Kronik

Den nye bølge

Debat
10. januar 2000

Rent historisk er det interessant at gense film som 'Elevator til skafottet' og 'Åndeløs'. De er markante eksempler på, hvad der på et tidspunkt opfattes som fornyelse, og hvad der samtidig registreres som tradition

Historisk set
Det første billede i Louis Malles Elevator til skafottet fra 1957 er en næroptagelse af en kvindemund, der siger:
"Det er mig. Jeg kan ikke mere." Derefter panoreres der lidt ud, så man ser hele ansigtet. Tilskueren kan konstatere, at kvinden taler i telefon, og gennem to krydsklip til en mand afsløres det, at hun taler med sin elsker, og at de sammen har lagt en plan, der skal gøre, at de fremover kan leve sammen.
I løbet af det næste minut bliver det klart, at kvindens mand skal ryddes af vejen, så det ser ud som selvmord. Seeren overværer mordet, og resten af filmen handler om, hvad der så sker.
Studerer man på samme måde åbningssekvensen i Jean-Luc Godards gennembrudsfilm, Åndeløs, fra 1960, ser man filmens mandlige hovedperson i halvtotal. Han står og kigger i et formiddagsblad, hvorefter han henvendt til sig selv siger:
"Jeg er ikke for klog. Sagen er, at jeg må gøre det nu." Der panoreres ud, og man kan konstatere, at han står i havnen i Marseille. Hvad det er, der er så presserende, er uklart.
Under alle omstændigheder stjæler han en bil og kører af sted. Så vidt man kan regne ud mod Paris. På vejen skyder han i panik og nærmest i en parentetisk sekvens en motorcykelbetjent. Resten af filmen handler om, hvad konsekvenserne af det bliver.
Af de første 30 replikker har hovedpersonen de 28. Han tænker højt for tilskuerens skyld. Præcis som man kender det fra stykker af Holberg, Molière eller Shakespeare.
På den baggrund kunne man tro, at Godards film teknisk og fortællemæssigt var gammeldags og tilbageskuende. Men slår man op i et hvilket som helst filmværk, kan man konstatere, at der er tale om en banebrydende film, der gik sine helt egne veje og åbnede op for det, journalisterne lynhurtigt blev enige om at kalde den nye bølge.

Rent historisk er det interessant at gense film som Elevator til skafottet og Åndeløs. Om ikke andet fordi de er markante eksempler på, hvad der i et givet øjeblik opfattes som fornyelse, og hvad der på samme tidspunkt registreres som tradition. Eller sagt på en anden måde: Historien i filmen, hvilket frem for alt vil sige den måde, plottet udfoldes på, bliver uundgåeligt et element i beretningen om, hvad film er som historiske vidnesbyrd.
Film - hvad enten der er tale om spille- eller dokumentarfilm - har den fordel og ulempe, at de så klart viser, ikke bare hvordan tingene så ud på et bestemt tidspunkt, men også, hvordan man i et givet øjeblik var i stand til at tænke fortællende forløb i billeder.
På ét niveau handler det altså om, hvordan tingene så ud på et bestemt tidspunkt. Det kan der ikke laves om på. Bilerne, telefonerne, tøjet, frisurerne etc. så ud, som de gjorde. Skuespillernes diktion, deres mimik og manuskriptets fastlæggelse af, hvad der på et bestemt tidspunkt blev opfattet som en troværdig psykologisk og social gengivelse af omverdenen, fastfryses øjeblikkeligt.
Princippet er det samme, når der laves historiske film. Hvert tiår har sin mere eller mindre ureflekterede opfattelse af, hvordan tingene så ud, og hvordan folk gebærdede sig på et tidspunkt i fortiden. De normer ændres kolossalt hurtigt.

Man behøver bare kigge på Tarzan-filmatiseringer, tv- eller filmversioner af Jane Austens romaner, Greta Garbo som dronning Christina, Marlon Brando som Marcus Antonius osv. osv. for at nå til den erkendelse og måske få et billigt grin.
Men på et andet niveau er problemet anderledes. Det kan man konstatere ved at sammenligne Malles film med Godards. Her handler det om filmens grammatik eller syntaks.
Hvad skal det nu sige? Det vil sige, at den måde, historier fortælles på, følger et regelsæt, der nok har en betydelig fleksibilitet, men som til syvende og sidst er underlagt nogle genrekonventioner. Til forskel fra den direkte fastfrysning af hvordan tingene så ud på et bestemt tidspunkt, bygger filmgenrerne på traditioner, der er en konkret realitet både for filmfolket og publikum.
Tilskueren ved kort sagt på forhånd, at når han eller hun går i biografen eller lukker op for fjernsynet, er det for at se en komedie, et lystspil, en farce, en gangsterfilm, en agentfilm, en western, en eventyrfilm, en skrækfilm, et kostumedrama, en adventure-film eller en film noir etc. etc. Og hvis tilskueren ved en fejltagelse ikke ved det på forhånd, etableres genren og genreforventningerne i løbet af få minutter.
Sagt på en anden måde, har genrerne en gennemslagskraft og sej-livethed, som den enkelte film ikke besidder i sig selv. Den enkelte film giver kun mening og fremstår som interessant og original i forhold til de grænser, genren udstikker.
For at vende tilbage til Elevator til skafottet og Åndeløs ser man straks, at Malle og Godard har to helt forskellige tilgange til spørgsmålet om genre. For Godard handler det om at bryde kriminalfilmen eller en hvilken som helst anden genre ned fra grunden ved at iblande den forskellige elementer af farce, filosoferen, meta-refleksioner over film, forholdet mellem kønnene, mænds og kvinders seksualitet, overvejelser over mediernes overfladiskhed, højpandet kultur over for tegneseriekultur osv. osv.
Malle, derimod, opererer med genren som en uomgåelig kendsgerning, der skal respekteres. Hvis den skal forandres og fornys, kan det kun ske indefra. Det er interessant at sammenligne Malles oprindelige manuskript til Elevator til skafottet med det, der faktisk bliver sagt i filmen. Det viser sig, at omkring en tredjedel af dialogen er skåret væk. I en vis forstand og med 30-40 års forsinkelse er der tale om en sproglig koncentration, der kan spores tilbage til Hemingways noveller.
En sammenligning med Åndeløs er afslørende. Hos Godard tales der i et væk. Det er måske ikke så underligt, når man på én gang gerne vil nedbryde en genre og give sit bud på, hvad Gud, livet og de nye bøger går ud på. Men så er det heller ikke underligt, at resultatet bliver et rod af prætentiøs og halvfjollet dialog, der i mange tilfælde åbenlyst er improviseret. Det er puerilt, som de kalder det i Frankrig, eller self-indulgent, som de siger på den anden side af Kanalen.

Det er i den sammenhæng typisk, at Malle i langt de fleste af sine film har brugt litterære forlæg. Det er underordnet, hvilken status de har som litteratur. Det afgørende er, at han på den ene eller anden måde har følt, at de rummer en spændende historie, han gerne vil fortælle som film.
Alle Godards film er derimod udsprunget af hans eget hoved. Men da han i realiteten ikke har noget særligt fortælletalent, bliver resultatet, at hans film er fantastisk ordrige, at de mangler struktur, og at den spinkle historie, de er hægtet op på, udspringer af private fantasmer omkring kvinder og en ensporet optagethed af tidsbundne kulturelle og sociale forskydninger. Man kan hævde, at den karakteristik også passer på Fellini. Og det er sandt. Men Fellinis manglende fortælletalent opvejes rigeligt af en frodig billedfantasi, der tager pusten fra tilskueren og overflødiggør ord.
For at gøre en lang historie kort viser det sig, at et intimt kendskab til genrekonventioner er den første forudsætning for at løfte en film ud over en fastfrysning i tid og rum. Omvendt bliver film uden den indsigt døde og mekaniske vidnesbyrd om, hvordan tingene så ud og blev opfattet på et givet tidspunkt. Hvis film skal opfattes som en slags kunst, skal de rumme en æstetisk og etisk dimension, der rækker ud over, hvad der stod i gratistillæggene i forgårs.
De seks film af Louis Malle, der nu udsendes på video på det danske marked, dokumenterer, at han er en af de helt store filmskabere i det 20. århundrede. Godard, derimod, står tilbage som en afmægtig filmisk sprællemand, der lidt uvenligt sagt udgør et navlebeskuende symptom på det forvirrede og uoverskuelige åndelige klima i 60'erne og 70'erne. Hvad angår Malles og Godards kammerater - Chabrol, Rohmer og Truffaut - er historien for hver isærs vedkommende en lidt anden.

Henning Silberbrandt er universitetslektor og tv-anmelder på Information

Gloria Film har netop udsendt seks af Louis Malles hovedværker på video: Elevator til skafottet, De elskende, Kold ild, Uroligt hjerte, Håndlangeren, Vi ses igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her