn, der er udsat for afstumpede voksnes uføl-somhed og uforstand. I familien Iversens sag tænker jeg ikke på
forældrene. Jeg ville nægte de to mænd fra Fyns Amt adgang til mit hjem, af hensyn til børnenes tarv. John og Susanne Iversen har ikke noget valg.

Hanne Sloth er journalist og medlem af Vendepunktet, Interessegruppen mod mobning