Læsetid: 4 min.

Lad byen blomstre

5. januar 2000

Byen er årtusindets vigtigste nyskabel-se, forudsætningen for alle opfindelser og kunstværker, og samtidig har byen i de sidste 50 år undergået større forandringer end i de foregående 950

Millennium
Årtusindets symbol mener jeg skal være et sted, hvor man kan se, hvordan mennesket har boet og været sammen i det nu næsten afsluttede årtusind. Det skal være en slumromantisk idyl i et gammelt bycentrum. Det skal være et gammelt hus, hvor de ældste fundamenter er fra før industrialiseringen, og hvor diverse ombygninger har skabt skæve vinkler. Der skal være beplantning. Helst roser, kaprifolier, klematis og Arkitektens Trøst op ad murene og rundt om tagterrasserne samt diverse blomster om sommeren, bl.a. bonderoser og en masse andre, som beboere hvert år planter og sår ud på ny. I gårdene skal være en kastanie, en pil, et par birke, og en vild ahorn, der både truer fundamentet, og som selv er ved at blive helt dækket af en efeu i en urskovsimitation. Der vil også være diverse buske, et dødt elmetræ og en mindre græs-plæne, hvorpå man om sommeren kan se folk. Denne beplantning vil løfte en sådant gammel bygning fra at være interessant eller flot til at blive mit symbol på det gamle årtusinde. Og jeg vil gerne
indrømme, at dette symbol blot kan gælde i den vestlige verden. Begrundelsen for dette er følgende:
En gammel byejendom vil vise, hvordan livet var for os europæere i disse 1000 år, og hvordan det ikke er det længere anno 2000.

Menneskelige relationer
En præmis for et årtusindsymbol må være, at det viser årtusindets vigtigste menneskelige relationer. Disse er altafgørende, for hvis ikke et symbol handler om mennesker og vores forhold til hinanden, hvad skal det så handle om? (Flødeboller?) Og menneskelige relationer er, hvordan vi bor og handler overfor hinanden, symbolet skal vise almene vekselvirkninger mellem vores fysiske rammer og vores psykiske forhold. Begge dele skal med, naturligvis, vi mennesker er jo en blanding af disse forhold, så begge dele skal være med.
Hvad er da årtusindets vigtigste menneskelige tildragelse, det vigtigste fundament for at udvælge vores kunstværk? Jeg mener, at det er byen. Indtil år 1000 var de fleste mennesker jordbrugere, jægere og nomader, derefter blev vi i stigende omfang byboere, indtil i dag, hvor landboerne kun tæller få procent af befolkningen. Dette årtusind har set byerne vokse fra de gamle landsbyer til de moderne storbyer, og al videnskabelig og kunstnerisk udvikling skyldes byernes vækst og dominerende rolle. Alle byers centrum er det samme centrum som for 1000 år siden.
Hvordan levede man så sammen i byerne? Jo, man boede traditionelt i et byhus på en parcel, der optog en del af en hel karré, og i de enkelte byejendomme var der traditionelt flere arbejdspladser, f.eks. butikker, reparationer og fremstilling. Indtil slutningen af dette århundrede var der så godt som ingen huse, der ikke indordnede sig under denne almene struktur, kort sagt alle huse i de 950 af dette årtusinds tusind år lænede sig op ad to huse, et på hver side.
Kunstnernes huse
Et almindeligt årtusindkunstværk vil være skabt i sådant et hus. Da Vinci, Shakespeare, Picasso osv. udøvede alle deres kunst i denne beskrevne typer huse, og deres kunst beskrev typisk livet i disse huse. Almindelige huse har været de fysiske rammer for alle kunstnere og for alle videnskabsmænd i de sidste 950 år, men nu er det forbi. Nu, i disse år, ødelægges de sidste 950 års udvikling, i dag tilsidesættes alle almene regler for byvækst, og de erstattes af central planlægning med store grimme og uaccepterede boliger. Disse boligers grimmeste udgaver findes i alle lande, også i København. Det er boligblokke, hvor husene som klodser ligger spredt ud over en grund, hvor der er tilfældigt ubrugeligt græs sådan lidt mærkeligt firkantet lagt mellem blokkene, og hvor enhver udnyttelse af disse såkaldte friarealer er ubehagelig. De værste af disse blokke benyttes i Danmark til indvandrerne.
Arkitekturens menneskelighed og beplantningen vil dog ikke være nok. Der skal også være et bestemt miljø, som huset skal kunne repræsentere. Et basalt menneskeligt miljø, synligt for enhver besøgende, og livet i huset skal være magen til de sidste 1000 års liv i Europa.
Huset skal rumme de elementer af forfald og reparation, som fortæller besøgende, at Danmark er uforgængelig, og at Europa består trods Euro eller trods manglende Euro. Der vil være beboere af alle typer og samfundsklasser, fra folk i Den blå Bog, prisvindende kunstnere og til andre grupper. Der vil være skabt arbejdspladser, både den type, der kaldes nye, nemlig design og edb, og der skal stadig være fremstilling og håndværk. Alt dette fortæller, at livet i huset leves efter de regler, der fandtes i 'de gode gamle dage.' Dette understreges af husets relative anonymitet. Man kan, som man siger, næsten ikke se skoven for bare træer eller huset for bare mursten.

Hvor sødt og dejligt
Men for enkelte vil et sådant hus være blevet fundet på baggårdsvandringer. For dem vil huset være en lysende opmuntring om menneskelighed i en snavset storby. Her vil være et hus, en u-overskuelig kringlet bygning med flere baggårde, hvor det er mennesker og ikke managers, der bestemmer, og hvor der er ægte liv. Hvor trækvogne og budcykler tydeligvis er en naturlig del af livet, og hvor husets beplantning viser, hvor sødt og dejligt alting kunne være, hvis bare alting var som her. Denne illusion af uforanderlighed rækker gennem planterne først tilbage til den ældste fortid, og derefter ud i fremtiden, fordi kun gennem en sådan tilplantning af byerne, kan vi i den vestlige verden råde bod på afbrændingen af regnskovene og på trafikkens forbrug af ilt inde i selve byerne.
Findes et sådant hus, er det næsten en museumsgenstand.

Side 10: Byen skal vokse indad, ikke udad

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu