Læsetid: 3 min.

St. Kongensgade langt fra Afrika

15. januar 2000

Af FLEMMING GJEDDE-NIELSEN ansvarlig for u-landsorganisationen Ibis' program i Namibia

Artikler i Information fulde af fejl og blottet for reel analyse af situationen i det nordøstlige Namibia

Udenrigs
Information er en avis der gerne bryster sig af at tage verden uden for Valby bakke alvorligt, hvilket der da også er utallige gode eksempler på. Men Informations trekvart sides dækning af drabet på tre uskyldige turister i Namibia lever ikke op til denne standard.
Den ene af de to artikler var ifølge avisen forfattet på Kap Horn - om der er tale om Sydamerikas sydspids eller en kendt beværtning i nærheden af Information fremgår ikke - men ædruelig er artiklerne ikke.
Problemet stammer tilsyneladende fra en ondsindet kombination af en uvidende journalist og en ditto oversætter, den namibiske journalist Gwen Lister bliver som Glen Lister gjort til en mand, den tyske rigskansler von Kaprivi bliver til greve af Caprivi, "Caprivis befrielseshær" skulle have forsøgt at indtage Katima Mulilo - selv ikke i sin vildeste fantasi kunne Caprivis befrielseshær have forestillet sig at den var i stand til at indtage Katima - jeg er umiddelbart i stand til at identificere 13 større eller mindre fejl eller meningsforstyrrende unøjagtigheder - jeg vil skåne læserne fra en gentagelse af alle disse.

Ingen reel analyse
Hvad der imidlertid er et større problem er at artiklerne er blottet for reel analyse af situationen i det nordøstlige Namibia, og sammenhængen mellem denne og konflikten i Angola, D.R. Congo og det Vestlige Zambia samt den interne dynamik omkring Mishake Myoungos "Caprivi Liberation Army".
Artiklen giver grundlæggende to forklaringer på den aktuelle situation. Den ene er at situationen i det nordøstlige Namibia blot og bare er en spill-over fra konflikten i Angola - men denne mister totalt det regionale perspektiv af syne. Den anden forklaring - at det er de vilkårlige koloniale grænser, der har skylden - stiller jeg mig mere skeptisk overfor.
Namibia har levet med disse siden uafhængigheden i 1990 og tidligere har det koloniale Syd-Vest Afrika gjort det uden at dette i sig selv at være grundlaget for større konflikter.
De koloniale grænser kan selvfølgeligt altid hives op af hatten, når der sker noget på dette "fjerntliggende kontinent" men forklaringskraften i denne argumentation adskiller sig ikke væsentligt fra vores hjemlige debatniveau, hvor visse grupper vil gøre indvandrerne til ansvarlige for stigende vold og vores sociale problemer.

Kan ikke stå alene
Jeg afviser ikke, at koloniale grænser, etnicitet og etnisk mobilisering spiller en rolle for afrikansk politik og konflikter, men det er ikke en selvstændig forklaring, der kan stå alene. Konkret er det meget vanskeligt at kæde, hvad der formentlig var et UNITA-angreb ind i Namibia sammen med koloniale grænser og etnicitet. Der er ingen sammenhæng mellem, hvad der traditionelt betragtes som UNITA's etniske base (Ovimbunduerne) og befolkningen i Caprivi, hvis etniske og historiske relationer peger i retning af Zambia og det gamle Lozi-kongedømme.
Heller ikke hvis man ser på den anden konflikt i området, der førte til et sammenstød mellem namibiske separatister og den namibiske hær i August 1999 giver et isoleret fokus på koloniale grænser nogen mening.
Forklaringen i forhold til det sidste er i højere grad knyttet til namibisk indenrigspolitik og specielt den tidligere leder af oppositionspartiet DTA's Mishake Muoungos rolle.

Seriøs analyse, tak
I stedet for de to artikler, der bygger på stereotyper og fordomme, bør Information tage fat om en seriøs analyse af nyudviklingen i det centrale og sydlige Afrika. Der er grund til bekymring i en situation, hvor en række lokale konflikter sammenvæves og hvor nye alliancer og interesser opstår.
Hvad der er behov for er analyser der går bag om de nye modsætningsfyldte akse der tilsyneladende er ved at opstå mellem Uganda, Rwanda, de Congolesiske oprørere, UNITA, Lozi-oprørere i det Vestlige Zambia og separatistbevægelsen i Namibia på den ene side og Kabila-regeringen i DR Congo, MPLA Regeringen i Angola, Zimbabwe og Namibia. Hvad er de politiske, historiske, økonomiske interesser og hvad er perspektivet for udviklingen på hele kontinentet.
Jeg håber at artiklerne fra Namibia var undtagelsen der bekræfter reglen om at Information er en seriøs avis også når det gælder udviklingen uden for den hjemlige andedam.

Svar:
Information beklager faktuelle unøjagtigheder i oversættelsen, som ikke var udført af vor faste oversætter. Og for god ordens skyld: Artiklen var forfattet i Cape Town. Analysen kan - som analyser altid kan - diskuteres, men artiklens forfattere - Libérations Pierre Haski og Maria Malagardis - er kendte for at være godt inde i deres stof. Red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu