Læsetid 7 min.

Socialismens aristokratSteincke ville have pisket os med skorpioner, hvis han ha

31. januar 2000

Historisk set
Ingen har haft så stor betydning for dansk socialpolitik i det 20. århundrede, og få har som fagminister haft så stor indsigt i sine områder som K.K. Steincke (1880-1963), en stor ener i dansk politik. Han er mest kendt for socialreformen i 1933, men fortjener at blive husket for mere end den.
Respekteret og principfast, provokerende og kontroversiel, selvoptaget og selvironisk, morsommere og mere slagfærdig end nogen anden politiker. Og derfor ikke så enkel at karakterisere. Med hans egne ord: ".. jeg har aldrig kunnet få mig selv til at have de anskuelser eller nære de sympatier, som de andre har haft travlt med at tillægge mig."
Han var lærersøn, opdraget i et konservativt, kristent og samtidig tolerant hjem, men blev socialist i gymnasiet. Han forkastede kirken som institution og udformede efter grundige overvejelser sin egen livsanskuelse og moral. Troen på Gud, sjælens udødelighed og den fri vilje bevarede han.
Det var rammen. Retningslinierne var to enkle bud: "Hvad du ikke selv ønsker, gør det ikke mod andre!" og "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes!". Steincke erkendte, at han ikke nødvendigvis altid kunne overholde dem, men han holdt sig selv op på dem ved hver aften at sige sit Fadervor:
".. Jeg må overveje, om jeg mener at have handlet rigtigt .. Har jeg ikke det, må det oprettes i løbet af den dag, der kommer."

Steincke var etiker og moralist. Materialismen var som filosofi ikke forenelig med troen på en sjæl og som livsform ødelæggende for 'personligt åndsliv'. Også den golde forstandsdyrkelse måtte han forkaste, fordi den følte sig "højt hævet over det liv, som afhænger af instinkt, intuition og følelse". Moralen og karakterdannelsen var vigtigere end fornuften. Hans moralske og sociale engagement førte ham ind i Socialdemokratiet. Allerede under jurastudiet deltog han flittigt i debatten om partiets ideologiske orientering i netværket "Diskussionsklubberne" og deres tidsskrift Socialisten.
To bøger, der fik indflydelse på partiets holdninger, kom først som artikelserier i Socialisten. I "Den økonomiske historieopfattelse" (1911) lagde han afstand til den dialektiske materialisme og fastslog, at politiske og kulturelle ideer kan formuleres uden sammenhæng med de materielle forudsætninger, men dog har kun de ideer, som kan realiseres på det bestående grundlag, praktisk betydning. Og i "Kulturbetragtninger" (1912) kritiserede han partiets kulturpolitik, men fremhævede samtidig nødvendigheden af en personligt tilegnet kultur og 'sædelig dannelse'. Den personlige moral skulle være i orden, og enkeltpersoners betydning skulle anerkendes.
Steinckes praktiske beskæftigelse med socialpolitik begyndte, da han i 1907 efter en kort periode som advokatfuldmægtig blev ansat i Frederiksbergs fattigvæsen, hvor han hurtigt avancerede til fattiginspektør.
Socialvæsenet var i begyndelsen af århundredet præget af et uoverskueligt virvar af regler og af kommunale råd og nævn, hel- eller halvprivate kasser og godgørende organisationer. Holdningen til mennesker med sociale problemer var fordømmende, og principperne for tildeling af hjælp ydmygende: En række ydelser var forbundet med 'fattighjælps virkning', som bl.a. kunne medføre fortabelse af valgret og forbud mod at gifte sig uden myndighedernes tilladelse. F.eks. mistede Staunings far i en periode sin valg-ret, fordi han havde måttet tilkalde fattiglægen til et af sine børn.
Socialhjælpen var baseret på skøn, et almisseprincip, som udøvedes tilfældigt og vilkårligt, bl.a. afhængigt af den enkelte kommunes politiske flertal.

Det satte Steincke ind over for på to måder. Praktisk ved i 1910 at udgive "Offentlig hjælp", som i mange år blev en uundværlig håndbog i fortolkningen og administrationen af de sociale regelsæt. Politisk-teoretisk i 1912 med værket "Almisser eller rettigheder". (Bemærk den ufattelige flid, fire bøger på to år samtidig med fast arbejde i dagtimerne! Sådan fortsatte det livet igennem.)
"Almisser eller rettigheder" var et skelsættende opgør med hele det principielle og administrative grundlag for socialvæsenet. Heri vendte Steincke det traditionelle syn på fattighjælp på hovedet: Ydmygelsen af 'de trængende' er problemet, ikke løsningen. Og han afviste den almindelige konservative påstand om, at den trængende foretog et bevidst valg mellem at forsørge sig selv eller lade sig forsørge af socialvæsenet.
Skøns- eller almisseprincippet skulle afløses af retsprincippet. Offentlig hjælp skulle så vidt muligt baseres på klare kriterier og faste takster, så man havde et retskrav på hjælpen, når man opfyldte betingelserne. Fattighjælpsvirkningen skulle fjernes, så den moraliserende sondring mellem 'værdige' og 'uværdige' trængende kunne ophæves. Og så skulle lovgivningen revideres og systematiseres, og administrationen forenkles, så det blev tydeligt, hvor folk skulle henvende sig.

Der skulle dog gå over 20 år, før han som socialminister fik politisk mulighed for ved socialreformen i 1933 at udmønte bogen i lovgivning. Steincke fik imidlertid kort efter Første Verdenskrig overdraget opgaven med at forberede en revision af sociallovgivningen, foranlediget af at socialpolitikken var kommet under pres under og efter krigen, men også fordi socialdemokrater og radikale her så en mulighed for at gøre op med de uregulerede markedskræfter. Resultatet blev en omfattende betænkning, "Fremtidens forsørgelsesvæsen", som ikke alene præsenterede principperne for en reform og ret detaljeret skitserede konkrete forslag til ny lovgivning, men også indeholdt diskussioner af økonomisk teori og af kultur- og menneskeopfattelse. Steincke benyttede simpelthen lejligheden til at indarbejde de tanker, han tidligere havde fremsat bl.a. i "Kulturbetragtninger" og i "Den økonomiske historieopfattelse" i betænkningen.
Derfor var betænkningen mere en syntese af hans hidtidige forfatterskab end en nydannelse. Men den var enestående derved, at reformforslagene var så bredt underbygget med en enkeltpersons historie- og kultur- og menneskesyn, og det er bl.a. denne bredde og dybde i viden og dannelse, som bevirkede, at mindebogen om
Steincke kort efter hans død fik undertitlen "Socialismens aristokrat", og som også placerer ham i særklasse i forhold til andre politikere i dette århundrede. Som åndsaristokrat.

Efter Steincke har ikke mange politikere raget op i debatten om livssyn og moral og om kultur- og samfundsudvikling, og ingen så højt og så bredt som han.
Her ved indgangen til det 21. århundrede er der ellers behov for politiske personligheder af hans format. Steincke ville have pisket os med skorpioner, hvis han havde set, hvor langt vi er kommet ud siden 1933 med et socialapparat, ingen kan hverken styre eller overskue, et tilsvarende skattesystem, en undergravet social solidaritet og en kultur- og samfundsudvikling uden fælles fundament af normer og moral.
Men debatten kan tilsyneladende ikke rejses, i hvert fald ikke fra politisk hold. For eksempel er der jo ikke noget specielt aristokratisk og slet ikke noget solidarisk ved en regeringstop, som mest gør sig bemærket ved problemskyhed og ved at bevilge sig selv fyrstelige lønforhøjelser, mens samfundet er ved at gå op i limningen for øjnene af dem.
Og når så en gruppe (nærmest) social-liberale kommer med en bog som "Borgerlige ord efter revolutionen" i et behjertet forsøg på at få diskuteret, hvad solidaritet og borgerdyder skal betyde i vore dage, så konstruerer pressen, incl. dette dagblad, det hele som en modsætning mellem Christine Antorini og Holger K. Nielsen - som få ville betegne som åndsaristokrat - og interviewer ham. Og så var den debat død bogen er allerede glemt.
Under disse forhold er det opløftende at beskæftige sig med K.K. Steincke. Fødes der bare én som ham på hundrede år, er der måske lys forude.

Ole Olesen er konsulent og cand. polit.

Apropos - Steinckes begrænsede fællesskab
K.K. Steincke er en af de store skikkelser i mellemkrigstidens Danmark. Han stod fadder til Socialreformen af 1933 og var stærkt medvirkende til en ændring af den hidtidige socialpolitiske praksis over mod en moderne socialpolitik, der tilgodeså den enkelte ud fra et lighedsprincip. Interesse for hans person har i det senere år været støt stigende. Ikke mindst forskningen i velfærdsstatens historie har været med til at hive Steincke ud af skabet. Forskere og studerende er gået i detaljen med de enkelte velfærdsstatspolitikker. Et eksempel er den omdiskuterede bog af historikeren Lene Koch, Racehygiejne fra 1996, der viser et andet billede af socialminister Steincke som tilhænger af befolkningshygiejne.
Steincke var stærkt inspireret af den engelske Fabian Socialism, som blev udtænkt af blandt andre ægteparret Beatrice og Sidney Webb sammen med forfatteren H.G. Wells. En del af deres vision var et samfund, hvor alle 'uover-flødige elementer' var borteliminerede. Webb'erne så på befolkningen som en samfundets ressourcer, der skulle bidrage til at udvikle nationens rigdom, og derfor var der ikke plads til de 'ikke-produktive' elementer, dvs. personer der ikke aktiv kunne indgå i arbejdsstyrken. Denne vision lå til grund for den danske racehygiejne, som blev udviklet i 1930'rne under foranledning af Steincke, og som blev praktiseret frem til midten af 1950'erne. En praksis som var tæt forbundet med Steinckes næsten kommunitaristiske opfattelse af samfundet som et homogent fællesskab ikke adskilt af hverken stand, klasse eller andre forskelligheder. Steinckes kultursyn giver således et indblik i den del af socialdemokratismen, der opfatter samfundet som et sluttet og homogent fællesskab.
CB

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu