Kronik

Det sidste menneske i Europa

22. januar 2000

Splittet mellem sin tids ideologier, for ung til at tilhøre den traumatiserede krigsgeneration fra 1918 og med en livslang trang til at vende alting på hovedet står George Orwell 50 år efter sin død som den forfatter, der mest præcist skildrede det moderne samfund i al sin planlagte gru

Lørdagskronikken
Engang for meget længe siden står en dreng på hovedet i en baghave et sted i Sydengland. I nabohaven leger tre søskende med hinanden. De er opslugte af deres leg, til en af dem får øje på drengen, som står på hovedet inde ved siden af. Ingen af dem aner, hvor længe han har stået der; de afbryder deres leg, driver hen til hækken, for at høre hvorfor han står på hovedet. "Der bliver lagt mere mærke til én, hvis man står på hovedet, end hvis man vender den rigtige vej," lyder svaret.
Drengen hedder Eric Blair, men han skal senere blive rigelig bemærket under sit nom de plume - George Orwell. I bøger som Animal Farm (1945), 1984 (1949), og en lang række blændende essays, beskriver han bedre og mere ind-trængende end nogen anden individets kamp for at overleve med identitet og menneskelighed i behold i massesamfundets magtstrukturer; dets kamp for overhovedet at blive bemærket.
Hovedstanden fandt sted i den fatale august måned 1914, hvor den gamle verden gik i svang. Eric var elleve år, og stod overfor at få publiceret sit første litterære arbejde i den lokale avis. Det var et patriotisk digt med titlen Awake Young Men of England, med linier som "hvis I ikke melder Jer i tusindvis, er I i sandhed kujoner!".

Orwell kom til at tilhøre, hvad man kunne kalde den klemte generation - dem, som var født lige efter århundredeskiftet, og derfor ikke nåede at komme med i verdenskrigen. Den var klemt i en ødipal konflikt mellem en fadergeneration, hvis troværdighed gik fløjten, da den blev holdt ansvarlig for krigen, og en storebrodergeneration, den såkaldt fortabte generation, som var blevet sat til at udkæmpe den.
Det blev bestemmende for Orwells generation, at den kom i et uklart modsætningsforhold til begge disse generationer. Han har i essayet My Country Right or Left beskrevet, hvad det betød at være 'just too young', og efterhånden blive klar over hvilket uhyre betydningsindhold, der lå gemt i den erfaring, som han og hans samtidige gik glip af, og i mellemkrigstiden blev mindet om ustandselig.
Det gav en følelse af aldrig rigtigt at blive voksen, at være 'less a man'. En jævnaldrende forfatterspire, Evelyn Waugh, bar det kors, at hans storebror Alec ikke bare kom med i krigen, men undervejs skrev en bestseller om sin skolegang.
Der var kun fem års aldersforskel mellem Orwell og krigsdeltageren Hemingway, men mentalt en næsten uoverskuelig afstand. Orwell så en sammenhæng mellem hans generations afmagtsfølelse over at være blevet snydt for verdenskrigens overgangsrituelle ar, og den ildhu, hvormed generationens intellektuelle kastede sig, først over den russiske revolution og kommunismen, dernæst, stadig med kommunismen i kufferten, over den Spanske Borgerkrig.

Orwell selv blev socialist af at være med i borgerkrigen, men aldrig pacifist. Tværtimod viste han senere mange patriotiske følelser - uanset imperialisme og klasseskel bankede hans hjerte varmt for England. I de bevægede dage under Londonblitz-en i 1940 maltrakterede han - efter først at have gjort en ihærdig indsats for at komme ind i hæren, hvilket mislykkedes på grund af hans tuberkuløse lunger - i artikel efter artikel de engelske 'salonkommunister' og 'fellow-travellers', som blev fanget på det kolde ben af Stalins ikke-angrebspagt med Hitler i 1939, og åbenbart følte større loyalitet overfor Sovjet-unionen end overfor deres eget land. Hvad han ikke fattede.
"Til denne dag giver det mig en svag følelse af helligbrøde ikke at står ret til 'God save the King'. Det er barnligt, selvfølgelig, men jeg vil langt hellere have fået den form for opdragelse, end være som de venstrefløjs intellektuelle, som er så 'oplyste', at de ikke for-står de mest almindelige følelser. Det er lige netop de folk, hvis hjerter aldrig har givet et hop ved synet af Union Jack, som vil vige tilbage for revolutionen, når øjeblikket kommer".
Orwell var længe om at finde sin form, både politisk og litterært. Da han endelig kunne forlade Eton som frit menneske ("Jeg arbejdede ikke, og lærte meget lidt"), søgte han så langt væk fra det intellektuelle miljø, som han kunne komme, nemlig ind ved det imperiale politi i Burma. Da dét efterhånden hang ham ud af halsen (han blev der dog i fem år), forlod han tjenesten med det faste forsæt, aldrig nogensinde at lade nogen bestemme over ham igen, og bosatte sig i Paris - det gjorde man i tyverne, hvis man ville skrive.
Han begyndte at 'slumme', først i Paris og senere i London, klædte sig ud som vagabond og blandede sig med storbyens udskud på gader, i kælderhalse og herberger. Til dels for at have en virkelighed at skrive om - Orwell kunne aldrig få det konkret nok - men også af ægte interesse for, hvordan folk levede på bunden. Efter at han ovenpå sin skolegang havde kasseret de indpodede middelklasseværdier som hykleriske og forløjede, var han nået til den overbevisning, at sandheden måtte findes dybere nede i samfundet.
Det må have været et syn for guder at iagttage denne næsten to meter høje upper-middle-class englænder, med hvalpekinder, tandbørsteoverskæg og nasal fistel med udpræget Eton-accent operere på et natherberg for vagabonder i Paris eller Londons Eastend.
Men efterhånden som han fik ødelagt sit helbred af fattigdommen, det usunde liv, den dårlige mad og de fyrre daglige hjemme-rullede cigaretter med sort, tyrkisk tobak, fik han et mere aprobat udseende. Manererne, accenten og den indbyggede public school overlegenhed kunne han ikke løbe fra - og ønskede det vel dybest set heller ikke. Det var hans virkelighed, det var ham. En niece mente om ham, at hans livs dilemma var, at han syntes, at han burde elske sine medmennesker, men han var dårligt nok i stand til at tale med dem.
Slum-metoden resulterede i debutbogen Down and Out in Paris and London fra 1933, The Road to Wigan Pier, om trøstesløs, nordengelsk arbejdsløshed i 1937, og en lang række essays. Ind imellem de to bøger gjorde han et par forsøg på at skrive 'rigtig' skønlitteratur ud fra en dyb beundring af stil og teknik hos forfattere som Proust og Joyce, men uden succes.
Han oplevede så mange afvisninger fra forlag, at fiaskoen efterhånden blev en integreret del af hans karakter. Han beroligede sig med, at det var ikke bare en side af hans karakter; dyrkelsen af fiaskoen var et træk ved den engelske folkekarakter. Han var god til at finde den slags overensstemmelser.
At skrive var ikke bare en lidenskab for ham, men en besættelse. Det var en daglig renselsesproces, og hans produktivitet var ufattelig. I året efter hans kone Eileens død i 1945 skrev han alene 130 artikler og anmeldelser. Sin færdige litterære form havde han fundet sammen med sit politiske ståsted, ved deltagelsen i den spanske borgerkrig. Han opdagede, at hvis han bare glemte alt om at 'skabe kunst', og skrev med basis i sin politiske indignation, så sneg æstetikken sig med alligevel. Resultatet var en ny genre, en sammenfletning af politisk journalistik og skønlitteratur.

Indtil den Spanske Borgerkrig betegnede Orwell sig gerne som tory anarchist, og hans socialisme efter 1937 var ikke på nogen måde af marxistisk karakter. Faktisk var den slet ikke teoretisk orienteret, men bare 'engelsk', for Orwell opfattede en ateoretisk holdning til politik som typisk engelsk (endnu en overensstemmelse).
Baseret på gamle 'engelske' dyder som anstændighed, ridderlighed, hjælpsomhed, modighed, loyalitet, tilbageholdenhed, respekt osv. - havde hans moralske socialisme sine rødder dybt i det victorianske samfund. Den var "ikke doktrinær, ikke engang logisk", "havde anakronismer og løse ender alle vegne", og den ville aldrig "slippe forbindelsen til kompromissets tradition, eller troen på en lov som står over staten", som han formulerede det i essayet The Lion and The Unicorn.
Orwells idéer passede fint ind i en gammel engelsk, socialistisk tradition med blandt andre William Morris, Robert Blatchford, R.H. Tawney, G.D.H. Cole og Bevan, hos hvem betoningen af det egalitære og fraternitære sås som vejen til etableringen af størst mulig frihed for det brede folk. Det var en socialistisk vej, som var langt mere kristen end den tyske. Traditionen havde sine dybere forudsætninger hos victorianske moralister som Carlyle, Dickens og Ruskin, og gik derfra næsten tilbage til middelalderen.
Orwell var først og fremmest moralist. Trods sin progressive fernis var han en postvictoriansk Jeremias, der var faldet ned i en ugudelig tid: "Denne tid gør mig så syg, at jeg somme tider har mest lyst til at stille mig op på en gadehjørne og begynde at nedkalde forbandelser fra himlen", skrev han i 1934.
Hans forestilling om demokratisk socialisme blev til som et modbillede til den sovjetiske kommunisme og al dens væsen. Det er typisk for ham, at han først fandt sin ståsted som socialist, da han samtidig for sig selv kunne udpege og konkretisere den ondskabens drage, der skulle bekæmpes: Sovjet og totalitarismen.
Via oplevelserne i borgerkrigen, hvor han som medlem af den venstreradikale POUM-militia på sin egen krop erfarede, hvad der sker når man kommer på tværs af
Moskva-linien - beskrevet i bogen Hommage To Catalonia (1938) - formåede han før de fleste andre i 30'rne (samtidig med, men uafhængigt af Koestler, Malraux og Borkenau), at demaskere totalitarismen som dén permanente mobilisering af masserne, hvis ultima thule han skulle beskrive så uhyggeligt i 1984.
Det var afgørende for ham at vise, hvordan en i udgangspunktet legitim interesse for at styrke samfundsmæssigheden udmøntedes i statstyranni. Men i sin dybe sandhedstrang måtte han altid grave videre ned i problemerne. Han frikendte ikke, som så mange be-slægtede ideologier har gjort det, mennesket selv for skyld.
Den dybeste fortvivlelse i 1984 kommer ikke af det faktum, at tyranniet er universelt og individet dømt til undergang. Den kommer af det enkelte menneskes bundløse selviskhed - symboliseret ved Winston Smiths udbrud under torturen: "Gør det ved Julia!".

Orwell var ikke villig til at ofre alt på fremskridtets alter. Dét var tværtimod, hvad han kritiserede de Moskvatro for: At de kunne 'leve med' både det ene og det andet aspekt ved Stalins politik, sålænge de formåede at bilde sig selv ind, at det gik fremad. Orwells socialisme var snarere orienteret bagud, ligesom William Morris', og efterhånden fik han den indstilling, at fremskridtet - hvis manifestationer i form af moderne forbrugsgoder han så inderligt foragtede, og personlig distancerede sig fra - at fremskridtet ikke bare var uønskeligt, men også unødvendigt for at nå socialismen. De nødvendige værdier lå gemt i fortiden: "Vi lever i vraget af en civilisation, men det var en udmærket civilisation i sin tid". Mange af Orwells forestillinger om, hvordan verden egentlig burde se ud, var hentet tilbage i tiden før Første Verdenskrig. Ifølge vennen Cyril Connolly var han "en revolutionær, som var forelsket i tiden før 1914". Han var selv bevidst om det, men så ingen grund til at ændre på det:
"Jeg er ikke i stand til, og ønsker ikke helt at slippe det verdensbillede, som jeg tilegnede mig i barndommen. Sålænge jeg er i live, vil jeg fortsætte med at nære stærke følelser for prosastil, elske jordens overflade og glæde mig over håndgribelige genstande og stumper af ubrugelig information. Det nytter ikke, at jeg forsøger at undertrykke den side af mig selv. Opgaven består i at forlige mine indgroede sym- og antipatier med de overindividuelle aktiviteter, som denne tidsalder påtvinger os alle." (fra Why I Write).
Orwell tog sine idiosynkrasier og indfald alvorligt. Han levede dem ud ved at skrive ud fra dem. De var for ham udtryk for den 'irrationelle' individuelle bevidsthed, som er en samfundsmæssig kraft, netop fordi den er sentimental, uforudsigelig og stædig. Det menneske i det 20. århundrede, der helt slipper sine særheder, sine projektioner og personlige historiske fortøjninger, vil også miste sin selvrespekt og dermed sin identitet. I romanen 1984 er denne kamp symboliseret ved Winston Smiths papirvægt af glas - den sidste ting i hans lejlighed, som han har et personligt forhold til.

At have håndgribelige genstande mellem hænderne var en eksistensbetingelse for Orwell, en udløber af den trang til at gøre tilværelsen konkret, som manifesterede sig som en passioneret tiltrækning til høvlebænke, hvor han efter bedste formåen forarbejdede tingester til eget brug: Skærebrædder, boghylder, simple møbler. Han havde den forestilling, at hvis man ikke bruger hænderne, mister man en uerstattelig del af sin bevidsthed. Det var som for at styrke denne idé, han også alle dage klædte sig rustikt, nærmest som en håndværker fra århundredeskiftet.
Den omtalte kærlighed til jordens overflade udmøntedes i en udtalt, måske typisk engelsk trang til at leve på landet. Siden barnsben nærede han en dyb kærlighed til det engelske landskab, hvilket ikke mindst kommer frem i romanen Coming Up For Air (1939). Han brugte en masse tid og kræfter på at dyrke sine egne grønsager og avle sine egne høns. Han tog kun til London, når han var tvunget til det af sit arbejde - og foretrak ellers rustikke boliger, helt uden moderne bekvemmeligheder - som dét sted han og Eileen havde i slutningen af 30'rne i landsbyen Wallington nord for London, hvor han nedsatte sig med en blandet landhandel og solgte slik til landsbyens børn.
Mod slutningen af sit liv, efter at Animal Farm havde gjort ham til en verdensberømt forfatter, vendte han ryggen til livet i metropolen og trak sig tilbage til den temmelig utilgængelige gård Barnhill på øen Jura - en af de indre Hebrider ved den skotske vestkyst - uden elektricitet og med ti kilometer til den nærmeste telefon.
Han var færdig med at stå på hovedet for at få opmærksomhed. Der levede han som en anden senvictoriansk eremit med sin adopterede søn og en søster som husholderske, og var han ikke død af tuberkulose den 21. januar 1950, havde han været der endnu. Sikkert er det i det mindste, at det var dér - af alle steder - han skrev sin sidste roman, 1984, med arbejdstitlen The Last Man In Europe.

Henrik Jensen er lektor i historie på RUC og har bl.a. udgivet bogen
Ofrets Århundrede

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu