Kronik

Det nationale demokrati

8. januar 2000

Nationens fornemste kvalitet er at være rammen om demokratiske rettigheder og medborgerligt ansvar. Den ramme skrider, hvis EU udvides til en egentlig statsdannelse

Lørdagskronikken
Nationalisme-beskyldninger florerer i den politiske debat. Nationalisme, det er dyrkelse af nationens påståede fortræffeligheder og særrettigheder. Nationalismen rummer selvforherligelse, fanatisme og hang til vold. Det er en både forløjet og farlig ideologi.
Nationalfølelse derimod kan have forskelligt indhold. Pointen kan være værdsættelse af fælles sprog, historie, traditioner, symboler og ritualer, kunst og litteratur m.v.
I det følgende lægges vægten et andet sted: Nemlig på en nationalfølelse, som er betinget af, om nationen er en velfungerende ramme om borgernes demokratiske rettigheder, deres socialt, kulturelt og erhvervsmæssigt lige muligheder. Altså om nationen sikrer et reelt demokrati.
EU-nationalstaterne afgiver i disse år en del af deres suverænitet på grund af bestemte økonomiske og politiske kræfters virke i den samlede udvikling. Det drejer sig om de ændringer i produktions- og handelsforhold, kapitalbevægelser, 'økonomiens liberalisering og globalisering', som de store landes politiske systemer gennemfører, presset af de transnationale koncerner og finanser.
Denne 'udvikling' medfører bl.a. social polarisering og accelererende miljønedslidning, som er følelig overalt , men mest i de store lande og i u-landene. Den medfører derfor et stigende behov for opbygningen af mellemnational og overnational modmagt til at holde den produktionsmæssige, våbenindustrielle og finansielle magt i tømme samt til at begrænse miljøødelæggelserne.
Men de fornødne suverænitetsoverførsler tilsiger jo ikke, at de deltagende nationer dermed også skal gå ind for en forbundsstatsdannelse med alt, hvad det yderligere medfører. Opgaven må, hvis demokratiet ikke skal smuldre eller slå over i nationalisme, være at sikre suverænitetsafgivelsernes afgrænsning

Mennesker, der lever som minoriteter f.eks. i et grænseland, opnår vigtige erfaringer vedrørende nationalfølelse. Det danske mindretal i Sydslesvig har bestandig måttet have danskheden fremme i bevidstheden. Det har måttet fremhæve de værdier i f.eks. dansk skole- og kulturpolitik og demokratiopfattelsen, som man hele tiden har været nødt til at kæmpe for, hvis ikke værdierne skulle mistes.
Det betyder, at følelser, som for mennesker inden for Danmarks grænser ikke behøver at være i forgrunden, fordi de ikke hele tiden skal forsvares, nødvendigvis må være fremme i bevidstheden hos folk i et grænseland og blandt minoritetsgrupper. Uomgængeligt, men med bestandig risiko for, at nationalfølelsen overeksponeres og dermed skygger for den kritiske eftertanke, de nødvendige kompromiser, som de trods alt foreliggende samarbejdsmuligheder.
Rettigheder, som hele tiden skal tilkæmpes eller forsvares, får altså en meget stor plads i bevidstheden. Det er derfor, det er så vigtigt, at folkesuveræniteten er klart funderet i et lands grundlov og i den politiske, retslige og forvaltningsmæssige praksis.
Derigennem konstitueres folkestyret, ligestillingen i ansvar og indflydelse hvad angår eget samfund, dets karakter og udvikling. De selvindlysende værdier skal i denne situation ikke dyrkes og forsvares, og dermed ikke prioriteres frem for andre værdier, holdninger og aktiviteter. De er sikrede gennem retsgrundlag og gennem det praktiserede folkestyre og forvaltningstraditionen.
Hvis den nationale ramme anfægtes fundamentalt, kan nationalfølelsen slå over i nationalisme. Når mennesker inden for en stat eller nation alvorligt trues på deres hidtidige demokratiske indflydelses- og ansvarsområder, eller hvis de vil erhverve eller styrke sådanne rettigheder, så søger de naturligvis fælles forsvarsmidler og kampmidler.
De vil i denne situation fremhæve og prise fælles baggrund, fælles værdier, fælles målsætninger. Med risiko for at overdrive og forherlige. Dermed ligger nationalismen snublende nær. Hele situationen kan være så bizar, at et samfund, som ønsker at forsvare sig over for ydre eller indre nedbrydende kræfters angreb, selv fremkalder og udvikler nationalisme.
Danskheden i Sydslesvig har gennem årene forstået at holde sig fri af nationalismen, hvilket er beundringsværdigt, den evindelige risiko taget i betragtning. Og det dansk-tyske grænseland er genstand for stor international interesse på grund af de ret demokratiske mindretalsordninger, som gennem seje forhandlinger er opnået mellem Danmark og Tyskland.
Uhyggeligt klare eksempler på unionsdannelsers vold mod den folkeligt afgørende politiske selv-stændighed er der nok af. De nærmeste er Sovjetunionen og den lige så kunstigt skabte jugoslaviske union for ikke at glemme Rusland og Indonesien, som begge i sig selv er unionsdannelser. Og despotiske bevægelser har altid søgt at styrke deres magt ved at op-
ildne nationalistiske følelser. Velkendt op igennem historien er kommunismen, fascismen og nazismen og aktuelt demonstreret gennem de seneste otte til ti år af de serbiske, kroatiske og muslimske militsledere på Balkan.

De nordiske landes historie belyser vigtige spørgsmål vedrørende nationalfølelse kontra nationalisme - og dette videre set i forhold til evnen til mellemfolkeligt og internationalt samarbejde.
Island måtte naturnødvendigt gøre sig fri af Danmark, Norge frigøre sig fra Danmarks og Sveriges politiske, økonomiske og kulturelle dominans for som selvstændige nationer at kunne indgå i et nordisk, et europæisk og et globalt samarbejde. Finland måtte på helt samme vis gøre sig fri af Sverige. Det peger på, at kun ud fra selv-stændighedens position evner såvel det enkelte menneske som et helt samfund at indgå i et ligeværdigt mellemfolkeligt samarbejde.
Som led i selvstændiggørelsen måtte både Island og Norge løsgøre sig fra dele af det danske sprogs indflydelse. Det måtte gå så vidt, at de gennemførte ganske omfattende sprogrensninger. Finland ligeså over for svensk sprog. Det var utvivlsomt nødvendigt for opbygningen af dén nationale identitet, som skulle bidrage til at skabe sammenhængskraft i samfundet, som det forelå mere eller mindre delt op af den tidligere kulturelle og økonomiske dominans udefra.
En par aktuelle - beklagelige - paralleller: Danmark har tabt meget i forholdet til Færøerne og Grønland på grund af sin (i starten) ydmygende behandling af Færøerne i banksagen. Og på grund af den retsstridige tvangsflytning af Thule-samfundet. Takket være domstolsafgørelser lappes der nu på disse tragiske forløb. Gode vil relationerne først blive den dag Færøerne og Grønland selvstændiggør sig fuldtud. Da vil et ligeværdigt samarbejde kunne etableres, ganske som imellem de øvrige nordiske folk.
Synspunktet er, at kun på grundlag af en stor grad af selv-stændighed, både politisk og kulturelt, evner et land at opnå den indre styrke og stabilitet, som kan betinge en varig samfundsdannelse. Og videre at netop denne retsligt funderede selvstændighed og indre styrke er grundlaget for evnen til et virkelig udbytterigt og varigt mellemfolkeligt og internationalt samarbejde.
Hvis denne påstand er rigtig, så er EU's udvikling frem mod en forbundsstat uholdbar. Faren for fremvoksende nationalisme i bl.a. Tyskland og Frankrig, ja formentlig i alle lande tilsluttet EU, vil være stigende, jo mere omfattende suverænitetsafgivelsen bliver. Situationen er helt bagvendt: Den nationalisme og isolationisme, som de ivrigste integrationsfortalere hævder at ville til livs gennem dannelsen af EU-forbundsstaten, vil præcis blive fremkaldt der igennem som en reaktion mod harmoniserings- og centraliseringsbestræbelserne og grænsenedbrydningen.
Endnu et punkt, som understreger demokrati-aspektet i forståelsen af, hvad kultur og en nation er: En lang række europæiske nationer er flerkulturelle i og med, at de rummer større eller mindre minoritsgrupper inden for nationens rammer. Det gælder Spanien (baskere mfl.), Storbritannien (skotter, valisere, irer), Tjekkiet (tyskere), Kroatien (ungarere) - osv.
Med voksende flygtninge- og indvandrerkontingenter vil imidlertid næsten alle de europæiske lande til visse grader blive flerkulturelle. Denne proces vil formentlig overalt ende galt, hvis ikke indvandringen sker langsomt, og hvis ikke de modtagende samfund tager integrationsopgaverne yderst alvorligt.
Men det understreger i alle tilfælde, at kultur i stigende grad må grunde sig på politiske og humanitære værdier som retssikkerhed, øvrige menneskerettigheder, demokratiske rettigheder, velfærdsordninger og kulturel tolerance. Dvs. bygge på et folkestyre, som alle kan samles om, og som ene af alt kan konstituere en bæredygtig samfundsdannelse med flerkulturel rummelighed.

En (nøgtern, retsbaseret!) nationalfølelse er ud fra denne artikels synspunkter et uomgængeligt element i et stabilt samfund. Og da denne følelse for nationen i fremtiden mere og mere må bygge på en forståelse af folkestyrets kvaliteter, så bliver en for-ståelse af netop folkestyrets eksistensbetingelser central. Igen må EU holde for i eksemplificeringen, eftersom det er her, spørgsmålet er konkret og påtrængende.
Mange siger for tiden, at den store opgave bliver at demokratisere EU; at reparere unionens 'demokratiske underskud'. Og selvfølgelig er unionskonstruktionens demokratiske invaliditet et umådeligt problem, ja på en måde netop problemet.
Det er både en historisk og aktuel erfaring, at en storstat på 350 - 450 millioner mennesker aldrig kan blive særlig 'demokratisk'. Folkestyre lever af alsidig oplysning og reel debat og indflydelse.
Enhver, som vil tænke det efter, véd, at jo større afstandene bliver mellem almindelige mennesker og deres repræsentanter, og jo større afstandene bliver til de egentlige magtcentre, des mere svækkes indsigt og debat, medansvar, tillid og respekt. Des mere breder ligegyldigheden, frustra-
tionen og foragten hos store dele af befolkningen. Samtidig med at manipulation og magtmisbrug florerer blandt parlamentarikerne og inden for det omfattende bureaukrati.
Alligevel skal EU naturligvis 'gøres mere demokratisk', åbenhed og decentralisering skal styrkes så langt, det er muligt, indflydelses- og magtfelter skal afgrænses. Men ønsker man demokrati, må man arbejde for et udstrakt, traktatfæstet selvstyre inden for de historisk fastlagte enheder, hvilket i europæisk sammenhæng må betyde de eksisterende nationalstater. Plus med et stigende selvstyre for afgrænsede regioner inden for nationalstaterne.
I Danmark og i en række andre europæiske lande er retsgrundlaget for folkestyret nogenlunde intakt. Men i det omfang EU ændres til én statsdannelse vil det være i skred. I en europæisk storstat vil lande af Danmarks størrelse med tiden få ca. en procent af en folketalsbaseret stemmevægt, (procentsatsen afhængig af østudvidelsens omfang).
Dette betyder, at demokratisk indflydelse vil blive fortyndet nærmest til ligegyldighed. At bilde sig selv og andre ind, at der bliver tale om et folkestyre af nogen som helst ægthed, det er at stikke blår i øjnene. I bedste fald bliver der tale om en vis offentlig debat blandt de få, som kan slå sig igennem mediebarriererne.
Det vil være en debat, der især er ført på nogle få hovedsprog. Samtidig vil de stærkeste grupperinger i de større stater, bestyrelserne og aktionærerne fra de organisatoriske og økonomiske sværvægtere få en relativ mulighed for indflydelse bl.a. med de samme kræfters overvældende lobbyvirksomhed. Det hele vil være indlejret i en omfattende EU-finansieret fællesskabspropaganda med euronationalistiske overtoner.
Nu kommer så den økonomisk-monetære union. Skal den fungere, vil det føre harmoniseret skattepolitik, socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik med sig. Det vil måske kunne presses igennem i opgangstider, men næppe være holdbart under økonomiske kriser.
En storstat, fyldt med indre spændinger vil være kommet adskillige skridt nærmere.

Det siges i tide og utide, at Danmark er et lille land. Nej, Danmark er et land af en demokratisk hensigtsmæssig størrelse, hvor indsigt og debat har nogenlunde gode vilkår, og hvor afstanden mellem almindelige mennesker og deres repræsentanter i de styrende organer er overkommelig.
Der er i en sådan enhed reel mulighed for en saglig kommunika-
tion med politikere og embedsmænd, reel mulighed for kritik og fejljustering, overvågning af lobbyisme, opgør med nepotisme og korruption. Det hele lykkes ikke for godt.
Megen mistillid til politikere og højerestående embedsmænd er efterhånden til stede. Og som jeg ser det, så er danske politikere og topfolk fra både administration, erhvervsliv og de faglige miljøer langt på vej ad en glidebane-accept af en mastodont forbundsstat med stærkt centralistiske og elitære tendenser samt en traditionel magttænkning, der for tiden søger at udstyre unionen med en forældet og farlig atomafskrækkelsesstrategi.
I samme omgang skal de lande i Centraleuropa, som evt. skal med i unionen, genoprustes. Det sker formelt i NATO-regi, men er jo et element i den samme samlede plan. Imidlertid: Vi ér med i folden. Det giver os, så længe vi er en nation, en smule indflydelse ud over den ene procent. Spørgsmålet er, hvordan indflydelsen bruges.
Sammenfattende må det siges, at vi i disse år stærkt mangler en afklarende debat om, hvad folkestyre egentlig er og kan være. En unægtelig vigtig debat forud for EU's næste integrations-runder. Analyse af storstats- og unionsdannelsers som f.eks. USA's og EU's 'demokrati' i forhold til f.eks. de nordiske landes situation og muligheder vil være oplysende.
Se på stemmeprocenterne ved de afgørende valg, se på oplysnings- og debatniveau i storstaterne/unionerne, se på hvilke økonomiske indflydelser, som er i spil forud for valgene og i forhold til alle større afgørelser.
Man bliver nødt til at skelne mellem folkestyre og skindemokrati. Samt fastholde den erfaring, at samarbejde grunder sig på en god portion selvstændighed i enheder af demokratisk funktionsduelighed.

Uffe Geertsen er miljøkonsulent i Det Økologiske Råd. Tidligere medarbejder ved Askov og Kolding Højskole og Mellemfolkeligt Samvirke

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu