Læsetid: 4 min.

Æggehoveder på retræte

Debat
8. februar 2000

Eliten er fortrængt fra medierne, der flyder over med almindelige mennesker, som alligevel synes, at ingen tager dem alvorligt

Elitært
"Elitært!" siger lederen af landets største forlag om forfatterskoleelevernes eksperimenter. De vender ryggen til alt folket og det store bog-marked og koncentrerer sig om at skrive. Sådan noget ønsker man ikke at publicere.
"Elitært!" siger de ordførende for tv og radio om dem, der forsvarer P1's seri-øse programmer eller taler om statsradiofoniens public service-forpligtelser. Det er bare et lille mindretal af højrøvede intellektuelle - oven i købet aldrende (det værst mulige skældsord blandt nutidens snappy-med-på-moden-cash-&-carry kultur) - der vil diktere flertallet, hvad de har godt af at høre. Men flertallet vil da meget hellere have underholdning og P3 med mere skrue på.
"Elitært!" siger venstreborgmester Søren Pind om protesterne mod den nedgravede parkeringskælder i tre etager på Kongens Ny-torv. Det er bare æggehovederne, de aldrende finsmagere og økoflipperne igen, der vil diktere. Det har ikke en pind med demokrati og medbestemmelse at gøre - det tavse flertal, som Pind uden videre kan tale for, vil helst have flere biler - og de skal jo parkeres et eller andet sted.
"Ring ind!", lyder det opfordrende, hver gang man åbner for radio eller tv. I stedet for de intellektuelle, æggehovederne og specialisterne gælder det om at få almindelige mennesker ind på alle kanaler. Jeg har tidligere spekuleret på, om det måske var, fordi almindelige borgere ikke skal have noget for at tale i medierne - i modsætning til skuespillere, magistre og andre med uddannelse på området (hvad det nu end måtte være for et). De bliver måske bare smigrede og glade for at måtte være med. Og man fornemmer jo stadig, hvor hårdt økonomisk pressede især kvalitetsudsendelserne er.

Falsk ligemageri
Personligt synes jeg gennemgående, det er mere interessant at lytte til en, der har en vis viden og baggrund for at udtale sig, og har forberedt sig på at sige noget kvalificeret og interessant, end at høre på diverse uforgribelige meninger, følelser og oplevelser fra folk som flest. Især da hvis det er et emne, jeg selv ved lige så lidt om som folk som flest.
Det kan selvfølgelig være ganske sociologisk, antropologisk eller politisk interessant at overvære den slags talk shows, hvor et udvalg af såkaldt 'almindelige mennesker' diskuterer aktuelle emner. Det gjorde jeg for nylig med nogen fascination i engelsk tv, hvor talen var om hhv. sexualundervisning i skolerne og behandlingen af kriminelle efter endt afsoning.
Men den slags udsendelser er jo netop ikke interessante i kraft af, at man bliver oplyst om selve emnet, men fordi man får indtryk af en række holdninger og meninger i befolkningen.
Det er to forskellige typer udsendelse, som hver for sig har kvaliteter. Den distink-
tion synes imidlertid at være under erosion under pres af dagens almindelige nedad-snobberi og falske ligemageri.
Oplysning bliver herefter i sig selv elitært, eftersom den forudsætter, at nogen ved mere end andre. Forskellene består sådan set ret uantastet, de må blot ikke omtales. En fornægtelseslinie, der ikke kan undgå at give bagslag, når forskellene - hvadenten de nu er af uddannelsesmæssig, økonomisk eller etnisk-kulturel art - alligevel falder i øjnene, men jo så ikke kan behandles artikuleret.

Fødderne på nakken
Det tankevækkende er, at skønt det er smartere at være bøvet end dannet, og der bejles til 'almindelige mennesker', som ikke kan mistænkes for at være højrøvede eller elitære, så føler folk sig åbenbart alligevel ikke repræsenteret.
Mens alle medie- og kommunikationskanaler flyder over med udtalelser fra 'almindelige mennesker', synes 'almindelige mennesker' ikke, at nogen tager sig af, hvad de mener:
Afstanden mellem Ishøj og regeringspolitikerne er altfor stor, råber de lokale politikere fra forstæderne. De, der skulle være fodfolk i den socialdemokratiske bevægelse, tager i stedet fødderne på nakken og går over til Pia Kjærsgaard, der i hvert fald ikke kan beskyldes for at fremsætte kvalificerede synspunkter eller sprede oplysning. Folk uden for de snævre politiske, økonomiske og bureaukratiske cirkler, hvor afgørelserne bliver truffet, har ingen fornemmelse af, at der bliver lyttet til dem, eller at det er muligt at blive hørt.

Lige så bagvendt
Lige så bagvendt kan det forekomme, at de, der så foragteligt taler om det elitære, altovervejende selv tilhører en elite, der har magt til at forføje over andre.
I Jantelandet Danmark råber eliten "elitært!", men dermed mener den ikke sig selv. Det, der er uønsket er måske snarere kvalificeret kritik, ubekvemme og eller udgiftskrævende synspunkter eller saglig viden. Alt sådan noget, som man kan blive nødt til at forholde sig til.
Folk som flest kan derimod rask væk få lov til at sludre løs, så længe de ikke er organiserede, kan stemme de regerende ud eller markere sig så talstærkt, at det kan forstyrre elitens dispositioner. Elitært er blevet et skældsord, der giver sin bruger et vist demokratisk, barsk og maskulint-folkeligt skær. Men i erhvervsledernes og politikernes mund er der ikke noget særlig demokratisk ved indholdet i glosen: Det betyder bare, at kvantitative hensyn sættes over kvalitative (indtjeningens oplagstal og seer lyttertal fremfor kvalitetskriterier f.eks.), og at administrative beslutninger ikke står til diskussion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her