Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
10. januar 2000

Til Poul Nyrup Rasmussen
Hvis du faktisk vil noget med flygtningene, må du anerkende deres kultur i dit land. Først da vil de blive interesserede i at høre på dine udsagn. Udlændingene bliver danske af at blive set af dig. Når du siger til dem 'I skal tale dansk, arbejde og i øvrigt acceptere os', så ser du dem ikke, respekterer dem ikke. Lad dog folk bevare deres kultur og menneskesyn og prøv dernæst at gå i dialog med flygtningene og indvandrerne og lad dem selv deltage i processen på alle niveauer. Og de danske værdier? Jo, alle hytter deres eget skind, det er, hvad vi lærer de fremmede. Rødgrød med fløde og en over nakken.
Ole Ussing, psykolog

Kvindefri debat
5. JAN. - Informations nytårsgave til læserne du glade verden var spændende, spøjs og tankevækkende læsning. Især satte jeg pris på jsn's indledende beretning om verdens tilstand og hans opfordring til overskridende værdier - og handlinger. Gid politikere talte som han! Men hvor var kvinderne? - så at sige ikke-eksisterende, i hvert fald ikke-citerede, ikke-interviewede. Jeg er ikke ude på at brokke mig, men på at få rede på noget, som forundrer og bekymrer mig, og derfor henvender jeg mig til redaktionen og læserne. Til redaktionen: Hvordan skete det? Hvad tænkte I på, da I opdagede misforholdet? Hvad tror I, grundene er? Hvad skal der til, for at kvinder bliver synlige, når der skal kastes lys ind i den dunkle fremtid. Og til læserne: Kunne I foreslå andre kvinder end dronningen, der kan sige noget modigt, fornuftigt, tankevækkende, nyt om den forvirrende fremtid?

Else Hammerich
Sigridsvej 13
2900 Hellerup

Svar
Tre af de ni journalister, der har arbejdet med nytårstillægget er kvinder her fra redaktionen. Om det er en trøst eller bare gør problemet værre - fordi også de talte med mænd - ved jeg knap. Men Else Hammerich har ret i, at den mandlige dominans i denne debat er et problem. Vi opfatter det mere som et problem ved virkeligheden end som et problem i vores redigering, hvor vi ikke tænker i kønskvotering af kilder, men i kvaliteten af aktørers budskaber. Sikkert er det, at flere kvindelige deltagere i debatten om samfundets forandring er ønskværdigt, også i vore spalter.

Jørgen Steen Nielsen
chefredaktør

Socialdemokratiets problem
4. JAN. - Socialdemokratiets problem synes at være, at i de mange år, hvor de har været ved magten har deres interne debat været udliciteret til Venstre. Altså "udlicitering". Erhvervsskatter er faldet til 30 procent Formueskatten forsvandt, og dermed er finansieringen af statens udgifter udhulet. Udviklingen er så fyldt op med besparelser på efterløn med udhulet garanti, A-kasserne, førtidspension etc. Kommunerne er blevet pålagt flere opgaver, samtidigt med at de skulle lade skatterne i ro. Arbejdsmarkedet er blevet bedt om løntilbageholdenhed. Under overenskomstlovlige konflikter har regeringen grebet ind til fordel for arbejdsgiverne. Umulige aktiveringsordninger er iværksat til skade for almindelige lønarbejdere. Jeg kunne blive ved. Men det var ikke derfor, Socialdemokratiet mistede stemmer i 80'erne. Det var på grund af social indignation. Det har toppen ikke fattet, efter den blev skiftet ud. Besparelsesiveren har symptomatisk ramt fra toppen og nedefter til bl.a. et plejehjem i Odder, hvor tilsynet var sparet væk.

Michael Unna
Bjedstrup Mose 28
8270 Højbjerg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her