Læsetid: 1 min.

Sadl af, Jean

Debat
11. januar 2000

Endnu et svar til Jean Fischer

Politisk korrekt
Jean Fischer (Inf., 5. jan.) bryder sig ikke om "perfektionismeforbudet" med hensyn til moralsk adfærd, men jeg foretrækker at lytte til den velformulerede moderne amerikanske digter Wallace Stevens: "Det imperfekte er vort paradis". Måske er det den stædigt uintegrerede amerikanske pragmatiker i mig, der får mig til at acceptere det imperfekte - eller ligefrem langt foretrække det.
Fischer rider igen sin skinnende hvide hest, hvorfra han fægter løs på nattens elitistiske "politisk korrekte" skygger. Jeg venter bare på, at han skal blive rigtig godt træt af at høre sin egen retoriske brølen i mørket.

Brølene virker
Men det ser faktisk ud til, at brølene virker. Han og forstadsborgmestrene og flere præster (f.eks. Rolf Slot-Henriksen samme dag) brummer alle den samme sang om "de fremmede iblandt os". De zenofobiske gylletanke er ved at flyde over, Jean, og du har været med til at pumpe dem fulde til randen i den kritiske samfundsvidenskabs navn!
Du påberåber dig kritiske sociologer som Zygmunt Bauman og Theodor W. A-dorno som dine autoriteter! Hvad nu, hvis Bauman kunne læse dansk? Hans diagnose af de moderne samfunds moralske ligegyldighed går mindst lige så meget - om ikke mere - på forstadsborgmestrene og nativistiske præster som på uintegrerede muslimer inde i de lune europæiske forter.
Hvis du opfatter det som ren og skær "politisk korrekthed", så er der ikke noget at gøre ved det. Lad imperfektionismen råde frit, nu da Paradisets porte er lukket bag os alle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her