Kronik

Det var et spørgsmål om balance

29. januar 2000

At være indædt modstander af et totalitært system udelukker ikke en dialog og slet ikke i den dødsensfarlige periode, vi befandt os i, skriver den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesen her i sit svar tilbage på den kritik, der er fremført mod Socialdemokratiets fodnote-politik

Lørdagskronikken
For at forstå den socialdemokratiske sikkerhedspolitik i 80'erne er det nødvendigt at se den i en større sammenhæng. I oktober 1977 holdt forbundskansler Helmut Schmidt den berømte tale i Det internationale Institut for strategiske Studier (IISS) i London.
På det tidspunkt var Sovjetunionen i gang med produktion og opstilling af de nye SS 20-missiler. De blev ikke nævnt i talen, men budskabet var tydeligt: I takt med at supermagterne under SALT II-forhandlingerne var nået frem til reduktioner af de strategiske, interkontinentale missiler, voksede Vesteuropas sårbarhed på grund af Sovjetunionens overlegenhed i mellemdistanceraketter.
I Carter-administrationen delte man ikke forbundskanslerens vurdering. Man var ved vejs ende med en SALT II-aftale med Sovjetunionen, og de militære eksperter i Washington anså ikke SS 20-missilerne som en øget trussel. De skulle afløse de forældede SS 4 og SS 5-missiler, og den eksisterende strategiske afskrækkelse skabte stadig den nødvendige balance.
Efter Helmut Schmidts tale modsatte USA sig ikke, at man så nærmere på de atomare balanceproblemer i Europa. Og så begyndte en højst mærkværdig procedure, når man betænker de alvorlige politiske perspektiver. Man tog spørgsmålet op i NATO's Nukleare Planlægningsgruppe (NPG), der består af forsvarsministre, embedsmænd og deres militære repræsentanter. På det første møde nedsatte man en High Level Group (HGL) under forsæde af Richard Perle, der især under præsident Reagan kom til at spille en fremtrædende rolle. Allerede på det første møde kom modsætningerne frem. USA insisterede på, at de eksisterende strategiske våben var tilstrækkelige, fordi de kunne dække alle relevante mål. Europæerne var uenige.
Alligevel gik HLG i gang med at undersøge mulighederne for opstilling af nye mellemdistancemissiler i Europa. Hverken Helmut Schmidt eller andre havde på dette tidspunkt tænkt på at kæde opstillingen sammen med en forhandlingsdel. Vi skal helt frem til 6. og 7. januar 1979, før der skete noget. Den franske præsident Valery Giscard d'Estaing havde indbudt til topmøde på den eksotiske ø Guadeloupe.
Gæsterne var præsident Jimmy Carter, premierminister James Callaghan og forbundskansler Helmut Schmidt. Selvom Frankrig ikke deltog i NATO's militære samarbejde var de nye mellemdistancemissiler på dagsordenen. Det var den franske præsident, der udkastede tanken om at lade en kommende beslutning om de nye våben kombinere med et forhandlingstilbud. Men det var også ved den lejlighed, at Helmut Schmidt fik fastslået, at opstilling af nye våben - hvor også Pershing II nu var kommet ind i billedet - ikke kun skulle opstilles i Forbundsrepublikken. Der skulle være enighed i NATO, og også andre lande måtte tage imod opstillingen.
Vi er allerede henne i beslutningsåret. Der blev gået stille med dørene. Officerer og embedsmænd arbejdede i HLG med militærtekniske detaljer, men en overordnet, dybdegående politisk drøftelse mellem alle NATO-landene om de politiske perspektiver i det store projekt man lagde op til, havde ikke fundet sted.
I kølvandet af mødet på Gouadeloupe nedsatte man så i april 1979 den såkaldte Special Group, hvor repræsentanter fra med-lemslandenes udenrigministerier skulle behandle forhandlingsdelen af det, der senere fik navnet dobbeltbeslutningen.

Fra at være fremstillet af Helmut Schmidt og andre europæere som et militærteknisk balanceproblem udviklede opstillingen af de nye missiler sig efterhånden til et vestligt, politisk problem. Debat om problemerne i NATO-landenes parlamenter hørtes ikke. Jo, i Danmark havde vi i maj 1979 en forespørgselsdebat, hvor forsvarsministeren kunne oplyse - hvad sandt var - at der endnu ikke forelå et konkret forslag at tage stilling til.
Den 15. august 1979 kunne man på tv se statsminister Anker Jørgensen stå på kajen i Gudhjem og vinke til forbundskansler Helmut Schmidt, der holdt ferie i danske farvande. Det var omkring det tidspunkt, hvor han havde luftet tanken om, at de nye missiler kunne være søbaserede. Det kan kun skyldes, at han kunne mærke den stigende modstand i SPD, der havde Willy Brandt som formand og Egon Bahr som en fremtrædende sikkerhedsekspert.
Da den planlagte dobbeltbeslutning og Helmut Schmidts tanker blev drøftet under en middag var Anker Jørgensen afvisende over for begge punkter. I sin dagbog skriver han: "Jeg sagde, at jeg meget vel forstår, at de andre lande helst vil have alle med. Men vi vil ikke, og jeg tror, det for af-spændingens skyld er vigtigt, at Danmark og Norge fastholder den linie. Helmut ville vide, om vi i NATO ville støtte, at de andre lande etablerede TNF, altså mellemdistancemissiler. Jeg sagde, at vi ikke var de rette til at anbefale. Vi kunne ikke modsætte os det, men måtte affinde os med det".
På det tidspunkt var Folketinget sendt hjem på ferie, og i september måned kom det til et brud med regeringsspartneren Venstre. Det førte til valget den 23. oktober. Derefter dannede Anker Jørgensen en mindretalsregering og udnævnte mig til udenrigsminister, altså ganske kort tid før det berammede møde i NATO, hvor dobbeltbeslutningen var på dagsordenen. Den 29. oktober skrev han i sin dagbog om emnet: "Det giver mange vanskeligheder. Også Eigil Jørgensen (Udenrigsministeriets direktør, Kj.O.) har været sat ind på at få min holdning modereret. Jeg sagde, at nu må systemet være klar over, at det er den politik, vi skal anlægge. Problemet er, at Peter Dyvig skal rejse til NATO-møde i morgen. Nå, jeg må også snakke med Kjeld Olesen, for det giver ham vanskeligheder ved hans første møder i NATO-regi - senest i december, hvor endelig beslutning skal træffes".
Jeg nævner dette for at slå fast, at dette var statsministerens linie, mens vi havde SV-regeringen, da vi dannede mindretalsregering, og det var den holdning vi videreførte som opposition. Det danske forslag om at udskyde beslutningen et halvt år, så forhandlinger om at nedbringe antallet af SS-20 raketter kunne få en chance, fik en ublid medfart. Det skal ind-rømmes, at det blev fremsat i elvte time, men det kunne ikke være anderledes, når man tager hæn-delsesforløbet i 1979 i betragtning. Derefter tog debatten for alvor fart, ikke mindst i SPD, og kort efter fandt der en begivenhed sted, der kom til at vende op og ned på det sikkerhedspolitiske billede.

Den 3. november blev Ronald Reagan valgt til præsident. Han var gået til valg på nyere histories største både atomare og konventionelle oprustning. Amerikanerne var ikke mere indstillet på våbenkontrolforhandlinger. Richard Perle, der nu var blevet vice-forsvarsminister, udtalte, at der først skulle forhandles, når vi var klar - dvs. kunne forhandle ud fra en posi-
tion, der var langt stærkere end den eksisterende.
Europæerne pressede imidlertid på, og den nye udenrigsminister Al Haig var mere moderat. Heldigvis kom der lidt af et gennembrud på NATO-udenrigsministermødet i Rom i maj 1981. I det amerikanske udkast til kommuniké kom til at stå, at man var villig til at forhandle mod slutningen af året.
Så langt så godt, men en lille, men vigtig detalje skal også med. Ved at sammenligne med det tidligere kommuniké opdagede jeg, at ordet afspænding, "detente", var udeladt. En sådan udeladelse havde stor politisk-symbolsk betydning, og det vidste amerikanerne. Jeg allierede mig med min norske kollega, og det lykkedes at få ordet ind igen.
Nogle af de oplysninger, jeg her har bragt, fik jeg først for alvor kendskab til i 1984 ved at læse bogen Deadly Gambits, skrevet af den nuværende amerikanske viceudenrigsminister, Strobe Talbott. Ikke mindst får man et indblik i den forbitrede rivalisering, der foregik mellem Pentagon og State Departement, da forhandlingsoplægget skulle udarbejdes. Pentagon ønskede en nul-løsning, hvor Sovjetunionen skulle skrotte samtlige SS 4, SS 5 og SS 20-missiler, hvis vestlig opstilling ikke skulle finde sted. Pentagon vandt. Den 18. november proklamerede Reagan oplægget i en tale.
Sovjetunionen sagde i første omgang nej forud for de forhandlinger, der skulle starte i slutningen af måneden. Men i gang kom de med Kvitzinski og Paul Nitsche som forhandlere.
I sommeren 1982 gik de den berømte tur i skoven, der mundede ud i et uformelt forslag, der gik ud på følgende: Sovjetunionen skulle reducere deres SS 20'ere med to tredjedele til 75. De overflødige måtte ikke flyttes til andre strategiske punkter i Sovjetunionen, men skulle skrottes. Vesten skulle undlade at opstille Pershing II og nøjes med 75 affyringsramper for Krydsermissiler med fire missiler til hver. Det interessante var ikke, at Kvitzinski fik afslag i Moskva. Det foruroligende var - da det endelig kom frem via dygtige journalister - at Pentagon atter engang fik held til at overtrumfe State Departement, der stillede sig positiv over for tanken.
Tænk hvis USA havde taget resultatet til sig og offentligt sagt: Dette er vort forslag. Sig dog ja, og lad os komme videre. Opinionen i Vesteuropa ville stille sig helt anderledes positivt, og Sovjetunionen ville have haft store vanskeligheder med at smyge sig uden om. Men høgene vandt, oprustningen fortsatte og Pentagon hindrede seriøse våbenkontrolforhandlinger. Kimen var forlængst lagt til den skærpelse af vore holdninger, der voksede frem som fodnoteperioden.

Da jeg var udenrigsminister deltog jeg den 10. januar 1981 i det første Scandilux-møde i Amsterdam. Det var socialdemokratierne i de mindre NATO-lande - Holland, Belgien, Luxembourg, Norge og Danmark - der her indledte nogle uformelle møder omkring INF-problemet og andre sikerhedspolitiske aspekter. Senere stødte partierne fra Vesttyskland, Storbritannien og Frankrig til.
Der blev gennem 80'erne holdt mange Scandilux-møder. I takt med Reagans oprustning og manglende vilje til forhandling voksede kritikken mod at påbegynde den planlagte opstilling.
Omkring fodnotepolitikken vil jeg ikke begynde en opremsning af de mange debatter og vedtagelser i Folketinget. Som sagt førte vi den grundlæggende holdning videre som opposition. Den blev skærpet, nuvel. Men det var begrundet i den mere og mere mili-tante linie, Reagan-administra-
tionen anlagde.
Jeg vil tage fat på den kritik, der i den sidste tids kampagner har været rettet mod Socialdemokratiet, og hvor min efterfølger har været en ivrig deltager.
I Berlingske Tidende skrev Uffe Ellemann-Jensen den 15. september 1999 om det danske bidrag til de anlægsarbejder, der var forbundet med opstillingen af raketterne. Det blev behandlet i Folketinget i slutningen af 1982, og som bekendt var der et flertal for ikke at bevilge pengene. Det hedder i artiklen: "Det var et langt alvorligere solidaritetsbrud end de mange forskellige meningstilkendegivelser i fodnoterne osv. - for det var noget konkret."
Det var den beslutning i fodnoteperioden, jeg havde sværest ved. Det er korrekt, at vi tidligere havde givet tilslutning. Men over for det stod en politisk vurdering, og det afgørende spørgsmål var, om forudsætningerne havde ændret sig. Det havde de. For os var det ganske afgørende, at der skulle forhandles ud fra den eksisterende balance, den som Carter-administrationen havde er-klæret var tilfredsstillende. Med Reagan stod vi altså i en ny situation, og derfor blev vores holdning som den blev.
I takt med den amerikanske oprustning og den uforsonlige holdning steg antallet af forespørg-selsdebatter, der efterhånden kom til at omfatte en bred vifte af problemer. F.eks. fastfrysning af de eksisterende atomvåbenlagre, forbud mod prøvesprængninger, ikke-første gangs brug af atomvåben, det såkaldte stjernekrigsprojekt (SDI) og Norden som
atomvåbenfri zone.
Især det sidste har optaget den hjemlige debat. Spørgsmålet havde været drøftet blandt de nordiske socialdemokratier, og det kom på dagsordenen i Nordisk Råd som det første sikkerhedspolitiske emne i rådets historie. Det var omkring det tidspunkt i 1984, hvor Lasse Budtz, Poul Nielson og jeg rejste til Moskva. Uffe Ellemann-Jensen skrev i Berlingske Tidende den 15. september 1999, at med mit kendskab til KGB's metoder burde alarmklokkerne have ringet, når jeg lod mig trække med til Moskva-besøg. I Jyllands-Posten den 28. september 1984 udtalte han som udenrigsminister om denne rejse og det efterfølgende besøg i Washington: "Det synes jeg er en fortrinlig ide. Jeg vil sørge for, at de får al den bistand, de kan få fra udenrigstjenesten i den anledning". Kommentar er vist overflødig.

I Moskva diskuterede vi Norden som atomvåbenfri zone. Professsor Bent Jensen har omtalt det i sin bog Tryk og Tilpasning og i en kronik i Information den 4. december 1999. I den skriver han: "Hverken Anker Jørgensen eller andre har nogensinde forklaret, hvordan en dansk tilslutning til den sovjetiske ide om en nordisk atomvåbenfri zone skulle kunne forenes med medlemskab af NATO".
Dette tillader professsoren sig at skrive, selvom han er i besiddelse af det referat, der blev taget under besøget. For hvad var kendsgerningerne? Vi havde på intet tidspunkt tilsluttet os den sovjetiske ide om bare at traktatfæstne den eksisterende nordiske balance, hvor kun de nordiske lande var atomvåbenfrie.
Tværtimod havde vi hårde dis-kussioner, fordi vores forudsætning var, at samtlige sovjetiske taktiske atomvåben skulle trækkes væk fra Kolahalvøen, Østersøen og tilstødende landområder. For det andet så vi tanken som et led i en større sammenhæng, altsammen under forudsætning af, at der i NATO kunne vindes gehør for forslaget. Men i bogen hedder kapitlet "Dansk imødekommenhed og accept af fredszonen".
Når en professor lægger et sådant niveau for debatten om fodnotepolitikken, tror pokker at andre føler sig fristet til at kaste hæmningerne, udslynge påstande og udvikle fantasifulde teorier om motiver og handlinger.
Lad mig gentage: Vi havde barske diskussioner i Mokva, og det er absurd at læse påstande om, at Øst-landene havde indflydelse på Socialdemokratiets politik - eller rettere på de vestlige socialdemokratiers politik. Jeg har fra min DSU-tid været med i kampen mod kommunisterne. Jeg har i studiekredse lært om Marxismen-Leninismen-Stalinismen.
Vi kender udmærket deres strategi og metoder, når det gælder forholdet til Socialdemokratierne. Her skal professorer og borgerlige politikere ikke komme og lære os noget. Men at være ind-ædt modstander af et totalitært system udelukker ikke en dialog, og slet ikke i den dødsensfarlige periode, vi befandt os i.
Jamen, når Vesten viser uenighed udadtil, står vi svagere over for Sovjetunionen. Vi skulle altså tie og undertrykke vore meninger. Som de tre berømte aber skulle vi holde hænderne for øjne, øren og mund. Man ville have at vi bare skulle følge flokken - ikke tænke. Tankevirksomheden foregik i NATO, dvs. i Washing-ton. Konsekvensen ville være en opbakning til præsident Reagans militante linie. Det kunne vi naturligvis ikke. Man glemmer, at det grundlæggende i demokratier er ytringsfriheden og retten til at være uenige. Og det er udemokratisk at forlange, at vi skulle give os selv en mundkurv på for at kunne fastholde kæft, trit og retning.

Chefredaktør Peter Wivel og andre borgerlige har spurgt: Hvorfor lod regeringen det komme så vidt? Underforstået, hvorfor tog man ikke konsekvensen og udskrev valg.
Her vil jeg pege på en ejendommelig modsætning. I de sidste kampagner mod fodnotepolitikken spares der ikke på superlativerne, når der fortælles om den dødsensfarlige situation, man påstår, vi befandt os i. De sovjetiske atommissiler pegede mod Danmark, og det var et spørgsmål om landets overlevelse.
Alligevel blev regeringen siddende. Magten betød mere end principperne. Om det skrev Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende den 15. september 1999: "Det er egentlig en utrolig fræk drejning af problemstillingen". Og senere i artiklen: "Hvorfor samlede det 'alternative flertal' sig aldrig sammen til at tage den endelige konfrontation og vælte mig som minister, når jeg dog ganske åbenlyst gik imod den politik, som flertallet i Folketinget forsøgte at pådutte regeringen?".
Uffe Ellemann-Jensen er den første til at vide, at det forsøgte man i efteråret 1983. Men det var helt åbenbart, at den radikale ordfører Niels Helveg Petersen ikke ønskede valg, og at der forelå en underhåndsaftale med statsministeren. Derfor var der ikke flertal for forslaget.
Endelig er der så den mest brugte påstand: Socialdemokratiets fodnotepolitik var en demonstration fra en opposition, der kun ønskede at drille regeringen. Og så brugte vi ansvarsløst sikkerhedspolitikken, der igennem mange årtier havde været bred enighed om. Her kan ikke gives noget svar, der vil tilfredsstille alle. Vi er inde på meget subjektive vurderinger. Lige meget hvad jeg siger, vil kritikerne fastholde det. For at jeg kan komme ind til et svar, må jeg stille endnu et spørgsmål: Mente vi det vi sagde? Var vore holdninger ægte?
Anker Jørgensen var partiets formand gennem næsten hele perioden, selvom Lasse Budtz som ordfører mest har måttet stå for skud. Jeg har citeret Anker Jørgensen fra hans statsministertid, hvor han allerede dengang skrev: "Jeg sagde, at nu må systemet være klar over, at det er den politik, vi skal anlægge".
Meget har været sagt om ham, men jeg har ikke mødt nogen af hans modstandere, der har beskyldt ham for at være uærlig. Tværtimod. Jeg tror heller ikke, at nogle vil få medhold i at beskylde ham for at være en kold kyniker, der var optaget af taktiske drillerier.
Nej, hans hjerte var med i modstanden mod atomoprustningen. Hans indignation var ægte, og sådan havde vi andre det også. Dvs. i folketingsgruppen, hvor kun K.B. Andersen og Robert Pedersen talte imod. Sådan var det i forretningsudvalget, der hele tiden var med i processen. Sådan var det i hovedbestyrelsen. Og sådan var det på partikongressen, hvor der ved en afstemning kun var en stemme imod, nemlig den daværende borgmester i Frederikshavn.
Jo, vi var indignerede, og engamentet var ægte. Og det var vi sammen med partifæller i andre NATO-lande. Eller sagt mere personligt: I den periode, hvor atomoprustningen tog fart og uforsonligheden rådede, følte jeg en fuld overensstemmelse imellem mine holdninger og den politik vi førte i praksis.

Teksten er et uddrag af den tale, som Kjeld Olesen holdt i går i Selskabet for samtidshistorisk Forskning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu