Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

7. januar 2000

Venstres frihed
1. JAN. - Den 30. dec. siger Venstres formand i Radioavisen, at mennesker, som har valgt at lade sig føde i et andet land end Danmark, ikke skal kunne modtage nogen form for social ydelse i syv år efter de er kommet her til landet.
Samme radioavis citerer Venstres sundhedsordfører for, at det er "en hetz mod rygere", når Sundhedsstyrelsen vil lade bronkitis-patienter, der vælger at ryge under behandlingen, betale mere for deres medicin end ikke-rygende.
Hvordan er det nu lige, Venstres slogan er .... kan det passe, det var noget med "frihed under ansvar"?

Uffe Andersen
Rønne Allé 1
8230 Aabyhøj.

Y2k
1. JAN. - Nu da overgangen til år 2000 er vel overstået uden de store computerproblemer, kan man høre at advarslerne/frygten/dommedagsprofetierne har været helt ude af proportioner og vildt overdrevet. Hvis Danmarks Meteorologiske Institut udsender glatførevarsel i forbindelse med isslag og folk derfor kører forsigtigt og der ikke sker nogen ulykker, har advarslen præcist virket, som den skulle, idet hele formålet med advarslen jo netop har været at få folk til at foretage korrigerende handlinger. Sådan også med Y2k-problematikken. I USA registrerede man i natten kort efter årsskiftet at der fra russisk område blev affyret 3 raketter. Men det viste sig nu hurtigt at det ikke var et Y2k problem. Raketterne var reelle nok, så kun beboerne i Grosnij behøvede at bekymre sig. Måske havde der alligevel været behov for flere advarsler, om end af en helt anden slags.

Jens Sørensen
Grøndalsvej 58A,
2000 Frederiksberg

Muntre socialister
1. JAN. - Ifølge Nytårstillægget har fremtidens muntre socialister ikke ondt i røven over, at nogle bor i store huse og kører i europæiske biler, men derimod over at dødbidere og lejrtænkere stadig kritiserer et system, der - fordi det bygger på konkurrence - altid vil producere tabere. Alt hvad fremtidens glade socialister har at tilbyde de udstødte, er en opfordring til at tage sig sammen. Godt Nytår?

Arne Kristiansen
Bruhnsvej 28
3600 Frederikssund

Mad til masserne
2. JAN. - Jeg har læst eller hørt, at man er ved at udvikle bioteknologiske teknikker til fremstilling af kunstige organer til mennesker. Måske kunne man bruge den samme teknik til fremstilling af fødevarer til mennesker. Jeg er ikke sikker, men jeg mener, at denne ide, at fremstille fødevarer bioteknologisk, også blev fremsat i et nytårsprogram på DR af en fremtidsforsker.
Ideen ville være, at man tog nogle celler fra f.eks. grise eller køer eller et andet dyr, og dyrkede dem indtil man havde det ønskede produkt. Dermed ville man være fri for at slå dyrene ihjel, og man kunne sikkert også derved brødføde mange flere mennesker, end vi kan i dag.

Carsten Ploug Olsen
Ny Vestergade 6, 1.
5000 Odense C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu