Kronik

Læren fra Kosovo

27. januar 2000

EU skal være omdrejningspunktet i den nye europæiske sikkerhedspolitik, lyder det i et debatoplæg fra Nyt Europa om erfaringerne fra Kosovo, som udkommer i næste uge

Økonomi & Politik
De vestlige lande var hverken politisk eller militært forberedt, da præsident Milosevic besvarede NATO's luftbårne magtdemonstration med drab eller fordrivelse af Kosovos albanere. Milosovics svar var asymmetrisk. Han slog tilbage med andre våben end dem, der blev brugt mod ham. Det sidste tiår har gjort det klart, at teknologisk underlegenhed ikke nødvendigvis er ensbetydende med militær magtesløshed. Konsekvensen af denne indsigt er, at viften af trusler på den sikkerhedspolitiske dagsorden udvides betragteligt.
Men jo bedre forberedt landene er på en 'næste gang', jo mindre er sandsynligheden for, at kriserne tilspidses til et punkt, hvor våbenmagt synes at stå tilbage som eneste mulighed. Det bliver derfor stadig mere afgørende at forhindre, at kriser opstår og at være i stand til at reagere politisk, diplomatisk - eller militært, hvis de fredelige midler ikke er nok.
Nogle kritikere vendte sig imod, at NATO-alliancen overhovedet blandede sig i konflikten mellem serbere og albanere. Det er også blevet hævdet, at NATO's indsats fremkaldte den værste serbiske etniske udrensningsbølge. Denne konkrete diskussion går bogen ikke ind i - ærindet er et andet. Men generelt må det understreges, at vi ikke vender os imod militær indsats, hvis de diplomatiske muligheder i realiteten er udtømte.

Bogen er derimod et bidrag til den del af debatten, som søger en almen 'lære' af Kosovo-krigen, netop for at være bedre forberedt næste gang. Bogen er især inspireret af utilfredshed med den 'officielle lære', som politikerne har draget af krigen: Luftbombardementer og sammenholdet i NATO sikrede sejr i Kosovo, hvoraf følger at nu bør de europæiske lande købe flere, mere moderne våben!
Men den 'lære' forholder sig ikke til de mest alvorlige af de mangfoldige mangler i det civile og militære beredskab og bidrager derfor ikke til en udbedring af dem.

Det potentielt lykkeligste udkomme af den seneste Balkan-krig er, at EU fremover påtager sig et større ansvar for hele Europa. Generelt ser vi EU som selve omdrejningspunktet for konfliktforebyggelse i Europa. På langt sigt er EU den potentielt bedste konfliktløser gennem konkretisering af perspektivet for medlemskab, ved udvikling af nye sikkerhedspolitiske ikke-militære redskaber og politikker.
Kosovo viste, at der mellem diplomati og økonomisk pression på den ene side og militær indgriben på den anden mangler civile redskaber og strategier, som det internationale samfund kan sætte ind tidligt og hurtigt i tilspidsningen af en konflikt. Og som kan sættes ind hurtigt efter afslutningen af en væbnet konflikt og dermed medvirke til opbygningen af civile strukturer, der kan modvirke nye etniske udrensninger.
Den danske regering har vist reel vilje til udvidelse af EU, men vi er ikke i en optimal situation for at inkassere de sikkerhedspolitiske gevinster. EU er et evigt udviklende projekt. Det har ofte lydt fra den danske regering 'hertil og ikke længere'. Det har selv sagt givet integrations modstandere let spil i argumentationen, når regeringen alligevel viser sig villig til at gå videre. Kortsigtet tilfredsstillelse af EU-skeptikere har gjort den officielle danske EU-politik kortsigtet i sig selv.
Kosovo har øget den folkelige bevidsthed i Danmark og andre EU-lande om EU's ansvar for hele Europas sikkerhed og for at få de mindre udviklede dele af kontinentet på fode til gavn for stabiliteten i Europa. Den danske regering viser imidlertid ligesom andre EU-regeringer og politiske kræfter fortsat for lidt politisk mod og vilje, og nogle varetager meget snæversynede interesser. Hvis vi virkelig vil skabe sikkerhed i Europa, nytter det ikke at svække integrationen, for det er bl.a. integrationen i dybden, der skubber de stabiliserende processer fremad.
Kosovo-krigen skærpede den folkelige vilje til at gribe ind. Det viser, at en sådan bred opinion er mulig, så beslutningstagerne ikke nødvendigvis skal leve i evig frygt for deres politiske bagland, når politiske, økonomiske, sociale eller militære midler skal afstemmes efter behovet.
Centrum-venstre politiske kræfter bør langt mere offensivt end nu styre EU's politik til at dreje sig om konfliktforebyggende udenrigs- og sikkerhedspolitik - men også tage debatten om de militære midlers anvendelse. Vi fremsætter en række anbefalinger og håber på dermed at fyre op under en helt nødvendig debat.

EU udgør en del af fundamentet for et Vesteuropa med fred og - selv om de har mange problemer - globalt set unikke velfærdssamfund.
Murens fald har skabt nye muligheder for resten af Europa, men som det har vist sig i Sydøsteuropa også nye konflikter. Og der er fortsat en fare for nye og evt. væbnede konflikter, hvis landene ikke kommer ind i en gunstig økonomisk og politisk udvikling.
På topmødet i Helsinki viste EU-landene vilje til at påtage sig et ansvar for hele Europa. Men denne proces er fortsat for usikker, tøvende - og der er så en fare for at EU-landene kan gå i en forkert retning.
Mål og midler er endnu for uklare og ikke tilstrækkeligt ambitiøse - og hos visse politikere helt galt afmarcheret. Der er fortsat en fare for, at den politiske debat herhjemme bliver optaget af Danmarks placering i forhold til EU og her og i resten af EU's interne problemer. Centrum-venstre kræfterne må medvirke til at sætte en ny sikkerhedspolitisk dagsorden for Europa.
De interne vanskeligheder i EU må underordnes behovet for en varig sikring af fred i hele Europa. Centrum-venstre politiske kræfter bør derfor langt mere offensivt udvikle en sammenhængende udenrigs- og sikkerhedspolitik og få afsat de nødvendige økonomiske og politiske midler dertil.
Vores debatudspil besvarer selvfølgelig ikke alle de spørgsmål, som krigen har rejst, men har en række anbefalinger til den videre debat om europæisk sikkerhedspolitik, som må blive anderledes europæisk for at hindre gentagelser af det sidste årtis katastrofer på Balkan.

*Dette er en sammenfatning af debatoplægget Efter Kosovo - Debatoplæg om sikkerhedspolitik i Europa, som Nyt Europa udgiver den 1. februar. Oplægget er forfattet af professor Ole Wæver, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, journalist og forfatter Jørgen Dragsdahl, udlandsredaktør Vibeke Sperling, Politiken, cand. polit Anders Andersen, sekretariatschef Søren Keldorff, Den Sociale Sikringsstyrelse og forskningsmedarbejder Søren Riishøj, Syddansk Universitet.

Folketingets forsvarsudvalg afholder den 2. februar høring om sikkerhedspolitik, hvor flere af oplæggets forfattere deltager.

APROPOS
Uddrag af bogens anbefalinger
*EU skal sætte stærkere kræfter ind på udviddelsen. For at fastholde troen på EU-perspektivet - også for de lande, som må vente længst - bør der fastsættes datoer for, hvornår landene vil kunne optages, hvis udviklingen går tilfredsstillende.
*Alle europæiske lande skal kunne opnå medlemskab af EU. Det bør også gælde Serbien og Albanien samt nogle tidligere sovjetrepublikker. Samtidig er det helt centralt, at EU's integration i dybden fortsætter: De sikkerhedspolitiske effekter opnås ved en integration, der gør EU til en attraktiv og sammenhængende kraft, som de Syd-, Øst- og Centraleuropæiske lande orienterer sig imod.
*EU skal hjælpe landene hele vejen frem til den situation, hvor medlemskab er realistisk. Landene skal opnå stadigt større fordele, efterhånden som de opfylder politiske betingelser. Men fordelene skal kunne inddrages, hvis udviklingen går den forkerte vej, når det drejer sig om menneskerettigheder, demokrati og nabostridigheder.
*EU's udenrigspolitiske samarbejde skal styrkes for at udarbejde analyser af de sikkerhedspolitiske risici og til at gennemføre handlinger i forhold til resten af Europa.
*EU skal oprette et ikke-militært beredskabskorps på f.eks. 15.000 mand med en permanent kerne af ansatte og en mulighed for indkaldelse af forstærkninger. Styrken skal være udformet, så den kan indsættes hurtigt og tidligt i en konflikt.
*EU-landenes militære ekspeditionskorps skal ikke indlede udvikling af et omfattende supermagtsforsvar på niveau med USA's. Det vil være meget dyrt og det er usandsynligt, at det vil være relevant i lyset af de sikkerhedspolitiske udfordringer.
*De europæiske lande bør udarbejde en konvention, som tillader international indgriben efter specificerede procedurer i indre anliggender, hvis der foreligger en ekstrem humanitær situation.
*Serbien skal med i Stabiliseringspagten for Balkan, og det internationale samfund skal påtage sig direkte medansvar for genopbygning i Serbien. Hjælp til genopbygning i Serbien bør sættes ind i områder, hvor oppositionen er ved magten.
*Der bør gives massiv hjælp til uafhængige medier og til græsrodsorganisationer i Serbien. EU bør undlade at støtte det ene eller andet politiske parti. I stedet bør den internationale indsats koncentreres om hjælp til dannelse af en overgangsregering af teknokrater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu